Violette
Udgivet 14. jul 2015 | Af: jannie dahl astrup | Set i biografen
Det er skide hårdt og ensomt at være forfatter. Den kreative, tænderskærende, langsommelige, uendelige skriveproces kræver sin kvinde. Og sådan en kvinde var franske Violette Leduc. Jeg må med skam melde, at jeg ikke selv kendte til Violette Leduc, inden jeg gik ind til Martin Provost’ biografifilm om hende. Men “Violette” gav mig akut lyst til at opsøge den nærmeste boghandler og opstøve noget fra Leducs hånd.
“Violette” er en befriende langsom fortælling, der tør tage sig tid. En murstensfilm inddelt i syv kapitler. Men igennem sin insisteren på det langsommelige arbejder “Violette” sig hen mod en vigtig pointe om dét, der ligger i selve handlingen at skrive. Det er et slid. Hengivent og forelsket afleverer hun resultatet hos de Beauvoir, hvem hun begærer og misunder med lige stor intensitet. En uforløst kærlighed, der driver både filmen og Violette frem.
Instruktør Martin Provost har tidligere beskæftiget sig med det afdæmpede, kvindelige kunstnerportræt. I den prisvindende “Séraphine” fra 2008 spillede Yolande Moreau skurekonen Séraphine de Senlis, der nok var lidt væk fra vinduet, men malede naivistiske strøg så både englene og djævlen sang i kor. Dengang og som i “Violette” mærker man Provost’ fascination for og beundring af sine karakterer. Det smitter. For Violette Leduc er på ingen måde en let kvinde at holde af. Desperat, tryglende, selvhadende, tvær, grådlabil og jaloux. Som en hundehvalp lapper hun rundt efter de Beauvoir igennem hele sit liv. Men takket være Provost’ tålmodige fortællestil og Emmanuelle Devos’ overrumplende troværdige portræt er det ikke til at få nok af denne særegne kvindeskikkelse. Begæret gnistrer som hvide lyn i hendes aldrig vigende blik, og de rødmalede læber i det aparte, firskårne ansigt, dirrer af ugengældte kys.
”Du gør kvinder en tjeneste. Fortæl det hele,” siger de Beauvoir, da Violette ikke kan se, hvad hendes egne oplevelser kan have af relevans for læseren. Leduc skrev om lesbisk kærlighed, moderbindinger, ugengældt begær og abort. Og det faktum, at hun livet igennem følte sig som en uønsket, grim horeunge. Nogle affærdigede det (og gør det stadig) som egocentrisk navlepilleri fra lillepigeværelset. Andre, heriblandt litterære hovedskikkelser som Simone de Beauvoir, Jean Genet og Jean-Paul Sartre, lovsang Leducs skrivetalent. Filmen om Violette Leduc er et mageløst monument over denne uregerlige, feministiske forgænger, der endte med at skrive sig selv fri af konformitetens lænker og fandt sig selv ved foden af Mont Ventoux i Provence. Alene med sin skriveblok og det blå blæk.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet