En (for)historie for længe siden

Få ting kan få min indre 10-årige frem som dinosaurer. Flotte og farlige, virkelige og uvirkelige på én og samme forhistoriske tid. Netop historie er nøgleordet for “Walking with Dinosaurs”, der forsøger at forbinde palæontologi og museumsbesøg med actionfyldt dino-drama. Talen er dansk og kommunikationen i øjenhøjde med en 10-årig – om den så er indre eller aktuel, er underordnet.

Udgangspunktet er en nutidig familie langt fra kridttiden, der leder efter dino-knogler. ”Hvorfor er dét nu interessant?”, undrer drengen. Derfra begynder museumsbesøget anført af to veloplagte forhistoriske guider, der dog langt fra er nogen klassiske museumsinspektører. Opfindsomt og fortællemæssigt inkluderende er den ene guide fuglen Alex, der med latinske navne og fine fakta beskriver dinoerne på vores upåklageligt animerede vej. Eller det vil sige, at vejen og omgivelserne er virkelige optagelser krydret med 3D-dinoer i alle størrelser. Den anden guide, dinosauren Patchi, har ikke det samme fugleperspektiverende overblik som Alex, men leverer derimod førstehåndserfaringer på landjorden fra lille dinosaurus til rigtig, rigtig stor dinosaurus.

Som en anden Lillefod fra den tegnede dino-klassiker “Landet for længe siden” så følger vi Patchis opvækst, sorger og glæder, kampe og kamp for kærligheden. Tidligt i filmen bliver det endda lidt uhyggeligt, hvor Patchi oplever et barskt Bambi-øjeblik, men filmen tager pædagogisk fint brodden af den utrygge scene ved at lade Alex pippe alvidende op i god tid til at finde en tryg hånd at klemme. “Landet for længe siden” møder “Jurassic Park” i 3D i det optrin, men ellers er rejsen tryg og oplysende.

Tricket med at lade fortællerne have bærende roller betyder, at det faktuelle museumsbesøg aldrig bliver belærende pegefinger-kedeligt, og det integreres naturligt ind i Patchis coming-of-dino-age-drama, der underholdende hjælpes på vej af en tempofyldt dialog med vid og T-Rex-bid. Tørt bemærkes det, da Patchis far beskrives som en dinosaurus af få ord, at han faktisk kun var en dino af et enkelt ord: Brøl! Museumsturen og humoren er i top, men Patchis personlige historie havde jeg problemer med.

For det er nemlig en personlig historie, hvor Patchi føler, tuder, elsker og hævner, som personer gør. Ikke dyr, om de så er uddød eller lige har lagt en… gave til dig ude i din have, så er de driftigt naturlige, der ikke behøver følelser og kærlighed som undskyldning for at forplante sig. Derfor foretrækker jeg en dino-film som “Jurassic Park”, hvor kødædere ikke er onde, fordi de æder andre, men fordi de ikke kan lade være i naturens navn. Hvis man imiterer et naturligt dyremiljø, så synes jeg, det er en fordummende uskik at udstyre dyr med menneskelige følelser, hvad enten det er medmenneskelige dinoer i “The Tree of Life” eller her, hvor de kødædende dyr tillægges onde hensigter med mærkatet grumme, militante bøller. For at menneskedyr skal fungere for mig, så skal filmen gå Disney-vejen, hvor der tydeligt skrives eventyr på pakken.