Vores tid kommer
Udgivet 4. maj 2011 | Af: jannie dahl astrup | Set i biografen
Irland er paradis for alle rødhårede. I hvert fald inde i hovederne på de to forstyrrede hovedpersoner i Romain Gavras’ ubehagelige og ultravoldelige hævn-film “Vores tid kommer” – en slags fortsættelse af musikvideoen til M.I.A.’s “Born Free”, som Gavras instruerede sidste år. Heri interneres alle rødhårede af kampklædte styrker, mens en undergrundshær af undvegne, røde brødre kæmper i gaderne mod styret. En politisk allegori så kontroversiel og eksplicit i sin fremstilling af vold, at YouTube blacklistede videoen.
Franske Romain Gavras, der er søn af den store, politiske filmmager Costa-Gavras (“Z”), træder speederen helt i bund og ser sig aldrig tilbage i sin visuelt imponerende “Vores tid kommer”. Han lader sine to antihelte rase derudad i en rus af fremmedhad, selvhad og generel indignation i en prangende, rød Porche bevæbnet med en armbrøst af dimensioner. Undervejs uddeler de både springskaller og lommefilosofi, mens Patrick gør det til sit personlige projekt, at Remy får noget på den dumme. Men det er Remy slet ikke sikker på, at han er klar til. Til gengæld er han mere end klar til at tage hævn over mange års nedværdigende mobning.
Vincent Cassel er en af sin generations mest talentfulde skuespillere i hjemlandet Frankrig (og gift med den underskønne Monica Bellucci, hvilket kan gøre de fleste grønne af misundelse). I “Vores tid kommer” er han som altid en øjenmagnet, dog med en ubehagelig slagside som racistisk, antisemitisk, misogyn voldspsykopat. Og alligevel fremstår han mærkeligt charmerende. En pragtpræstation, der egentlig ikke burde kunne lade sig gøre. Overfor Cassel gør den yngre Olivier Bartelemy også en god figur som den mærkelige Remy, der pludselig får smag for meningsløs vold.
Cassel og Batelemy alene kan dog ikke redde et mere end ufokuseret manuskript, der blandt andet lader de to karakterer indlogere på et hotel, hvor en lille, overvægtig, rødhåret pige i flere scener optræder som vidne til de tos uhyrligheder med et djævelsk smil på læben. Ligeledes fungerer en sadistisk trekant mellem Cassel og to teenagepiger ikke helt. Her bliver Gavras’ kulsorte, ironiske distance til sit eget materiale alligevel for stor og kåd.
“Vores tid kommer” rummer nogle af de mest mindeværdige scener, jeg længe har set på det store lærred: Olivier Bartelemy med en engangsskraber, Vincent Cassel, der ejakulerer i et boblebad, en luftballon i aftenrøden over den engelske kanal. Det visuelle er tydeligt Gavras’ største styrke, mens fortællergenet ikke synes helt færdigudviklet endnu. Dertil er der for mange løse tråde, kåde indskud og generel forvirring i historien i “Vores tid kommer”. Men Gavras’ tid skal nok komme.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet