En blodfattig krigsfabel

Når Steven Spielberg rammer en god dag (hvilket han misundelsesværdigt tit gør), er han en uovertruffen filmskaber, der både tilfredsstiller det bredest mulige publikum og den mest indædte filmconnaisseur. Med det sentimentale, men Oscar-venlige 1. verdenskrigsepos “War Horse” rammer Spielberg desværre ikke en af sine bedste dage. Måske fordi vi i filmens hovedrolle finder en hest?

Halvblodsføllet Joey er noget ganske særligt. Det ser den fattige, engelske bonde Ted Narracott straks. Han køber den til overpris på det lokale dyrskue i budkrig med sin egen herremand (David Thewlis) og bringer den stolt hjem, hvor sønnen Albert (debutanten Jeremy Irvine) fra første øjekast knuselsker krikken. Han opdrætter den ualmindeligt kloge hest, men bedst som alt ånder fryd og gammen ude i Devons smukke, rullende bakker, bryder krigen ud. Joey sælges til militæret, mens den stadig for unge Albert forsøger at melde sig under fanen for ikke at blive skilt fra sin trofaste ganger. Nyttesløst.

Joey bliver hestekraftsfuld kavalerihest og sendes til fronten sammen med sin nye rytter – en blid, engelsk kaptajn, der sender hjemmetegnede portrætter af hesten hjem til Albert. Sødt. Men krigen er lang og hård, så Joey når at skifte ejermand såvel som side (der må kippes med flaget for vor egne Nicholas Bro og David Dencik, der har landet små, men fine roller som tyske soldater). Men hjemme i Devon er Albert sikker i sin sag: Han og Joey er skabt for hinanden.

Steven Spielbergs lidt for forudsigelige heste-stafet-film, hvor vi følger Joeys ridt igennem 1. verdenskrig, er følelsesporno for fuld skrue. Og det er ikke ment som ren kritik. Spielberg forstår om nogen (sammen med sin faste komponist John Williams) at skrue på de helt rigtige knapper på alle de rigtige tidspunkter, så tårerne står på spring. Williams’ kompositioner er enormt svulstige, men samtidigt også intelligente. Især vækker brugen af den samme, lille mol-klingende trompetmelodi både mindelser om filmens historiske periode og understøtter subtilt filmens militære islæt. Svulstigt er Janusz Kaminskis arbejde bag kameraet også – hele tiden på grænsen til at være lidt for meget af det gode. Bid især mærke i filmens noget syntetiske slutscene, hvor John Ford såvel som “Borte med Blæsten” ikke bare spøger i det fjerne, men nærmest synes splejset sammen med Spielbergs fortælling. Her løber svulstighedsbægeret desværre over for “War Horse”.

Til gengæld spildes der ikke én dråbe blod i Spielbergs alt, alt for artige og meget familievenlige 26. film. Og det endda taget i betragtning, at en stor del af filmen udspiller sig på 1. verdenskrigs notorisk blodtilsølede frontlinjer. Om end forlægget til “War Horse” er en børnebog (skrevet fra hesten Joeys synsvinkel!), ville man alligevel ikke forvente, at manden bag “Saving Private Ryan” og denne films uanfægteligt rystende realisme, ville dreje en film om 1. verdenskrig og fra start til slut negligere slagmarkens reelle helvede. Op mod 15 millioner mennesker faldt. Var der ingen af dem, der blødte, spørger man sig selv igen og igen filmen ud.