Warm Bodies
Udgivet 6. feb 2013 | Af: NadiaRegitze | Set i biografen
Zombiefilm er (ud over deres blodbesmurte monstre) især kendte for deres sociale og politiske undertoner. I de seneste par år har genren dog ofte forsømt subteksten, men “Warm Bodies” blander den klassiske zombiefilms konventioner med skarp satire i en effektiv pærevælling, der nok bedst kan beskrives som, øh… rom-zom-com? Hvorom alting er: Det er altså en god zombiefilm med noget så sjældent som en god og vigtig morale. Hvem skulle da have troet det?
Instruktøren Jonathan Levine har et anseeligt talent for at blande svære genrer. Ligesom hans forrige film, “50/50”, er “Warm Bodies” en perfekt blanding af genrer, der ikke burde kunne mikses. Her finder vi både skræk, komik, romantik og drama tilsat en samfundsmæssig subtekst, der udgør den endelige prik over i’et. Her kunne man frygte, at en underliggende pointe om den menneskelige tilstand ville fremstå søgt, men Levine indlemmer den på så elegant vis, at det hurtigt virker, som om budskabet om vores menneskelige mangel på følelsesmæssige forbindelser ikke kunne fortælles på bedre måder.
Desværre er “Warm Bodies” også ofte forudsigelig ligesom de mere konventionelle opusser inden for genren. Der er ingen pludselige, spændende overraskelse, og derfor lever “Warm Bodies” aldrig helt op til dens nytænkende pitch. Levine og Co. forfalder ofte til de genkendelige genrekonventioner, og det er hamrende ærgerligt. Lige så ærgerligt er det, at filmen aldrig bliver rigtig sjov. Dens tema er lige i øjet, men det ville have klædt “Warm Bodies”, hvis komikken var blevet bearbejdet lige så meget.
”Hvorfor mig” spørger den unge Julie sin sløve, forelskede kidnapper i starten, men spørgsmålet er i virkeligheden: ”Hvorfor R?”. Svaret er: Fordi han engang var menneske, og fordi han stadig kan huske, dengang følelser var ægte, berøringer kunne føles, og ord betød noget. Det er ikke svært at finde en nutidig reference til den tilstand. Vores hovedperson, R, går fra at være en apatisk ung mand til at vende tilbage til livet med noget at kæmpe for. Er dette monstro noget, som iPad-generationen kan nikke genkendende til? Kan alle vi Facebook-afhængige folk, der har glemt, hvad det egentlig vil sige at kommunikere, ikke lære lidt af det? For er vi ikke allerede en nation af evigt mobil-tjekkende, status-opdaterende zombier? Jo, siger Jonathan Levine. Men det er ikke for sent at ændre på det, siger R. Og det er det endelige budskab i den optimistiske Levines “Warm Bodies”: Vi kan ændre os, hvis vi virkelig vil. Prisværdigt budskab. Prisværdig film.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet