Modtagelsen af Steven Spielbergs “War of the Worlds” beviste, at Spielbergs værste fjende er hans eget navn. Den 23. juni udkom filmen i de amerikanske biografer, men “Worlds” er alt andet end en stort anlagt sommerfilm. Alt andet end en typisk, spektakulær blockbuster, som kan sluges hurtigt og råt. Næsten alt andet end en sædvanlig Spielberg film. Mange folk klappede og lo uforståeligt, mens et afbrændt tog for forbi, mens en lille pige så talløse lig passere ned af en flod og mens rumvæsnernes gigantiske, trebenede maskiner massakrerede mennesker til højre og venstre.

Tydeligvis lavet i skyggen af angrebene mod New York 11. september 2001 begiver “Worlds” sig ud på et dunkelt territorium, som Spielberg ikke har færdes i længe. Godt nok tog instruktøren et par skridt i samme retning med “Minority Report”, men han trak sig forbløffende hurtigt tilbage. At der har været mere debat om slutningen på “Worlds” end den ubeskriveligt forcerede slutning i “Minority Report” er fuldstændig ubegribeligt. Der er langt fra de søde toner og venlige, nuttede rumvæsner i klassikerne “E.T.” og “Nærkontakt af tredje grad” til de skrækindjagende skabninger i “Worlds”.

Tom Cruise er glimrende som altid. Man kan sige, hvad man vil om hans seneste scientology-fadæser og evindelige snak om Katie Holmes, men han præsterer unægteligt at virke som en lettere usympatisk far her. Rollen som Ray Ferrier er bestemt hans mindst ‘Cruise-agtige’ præstation siden “Magnolia”. Når tingene begynder at gå galt, er vi ikke ét sekund i tvivl om, at sønnen (Justin Chatwin) har ret, når han anklager Ray for blot at ville skille sig af med ham og datteren (en fantastisk Dakota Fanning), så de ikke længere er hans problem. De er langt fra nogen ideel familie, hvis medlemmer udvikler sig til udødelige helte, når rumvæsnerne kalder til angreb. “War of the Worlds” er gudskelov ikke det, som mange folk ønskede: Spielbergs egen fortolkning af “Independence Day” og ikke H.G. Wells’ litterære klassiker.

Mennesker bliver udraderet som kvæg, med samme nådesløse tilfældighed som soldaterne i “Saving Private Ryan”. Tilsyneladende er der intet håb om frelse. Det resulterer i scener, der langt fra besidder den positive udstråling, som dominerer størstedelen af Spielbergs værker. “Worlds” udstiller alle menneskehedens værste, men i høj grad også menneskelige facetter. Folk skyder og tramper på hinanden, smadrer bilvinduer og dræber deres medmennesker for at sikre deres egen families overlevelse.

Og når vores races skæbne synes at blive dikteret mere af held end forstand (og missiler), er det både i bogens og resten af filmens ånd. Industrial Light & Magics mageløse special-effects arbejde, John Williams’ meget atypiske og disharmoniske score og det perfekte lyddesign hjælper også på sagerne. Og med mindre man har sovet igennem filmens første hektiske 100 minutter (som kun falder lidt i intensitet og spænding i 3. akt), bør filmens sidste minutter ikke virke falske. Spielberg har aldrig været mørkere, og han har ikke været bedre i over et årti.

VideoFilmen præsenteres i 1.85:1 anamorphic widescreen format. Ligesom i “Minority Report” og “A.I.” har fotograf Janusz Kaminski (Spielbergs faste kameramand siden “Schindler’s List”) ofte benyttet sig af en både farvedrænet og overbelyst billedeside. Det kan af og til gøre det lidt svært at bedømme billedkvaliteten. Nogle gange virker filmen lidt for udvasket, og detaljer kan være svære at tyde i det fjerne. Men for det meste giver det “Worlds” et dejligt filmisk, 35mm-agtigt look, som gør oplevelsen i hjemmebiografen så meget tættere på oplevelsen i den lokale bif. Billedet er også ofte dejligt grynet, hvilket tjener filmens brutale atmosfære uhyre godt. Der er ingen komprimeringsfejl eller tilfælde af utilsigtet digital støj.

