Vitello
Udgivet 31. jan 2018 | Af: Andreas Strini | Set i biografen
Hasse og Max har en far. William har en far. Vitello har ingen. Faren er en sjuft, siger mor. Vitello vil dog gerne have en far alligevel. Men han vil også have slik. Han vil være bagvendt. Han vil lege zombie og monster. Vitello vil rigtig mange ting. Han vil for mange ting.
Det er ærgerligt. For stilmæssigt er den ret spændende. Det er lidt ligesom Ole Lund Kirkegaard. Grimme tegninger af grimme mennesker. Charmerende. Jeg venter bare på, at der er en, der udbryder: ’Kaster du også med ævler?!' Men der kastes skam også guldkorn efter mit voksne jeg. Mor står og ryger i køkkenet og forklarer forskellen på at ryge og spise slik. Sådan gør de voksne. De ryger og drikker. Det er Wulffmorgenthaler henvendt børn. Grimt, men på den gode måde.
Det er utroligt, at Vitello ikke får en idé om at lege snegl. For det er, hvad jeg tror, at “Vitello” vil lege. Til trods for Vitellos utallige idéer og sidespring, så føles hans 75 minutters påfund som timer. Tiden snegler sig af sted, så alle kan følge med. De skal kunne bruge deres fantasi. Ikke forstyrres af musik og klipning. Fint nok til Fjernsyn for dig på 15-20 minutter. Men ikke som en spillefilm. Det er som at binge-watche børnetime. “Vitello” ville være en god serie. Ligesom bøgerne. Ikke som film.
Vitello vil bare gerne have en far. Det vil jeg også… Altså, have fokus på en far til Vitello. Det er et ret fint tema at behandle i en børnefilm. Men ak, det manglende fokus. Hvor ville jeg dog ønske, at “Vitello” havde været en serie. Så havde jeg kunne lide den. Så havde Vitello have haft tid til at få en far, spise slik, være bagvendt og lege zombie og monster. Så havde han kunne skynde sig meget langsomt.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet