Årets udgivelse

Det er over 20 år siden, Pixar overbeviste os om, at selv en standerlampe kan have en sjæl. Og i 2008 begik det banebrydende filmselskab et mirakel af samme kaliber: En film om en lille robot, der ikke kan snakke, men alligevel formår at tale til hjertet. Andrew Stantons “Wall•E” er gennemsyret af den samme fortryllende livsglæde, der driver fortællingens nysgerrige robot. Og at opleve verden gennem Wall•E’s øjne er som at opleve den på ny selv, ligesom da man var barn, og verden stadig var gådefuld og grænseløs, før puberteten destillerede magien og afslørede virkelighedens barske realiteter. Det er en kolossal underdrivelse at betegne “Wall•E” som livsbekræftende.

Om 800 år er robotten Wall•E så godt som alene på Jorden, som menneskeheden forlod århundreder tidligere efter at have forurenet planeten, indtil den blev ubeboelig. Der vendes op og ned på den charmerende robots rutineprægede dagligdag, da den avancerede robot EVE pludselig dukker op fra det ydre rum. EVE er på en helt særlig mission, men det har Wall•E slet ikke overskud til at fundere over. Han er håbløst forelsket, og det samme bliver man hurtigt selv i både filmen og Wall•E, der med sine store, nuttede øjne og spinkle størrelse ikke blot ligner E.T., men også fremtvinger den samme undtagelsesløse sympati.

“Wall•E” er en film, der henvender sig til alle. Det er en tidløs, universel fortælling om det at være forelsket, hvilket samtidig gør den til en tidløs historie om det at være menneske. Godt gået for en film om robotter med kredsløb og mikrochips i stedet for årer og hjerter. “Wall•E” håner den udbredte opfattelse af, at en film absolut skal være tung og dybsindig for at være noget særligt. Stantons aktuelle budskaber, som berører alt fra konsumerisme til vores ødelæggelse af miljøet, leveres sobert og med en oprigtighed, man kan tage og føle på. Og den simple, men følelsesladede kærlighedshistorie krydres med den søde, spidsfindige humor, som Pixars film især er elsket for.

Coen-brødrenes virtuose hoffotograf Roger Deakins var konsulent på projektet, og det kan mærkes. Landskaberne er bedårende og spækket med flere visuelle detaljer, end man kan nå at opfange den første håndfuld gange, man ser filmen. Mindst ligeså imponerende som produktionens forbløffende billedside er dens ekstraordinære lydside. Ben Burtt, der står bag nogle af filmhistoriens kendteste lydeffekter (lige fra lyssværdenes summen til R2D2’s bippen), giver de computeranimerede maskiner mere personlighed via underfundige lyde, end de fleste menneskelige karakterer har i rendyrkede dramaer.

Historie og æstetik går op i en højere enhed i “Wall•E” – en nybagt klassiker, som fastholder tilskuerens urokkelige opmærksomhed lige fra den fortryllende start til den hjerteskærende slutning, som formentlig udgør tegnefilmhistoriens mest bevægende øjeblik, siden løveungen Simba takkede farvel til farmand Mufasa i “Løvernes konge”.

Video

Præsenteret i 1080p/AVC 2.39:1. Hvert eneste billede står knivskarpt, og detaljerigdommen er ligeså astronomisk som de bjerge af skrald, Wall•E konstruerer. Farve- og kontrastgengivelsen er perfekt, og billedsiden tilegner sig ofte et dragende, tredimensionelt look. Der er intet tilnærmelsesvis negativt, man kan sige om årets bedste transfer.

Audio

Det engelske DTS-HD Master Audio 6.1-mix (omslaget hævder fejlagtigt, at det er et 5.1-lydspor) er nøjagtig ligeså godt som transferet. Der er ikke ét eneste tilfælde af støj eller overstyring. Hver eneste replik og lyd (dyb såvel som tårnhøj) gengives klokkeklart. Samtlige højtalere disker op med utallige subtile lyde, der gør filmen mere levende. Panoreringerne er fænomenale og usynlige, og Thomas Newmans dejlige, legesyge musik kommer også virkelig til sin ret. Et dansk Dolby Digital 5.1-lydspor medfølger også. Dynamikområdet er selvsagt mindre end på DTS-sporet, men det er trods alt et hæderligt lydspor.

Ekstramateriale

På 2-disk-udgivelsens første skive finder man trailere til “Bolt”, “Up”, den kommende BD-udgivelse af “Pinocchio”, “The Princess and the Frog”, “Klokkeblomst” og tv-serien “Wizards of Waverly Place”. To fænomenale kortfilm befinder sig også på disken: “Presto” (5 min.) og “Burn•E” (8 min.), der hhv. omhandler en tryllekunstners klammerier med sin sultne kanin og en mindre robotkarakter fra “Wall•E”. Man har også mulighed for at se storyboards til “Burn•E”.

Når man aktiverer Cine-Explore-funktionen, kommenterer Andrew Stanton hele filmen, alt imens fascinerende billeder og tegninger dukker op, som understøtter instruktørens pointer. Det er en fænomenal interaktiv funktion som denne, der er med til at understrege Blu-ray-mediets overlegenhed i forhold til dvd. Stanton er en enormt interessant og velformuleret fortæller, og der medfølger også et kommentarspor med deltagelse af produceren Lindsay Wallace og animatorerne Bill Wise, Derek Thompson og Angus McClain. Firkløverets hyppige jokes og nørdede gennemgang af filmens talløse referencer er en fornøjelse at lytte til.

Disk 2’s indhold er delt op i to sektioner: “Robots” og “Humans”. Under “Robots” finder man en masse information om filmens forskellige robotter samt et par sjove videoklip af Wall•E, der leger med alskens dingenoter. Her er også fem muntre spil, der bl.a. er inspireret af klassiske spil som “Lander” og “Asteroids”. Under “Humans”-sektionen finder man fire slettede scener (23 min.), som også diskuteres af Stanton. De fleste er ufærdige, men de er alle interessante – især en meget anderledes udgave af scenen i Axiom-rumskibets affaldssektion er et kig værd.

Man kan også tage en guidet tur ombord på filmens enorme Axiom-rumskib i 3D, og syv forskellige dokumentarer (samlet spilletid: ca. 70 minutter) gennemgår alt fra filmens sensationelle lyddesign og musikken, til filmens look og centrale kærlighedshistorie. Nøjagtig ligeså spændende og velproduceret er “The Pixar Story” (89 min.), der beretter om Pixars historie. Dokumentaren er fyldt til randen med fortryllende arkivoptagelser og fængslende interviews med folk som George Lucas, Steve Jobs og John Lasseter. Dokumentaren er også forbavsende oprigtig – Lasseter diskuterer eksempelvis åbenhjertet Disneys kyniske fyring af ham i starten af 80’erne.

Fire flotte billedgallerier, en håndfuld reklamer for det fiktive supermarked BnL samt hele syv forskellige trailere til “Wall•E” er også inkluderet. Ekstramaterialet præsenteres i øvrigt i 1080p. Stærkt gået, Disney.

Magi i kærlighedsmaskinen

Pixars evne til gang på gang at skabe formidable film har været forbløffende, og på den baggrund er det en nærliggende tanke, at de nu omsider vil hvile på laurbærrene og blot levere sikker underholdning efter den vanlige formular. Det har de dog ikke just gjort. Tværtimod har de med “Wall•E” i stedet lavet deres til dato mest ambitiøse og vovede spillefilm. Det har de til alt held sluppet aldeles fremragende fra.

Filmen foregår i en (forhåbentlig) fjern fremtid, hvor mennesket efter årevis af forurening, uansvarlig deponering af affald og generel dårlig opførsel omsider har ødelagt planeten. Menneskene har derfor valgt at forlade den synkende klode, og er taget ud i solsystemet ombord på gigantiske rumskibe. Tilbage på den ugæstfri jord har de dog efterladt sig en lille vedholdende maskine: Den lille oprydningsrobot Wall•E, som med ukuelig ihærdighed fortsætter det omfattende arbejde som den sidste aktive robot på jorden. Under arbejdet har han opsamlet forskellige souvenirs bl.a. et slidt videobånd med en gammel kærlighedsmusical, som Wall•E gentagende gange ser med en udtalt længsel i blikket.

Hans århundrede gamle hverdag bliver dog permanent forandret en dag, da et rumskib ankommer til jorden. Det sætter en lille robot ved navn EVE af, og inden længe er Wall•E forgabt i hende til op over begge linser. Hun viser sig at være en lettere ensporet og smule skydegal robot, hvis glatte overflade hightech udstyr står i kontrast til Wall•Es mere beskedne funktioner. I et forsøg på at vække hendes interesse lader Wall•E hende se alle hans anskaffelser inklusive en lille spire, han har fundet. Spiren viser sig at have en overraskende effekt, og snart er EVE på vej ud i rummet igen med Wall-E i følge som skjult passager.

Der er en overvældende universel charme, humor og uimodståelighed over “Wall•E”, som på mange måder minder om stumfilmskomik, og det er nærliggende at opfatte den som præcis den form for animationsfilm, Charles Chaplin ville have lavet. Ligesom Chaplins berømte vagabond kan Wall•E ikke tale, men det forhindrer ham dog ikke i at kommunikere på alle mulige andre måder, og via kropssprog samt et arsenal af forskellige lyde synes han mere end rustet til opgaven. Det siger noget om Pixars evner for mediet, at de første ca. 40 minutter er uden egentlig tale, men ikke desto mindre fungerer fuldstændig uovertruffent.

I en tidsalder, hvor selv animationsfilm for de mindste mere og mere proppes med spektakulære actionscener og larmende eksplosioner, føles en film som “Wall•E” vidunderligt befriende, eftersom den tager sig tid til at bygge stemning og atmosfære op, og som i perioder sætter handlingen i bero for at dvæle ved scenerne. Derved skaber den også nogle af de mest betagende og mindeværdige øjeblikke i mands minde, hvor ikke mindst scenerne i rummet er fuldstændig overvældende.

Hvad, der dog først og fremmest fungerer over alt forventning, er etableringen af de to robotters personlighed og efterfølgende romance, der hurtigt bliver langt mere bevægende, end man ville forvente. Wall•Es forsigtige for ikke at sige frygtsomme natur bliver kombineret med et ihærdigt mod, der hurtigt bliver både morsomt og rørende. Hvor Wall•Es følelsesregister altid er let at læse, er EVEs mere undvigende og feminint. Hendes reaktioner bliver primært afspejlet gennem formen på hendes digitale øjne – en effekt, som animatorerne bruger med kolossal effekt. At to robotter bliver romantisk involverede er umiddelbart et svært element at acceptere, men når det fungerer så sømløst, skyldes det ikke mindst, at deres respektive personligheder og kønsroller er så ualmindeligt veldefinerede. Man føler ganske simpelt lynhurtigt med dem.

Som handlingen skrider frem bliver tonen tiltagende satirisk, og filmen forsømmer ikke lejligheden til at gøre nar af både vores smid-væk mentalitet og vores gradvise udvikling til viljeløse sofakartofler. Samtidig er der dog også slapstik i spandevis og et underfundigt lune over moderne teknologi, som ville passe upåklageligt ind i en Jacques Tati-film.