AudioVar der seriøst nogensinde nogen tvivl? Blandt professionelle lydfolk er det blevet debatteret, om lydsiden i “War of the Worlds” er den bedste nogensinde. Og med god grund. Lyddesigner Richard King har her på mange måder allerede overgået sit fænomenale arbejde på Peter Weirs Oscar-belønnede “Master & Commander”, som indtil nu i mange kredse har kunnet bolstre sig med titlen “bedste dvd-lydspor nogensinde”. Da første skive slet ikke indeholder noget ekstramateriale, er der plads nok til både et Dolby Digital 5.1 og et DTS-lydspor (heldigvis er et 2.0 lydspor blevet droppet).

Tilgiv mit sprog, men til helvede med Dolby sporet. “War of the Worlds” er en film, der fortjener at blive hørt på allerfineste manér, og DTS-sporet – med sin langt højere bitrate – er en langt mere bombastisk og tilfredsstillende oplevelse. Panoreringerne er mange og effektive, alle kanalerne er aktive, dialogen er krystalklar, og musikken virker fyldig og bred. Bedst af alt er brugen af subwooferen, som burde få alle muldvarpe i en radius af 10 kilometer til at kravle op af jorden, pronto, af frygt for at gigantiske trebenede maskiner pludselig vil dukke op under dem. Fantastisk i enhver henseende.

Ekstramateriale”War of the Worlds” dvd’en er skabt ud fra samme formel som alle andre Spielberg dvd’er. Det betyder intet kommentarspor men til gengæld en masse korte dokumentarer skruet sammen af Spielbergs faste samarbejdspartner på dokumentarfronten: franske Laurent Bouzereau.

I “Revisiting the Invasion” (8 minutter) fortæller Spielberg bl.a. om, hvad der for ham får “War of the Worlds” til at skille sig ud fra den enorme mængde af ‘rumvæsner-invaderer-Jorden’-film. Der er bl.a. klip fra den første “Worlds” film, og mest interessant er Spielbergs kommentarer om, hvordan nutidens terrorbegivenheder inspirerede ham til at lave filmen netop nu.

“The H.G. Wells Legacy” (7 minutter) er en ganske fin og sentimental dokumentar om Wells og hans familie. Flere af Wells’ efterkommere bliver interviewet, bl.a. instruktør Simon Wells, som filmatiserede sin oldefars bog “The Time Machine” for få år siden. Vi får bl.a. at høre om Wells’ utilfredshed med Welles’ panikfremkaldende fremførsel af bogen over radioen.

“Steven Spielberg and the Original War of the Worlds” (8 minutter) handler selvsagt om forholdet mellem den første filmatisering af Wells’ roman og Spielbergs nye udgave. Der bliver i særdeleshed snakket om de to skuespillere, som spillede hovedrollerne i den oprindelige udgave af filmen, og som dukker op til sidst her.

“Characters: The Family Unit” (13 minutter) handler om de tre skuespillere, der tilsammen udgør filmens hjerte: Cruise, Fanning og Chatwin, og naturligvis også om deres fiktive alter egoer i filmen. Cruise roser, som sædvanlig, Spielberg til skyerne, og en del behind-the-scenes optagelser og flere interviews tilbyder lidt mere brugbar information.

“Previsualization” (8 minutter) disker op med det, som der står på pakningen: tidlige udgaver af flere af filmens special-effects scener, før det endelige special-effects arbejde er blevet udført. George Lucas inspirerede Spielberg til at lave disse animerede storyboards.

Så er der 4 såkaldte ‘produktionsdagbøger’: “East Coast – Beginning” (22 minutter), “East Coast – Exile” (20 minutter), “West Coast – Destruction” (27 minutter) og “West Coast – War” (22 minutter). De går relativt kronologisk igennem forberedelsen af filmen til optagelserne og efterarbejdet. Man får en klar idé om, hvor hurtigt filmholdet måtte arbejde for at få færdiggjort filmen. Men de handler primært om selve optagelserne.

“Designing the Enemy: Tripods and Aliens” (14 minutter) handler udelukkende om filmens imponerende special-effects arbejde, og designet af både rumvæsnerne og deres fartøjer. “Scoring the War of the Worlds” (12 minutter) fortæller om John Williams’ arbejde med musikken til filmen. Man får etableret det gode og stærke forhold imellem Williams og Spielberg, som har stået på igennem hele Spielbergs spillefilmskarriere (med undtagelse af “Farven lilla”). Det er interessant at høre om nogle af de finurlige, små musikalske detaljer, som Williams har smidt ind i sit score til “Worlds”.

