Vores vingård i Bourgogne
Udgivet 18. okt 2017 | Af: Maria Hegerlund | Set i biografen
Vinfremstilling er ikke dramatisk. Det er praktisk. Det er en årlig proces, der kræver præcis timing og en næse for dufthukommelse samt en gane for blindsmagning. “Vores vingård i Bourgogne” er som en flot fremstillet vin, kun gjort interessant med dens nærmest dokumentariske indblik i de franske druers vækst og høst. Den har en svag aroma, der bringer minder om “The Godfather” årgang 1972 med dens stræben efter at blande familiearv – og drama – med the family business. Desværre smager den her årgang 2017 ikke af meget.
Til gengæld er det synd for hans to yngre søskende, der nu må lære at leve med, at Jean dømmer dem for deres kedelige mangel på rejselyst. Men han er forkert på den. Hans utraumatiske barndomsminder og hans svigt af sin kone og søn i Australien får lov at fylde næsten lige så meget som den årlige vinproduktion. Problemet er bare, at indblikket i den franske vinverden er langt mere interessant end Jeans selvmedlidenhed og selvskabte kommunikationsproblemer.
Jean kæmper ikke for så meget. Han kæmper lidt med sig selv. Men hans kampe er ikke særligt store og er helt selvforskyldte. Han har selvfølgelig lidt farproblemer, men de er heller ikke værd at skrive hjem om. Selv om han nok selv synes det. Han vil så gerne være the lost son – en Michael Corleone, der kæmper en stor, episk kamp med patriarken og familieforretningens byrde. Det er han bare ikke. Faren og familien er slet ikke slemme mod ham. Han kan bare ikke finde ud af at ringe hjem og lige høre, hvordan det går.
Familieproblemerne er ret basale i den her familieforretning. Det er ikke kun dårligt. De tre søskendes forhold er ægte søskendekærlighed med lige mængder konkurrence og sammenhold. Desværre har “Vores vingård i Bourgogne” intet originalt og rørende familiedrama at byde på. Og nøgtern vinfremstilling er altså bare ikke nok til alene at gøre det til en spændende årgang.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet