Reese Witherspoon er blændende og Joaquin Phoenix også allerhelvedes veloplagt i “Walk the Line”, der først og fremmest har til opgave at diske op med den sandfærdige og selvbiografiske historie om manden i sort – countrylegenden Johnny Cash. Det handler fundamentalt set om musikken, stofferne, skandalerne men immervæk også om den udsøgte kærlighed til livsledsagersken June Carter.

Men inden den følelsesfulde og melankolske musik for alvor kan få lov til at blive talerør for den amerikanske musikers skelsættende og selvdestruktive løbebane, indledes med en langsommelig og ikke synderligt velkomponeret prolog, der dog med rette skal kundgøre den miserable opvækst hos en forsmået far samt en underkuet mor, som for i øvrigt mister deres foretrukne søn, Johnnys ældre bror, i en tragisk savværksulykke. For den ulyksalige, kærlighedsløse barndom sætter unægteligt skræmmende og destruktive spor i voksenlivets Johnny Cash.

Med det endelige gennembrud fulgte de mange turneer, hysteriske fans, velbeslåenheden, skænderierne med den daværende hustru og det første af mange sammenstød med June Carter, der på godt og ondt endte med at blive hans livs kærlighed. Efter et gumpetungt forord bliver “Walk the Line” i samme forlængelse anderledes vedkommende. Kærligheden til June, afhængigheden af stofferne og drukturene med kollegaen Jerry Lee Lewis er med et blevet allestedsnærværende og er, trods en mildt sagt traditionel opbygning og enkelte fortælletekniske brølere, på sin vis ganske fint orkestreret. Med andre ord bliver musikken tilstedeværende i både billede, handling og selvfølgelig lyd. Den giver “Walk the Line” den fornødne nerve og sjæl og bliver uomtvisteligt drivkraften bag en film, der helt basalt ikke i sig selv har det store fortælletekniske råderum men alligevel synes at have noget ganske særligt at byde på.

Noget særligt at byde på har de to hovedaktører i øvrigt også. Reese Witherspoon yder en fabelagtig præstation som vennen, kollegaen og ikke mindst livets kærlighed, den underskønne June Carter. Og det er derfor også helt på sin plads, at hun modtog en Oscar ved dette års prisuddeling. Nogen udmærkelse blev det imidlertid ikke til for den ligeledes nominerede Joaquin Phoenix, der dog alligevel, endnu en gang, får bevist, at han med de rette roller ligger inde med gevaldige skuespilmæssige begavelser og under alle omstændigheder fungerer fremragende som falleret countrylegende. Samme evner kunne i øvrigt godt efterlyses hos kollegaen Ginnifer Goodwin, der i denne sammenhæng har haft til opgave at udfylde rollen som den afdøde countrymusikers første hustru – Vivian Cash.

“Walk the Line” giver et ekskvisit indsigt i manden, musikeren, levemanden og ikke mindst legenden Johnny Cash. Den tegner et konsekvent og forholdsvist nuanceret portræt af en mand, der på sin egen alternative måde får effektueret idealbilledet af den amerikanske drøm, om end der mellem alle succeserne er talrige eksempler på astronomiske nedture, som kun June Carter og i sidste ende hendes familie evner at fiske ham op fra igen – og det i bogstaveligste forstand. Når alt kommer til alt handler det om kærligheden til hustruen og hadet til en afstumpet og følelseskold far, der for i øvrigt spilles fortrinligt af Robert Patrick.

Alligevel mangler “Walk the Line” det sidste til at komme over stregen. Trods et haltende forord udvikler beretningen om manden i sort sig nu ganske fornuftigt, om end den noget traditionelle fortællestruktur da helt sikker er set mange gange før. Så måske er det vi “mangler” i virkeligheden at vide besked om, hvordan forholdet var til musikerens afkom, hans egen opvækst taget i betragtning.

Video”Walk the Line” fremstår i 2.39:1 anamorphic widescreen format. Grundlæggende leveres billedsiden skarpt og med en harmonisk farvegengivelse, der er med til at skabe lækre og dybdeskarpe billeder. Der er ingen nævneværdige komprimeringsfejl og digital støj, hvilket således gør denne film til en visuelt ganske fornøjelig oplevelse.

AudioSF Film har på denne dvd-udgivelse valgt at inkludere et Dolby Digital 5.1 spor på engelsk og ungarsk, samt et DTS-spor, som naturligvis er det oplagte valg. Selv om alle højtalerne er i brug, er det begrænset, hvor meget baghøjtalerne kommer til deres ret. Og det er drønærgerligt, når det tages i betragtning, at der i filmen indgår en del koncertscener, hvor der ville være oplagte fordele ved at fordele lyden. Den resterende lyd og dermed primært dialogen ligger for det meste i fronthøjtalerne. Her går den rent og klart igennem men uden på nogen måde at være prangende.

EkstramaterialeDen danske udgave af “Walk the Line” er en 2-disc udgivelse, og der lægges dermed op til et habilt skatkammer af ekstramateriale. Der er da heller ikke sparet det mindste på krudtet. Således vil begejstrede fans på disc 1 kunne finde adskillige slettede scener, biograftraileren for filmen, ligesom det også er muligt at se hele filmen med kommentarspor af instruktør og manuskriptforfatter James Mangold.

På disc 2 bliver der for alvor lukket op for godteposen. “Johnny Cash Jukebox – Walk The Line Extended Musical Sequences” viser de live optrædener, der også indgår i filmen men denne gang i deres fulde længde. “Folsom: Cash and the Comeback” er et fængslende portræt af legendens comeback, der, meget mod pladeselskabets vilje, endte med en live koncert i et amerikansk fængsel og efterfølgende pladeudgivelse. “Ring of Fire: The Passion of Johnny and June” beskriver forholdet mellem de to musikere, deres livslange venskab og kærlighed.

I en mere filmisk kontekst godtgør “Becoming Cash/Becoming Carter” og “Celebrating the Man In Black: The Making of ‘Walk The Line'” hvordan karaktererne er blevet fundet, og hvordan filmen i det lange løb er blevet en realitet. Udover kommentarer fra de medvirkende foran og bagved kameraet, afføder dette desuden kommentarer fra venner og kollegaer til Johnny Cash. Endeligt betegner “Cash and His Faith” et livslangt forhold til Gud, der startede allerede i løbet af de brutale barndomsår.

De mange featuretter er således med til at tegne et nuanceret billede af mennesket og myten Johnny Cash samt hans kærlighed til musikken og June Carter. Det virker velstruktureret og er generelt også interessevækkende pga. de mange følelsesladede interviews med venner, familie og kollegaer.

Cash & Carters store kærlighedshistorieI “Walk the Line” får vi fortællingen om den berømte countrysanger Johnny Cash’ turbulente liv og om hans kærlighedsforhold til sangerinden June Carter, der både blev hans arbejdspartner og livsledsager.

Selvbiografiske film om Amerikas kendte stjerner hører til genren af film som USA elsker at se. Det er da heller ikke nogen overraskelse, at “Walk the Line” allerede er blevet belønnet med tre Golden Globes, da filmen indeholder alle de elementer, som sådan en film bør have. Først og fremmest fortæller den historien om Johnny Cash’ hårde vej fra en fattig barndom under Depressionen til et stjernebeslået karriere. Faderen er fordrukken og ondskabsfuld, moderen underkuet og lille Johnny bliver et ulykkeligt offer for familiens sorg, da hans elskede storebror Jack bliver slået ihjel ved en tragisk arbejdsulykke.

Den ulykkelige barndom har en god del af skylden for at Johnny som gryende musiker hurtigt kommer ud i et stof- og alkoholmisbrug, han slet ikke kan styre. Misbrug er tilsyneladende et uundgåeligt element, hvis man skal være en stor stjerne i Amerika, for historien om Johnny Cash er bestemt en historie, man har set før.

Den smukke del af filmen omhandler Johnnys kærlighedsforhold til countrysangerinden June Carter. Hun har selv et rodet kærlighedsliv, men lever ikke desto mindre efter værdier, der ligger langt væk fra Johnnys misbrug og manglende evne til at styre noget som helst. Det fantastiske ved deres historie er, at de er tiltrukket af hinanden i mange år, før de endeligt giver efter og gifter sig. June Carter prøver gang på gang at slippe af med den insisterende Johnny Cash, men indser til sidst at uanset hvad, så er han manden for hende. Det er Johnny Cash’ held, for det er udelukkende June og hendes families kærlighed, der hiver ham op af det dødvande, han hænger fast i.

“Walk the Line” er en dejlig og velfortalt film, der giver et godt indblik i Johnny Cash både som musiker, som mand for June og som et eksempel på den amerikanske drøm, folk tilsyneladende aldrig bliver trætte af at høre om.

Filmens hovedroller som Johnny og June spilles yderst overbevisende af Joaquin Phoenix og Reese Witherspoon, der begge leverer overraskende gode sang-præstationer. Joaquin Phoenix har for længst skabt sig et navn som en talentfuld skuespiller, der mestrer et stort antal roller, hvorimod Reese Witherspoon i højere grad har hængt fast i en typecasting som den smukke og til tider dumme blondine. Med denne karakterrolle har hun fået chancen for at vise at hun kan spille, og hun griber den med stor succes.

Et måske overraskende element i filmen er dens brug af humor. I en film, der rummer så meget tragedie og dystre udsigter, er det befriende også at kunne le af situationernes absurdhed og manuskriptforfatterne formår at holde tungen lige i munden med fordelingen af det mørke og det lyse.

En stor del af filmen foregår med at være på landevejene, ikke kun sammen med Johnny & June, men også med andre af tidens store navne, heriblandt en fræk og kåd Jerry Lee Lewis og Elvis, der tilsyneladende er den første, der introducerer Johnny Cash for de piller, der bliver hans vej ud i misbruget.