“We Are Not Alone” er en blot 2 minutter lang epilog til resten af dokumentarerne, hvor Spielberg og et par andre kommer med nogle korte, afsluttende kommentarer, og navnene på de involverede i disse dokumentarer bliver remset op.

Alt i alt en ganske fin men lidt for letfordøjelig omgang featuretter. Der er så mange ting, som man gerne ville have set inkluderet i denne udgivelse. Hvad med Orson Welles’ hørespil? Det er allerede blev smækket på mange andre dvd’er, så hvorfor ikke på en dvd med en film baseret på samme historie? Det er dog helt utilgiveligt, at der ikke er blevet inkluderet en eneste featurette omhandlende det mageløse lydarbejde, især fordi lyddesigner Richard King er kendt for at holde videodagbog over sit arbejde. Arbejdet på lyden bliver nævnt med en eller to sætninger i dokumentaren om Williams’ musik, men det er simpelthen ikke godt nok.

Dengang Orson Welles lavede sin berømte radioudsendelse baseret på H.G. Wells’ historie “War of the Worlds” troede mange at den var virkelig, og flygtede i panik. Denne sommer kan man opleve den selv samme historie på det store lærred, men denne gang vil ingen tro den er ægte. Det er vist godt det samme, for det er virkelig en skrækindjagende historie.

Steven Spielberg er vendt tilbage til de rumvæsner han tidligere har lavet film om i “Nærkontakt af tredje grad” og “E.T.”, men denne gang er de hverken godmodige, alvidende eller nuttede. De er derimod noget nær en perfekt inkarnation af rendyrket ondskab. Filmatiseringen af “War of the Worlds” har været planlagt et godt stykke tid, men blev udsat da den ellers ville komme til at ligge i kølvandet på “Independence Day”.

I filmen møder vi Ray Ferrier, en fraskilt fragtarbejder der skal passe sine to børn i weekenden. Ray er på mange måder en fiasko, både som ægtemand og i særdeleshed som far. Han lader stort set børnene passe sig selv, og kan ikke, eller vil måske helst ikke, kommunikere med dem overhovedet. Alt dette ændrer sig imidlertid da jorden pludselig bliver angrebet og den lille familie må flygte.

Den store historie er, i forskellige former, temmelig velkendt. Det er måske bl.a. derfor man har valgt at lægge fokus en del anderledes end man plejer at gøre i denne slags film. I stedet for at handle om menneskehedens kamp og (som regel) triumf over de invaderende monstre, handler filmen om den lille families forsøg på at overleve de massive katastrofer der inden længe vælter over landet. Vi ser hvad de ser, og hører hvad de hører. Den større historie om de stridende parters kamp foregår kun glimtvis i baggrunden. Her er ingen destruktion af diverse monumenter og heller ingen heroiske præsidenttaler. Ray gør, i modsætning til typiske filmhelte, det som alle normale mennesker ville gøre i denne situation: løber som bare pokker.

Den første del af filmen viser noget af det bedste vi har set fra Spielbergs hånd i lang tid. Efter sølle femten minutters, ganske effektiv, karakteropbygning går det løs, og derefter erstatter det ene mere utrolige billede det andet. Man sidder og tør dårligt blinke af frygt for at gå glip af nye overvældende sanseindtryk. Rumvæsnerne benytter sig af de samme tre-benede krigsmaskiner som de brugte i Wells’ oprindelige historie. De høje dræbermaskiner er ikke alene et effektivt retro-ikon, men også overraskende skræmmende som de vandrer omkring og blæser de flygtende masser i småstykker. Alene den skrækindjagende lyd som maskinerne giver, får det til at løbe koldt ned af ryggen på én.

Gennem filmen præsenteres vi for adskillige virkeligt foruroligende syn. Læssevis af lig der flyder ned af floden, resterne af et nedstyrtet fly, samt folkemængder der angriber hinanden i den desperate kamp for overlevelse. Ofte ser vi ikke selve begivenheden men eftervirkningen af den, hvilket tit virker stærkere da det overlader det til tilskuerens egen fantasi at stykke begivenhederne sammen.