Frys-selv-film

Der findes eksempler på film, der giver en følelse af at være der selv. I tilfældet “Vinterbrødre” er det mere, som om den fugtige kulde siver ud i salen og lægger sig klamt om kroppen. Fortællingen om de to minearbejder-brødre spreder sig som en snigende forkølelse og hverken overforklarer eller inviterer indenfor. I varmen. Hlynur Pàlmason foregiver ikke at have lavet andet end surreel fiktion, og han er også virkelig god til det. “Vinterbrødre” er konsekvent skåret minimalisme og samtidig et af de mest visuelt slående danske værker længe set. Måske er det decembers skyld, men kulden sidder stadig i mig.

Hvis man stikker hånden i meget varmt vand, kan det i et par splitsekunder føles mærkeligt koldt. “Vinterbrødre” balancerer lidt på samme dirrende sted. Den hårde industrielle verden, som de her mænd lever i, har sat sig i musklerne med stive, mekaniske rutiner til følge. Men der brænder utvivlsomt også en følsom ild derinde. Især hos Emil, der lever med broderen Johan og de andre arbejdere i en by af usle barakker. Livet er i kalkminens støjende mørke. Udenfor står den mest på depressiv stilstand. Hjemmebrændt kemikaliesprut og at stjæle nabopigens brugte trusser. Det er kun Johan, der får lov til at komme i nærheden af dem, når de sidder på, til Emils store, desperate fortrydelse.

Han er lidt for mærkelig, og det er ikke et godt træk på et sted, der selv om det på afstand faktisk virker både underligt og fremmed, er drevet af et trykkende krav om at være som andre. En slags fællesskabsfascisme, der bliver helt konkret, når pandelamperne vender sig mod én og lyser truende i mørket. Klaustrofobien er påtrængende hele tiden, både i minens utrolige buldrende larm og i række efter række af mænd i ens blå kedeldragter. Man forstår godt Emils problemer med at rette ind, men hans sprællen er kantet og øretæveindbydende. Han overdriver den grove arbejderlingo og laver nærmest parodisk maskuline pikmåleroptrin. Den eneste tråd til anerkendelse og respekt er hans grumsede hjemmebrænd, men ikke overraskende er opskriften på den også opskriften på en katastrofe.

Ingredienserne bliver stjålet på raffinaderiets lager i en sekvens, der faktisk er elementært spændende. Da en arbejder bliver syg af stadset, er det imidlertid ikke svært for Lars Mikkelsens isnende værkfører at følge sporet tilbage. Men Pàlmason er ikke tilfreds med at skabe en skyldshistorie om den revolutionære drømmer. I elegante greb smelter det virkelige lag sammen med drømme, seksuelle fantasier og en grynet instruktionsvideo i at bruge det gammeldags M1-gevær. Det er næsten som et lille chok, når man indser, hvem der speaker soldatertørt om ladegreb og sigtekorn. Er der ikke noget genkendeligt ved den stemme?

“Vinterbrødre” er fuld af små knæk og afledninger. Det giver jo egentlig god mening, at kampen for at være anderledes ikke er fortalt i en harmonisk flydende strøm. Det er ikke bare dannelsesroman på film, men også en hakkende, visuel trykhammer, forvirrende og farlig som livet selv. Jeg føler mig i hvert fald både lidt skubbet og lidt truet. Ud over det danske sprog er der ikke nogen steds- eller tidsangivelser, man kan støtte sig til. Elliott Crosset Hove er hyper-velspillende, uanset om vi taler drøm eller ‘virkelighed’, og jeg får sværere og sværere ved at se, hvor grænsen går. Eneste mulighed, og den er mærkeligt tillokkende, er at gå helhjertet med ind i det sugende dyb.