War Show, The
Udgivet 25. okt 2016 | Af: Morten Vejlgaard Just | Set i biografen
Rebellerne i “Star Wars”-sagaen er enige om én ting. De vil gøre oprør imod Imperiet med hjælp fra en højere, religiøs kraft. Der er ikke noget mål efter revolutionen. Oprøret er et mål i sig selv. Hverken Luke Skywalker eller Han Solo har idéer om et bedre samfund. Det samme er tilfældet i “The War Show”. Her gør ‘folket’ oprør imod Syriens diktator, Bashar al-Assad. De er imod ham, men hvad er de for?
Første del er løst struktureret som Omar Shargawis “½ revolution”, der dyrkede det at være der – at være med i revolutionen. Kicket ved at blive jagtet og næsten blive fanget. Sådan er det også her, hvor Zytoon og vennerne jages af Assads mænd igennem Damaskus’ gader. Kameraet ryster under flugten, der ender i en tøjbutik, hvor de bliver skjult. Det er farligt, men alligevel ikke så farligt, at kameraet ikke lige kan dy sig for at kigge ud igennem en sprække. De er derude – lige udenfor.
Den del lykkes “The War Show” dårligst med. Den har en underliggende præmis om, at medierne opmuntrer til oprør. At jihadisterne bare gerne vil være noget, komme på tv. Det kan sagtens være rigtigt, men fordi Zytoons film følger oprørs-flowet, så evner den ikke at få ro til de større refleksioner. Den er bedre til det personlige. Som da kedsomhedsoprøret for sjov halvvejs bliver anderledes farligt. Rabea dør. Panden skudt af. Snart forsvinder Hisham – Huossam tortureres ihjel. Hud og negle fjernes. Her skifter “The War Show” fra et oprørs-show til dødelig alvor.
Den farlige hjemmevideo føles aldrig færdigredigeret, men består af kaotiske nedslag, der er samlet i syv kapitler, som begynder med Revolution og slutter med Ekstremisme. Og det giver måske meget god mening. For de kæmper som bekendt stadig dernede. Om retten til at være diktator eller kalif. Rebellerne har glemt den lille piges ønske om frihed. Nu er der kun den uendelige “Syria Wars”-saga tilbage.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet