Where the Wild Things Are

InstruktionSpike Jonze

MedvirkendeMax Records, Pepita Emmerichs, Max Pfeifer, Madeleine Greaves, Joshua Jay, Ryan Corr, Catherine Keener, Steve Mouzakis, Mark Ruffalo, James Gandolfini, Paul Dano, Catherine O'Hara, Forest Whitaker, Michael Berry Jr., Chris Cooper

Længde101 min

GenreDrama, Adventure, Fantasy, Familie

IMDbVis på IMDb

I biografen08/04/2010

Anmeldelse

Where the Wild Things Are

5 6
Forklædt som voksen

Det er en kunst i sig selv at kunne lave film, der taler til børn såvel som voksne. Animationsselskabet Pixar har i samarbejde med Disney mestret det i mange år, men ofte er børnefilm et nødvendigt onde for forældre, som må sidde i biografens mørke og vente på, det er overstået – jeg husker selv, hvordan min kære moder lå og snorkede ved siden af mig, da jeg i 1992 havde fået hende slæbt med i biffen for at se “Snøvsen”. Stort traume. Det kommer de kære børn heldigvis til at slippe for, hvis de smider “Where the Wild Things Are ” i dvd’en, da filmen ikke blot appellerer til alle aldre, men oven i hatten er på højde med instruktør Spike Jonzes tidligere mesterværk “Being John Malkovich”.

Max er omkring 10 år gammel. Hans forældre er skilt, og nu bor han sammen med sin mor og storesøster. Da Max en dag får ødelagt sin snehule af sin storesøsters venner, går han amok og smadrer storesøsterens værelse i frustration. Ikke mange dage senere må han se sig selv tilsidesat til fordel for moderens nye kæreste, som ikke har den store forståelse for Max’ situation. Det bliver for meget for den forvirrede og frustrerede dreng, som efter et skænderi med moderen stikker af hjemmefra og flygter til et mærkeligt fantasiland med kæmpestore monstre, som inden længe kroner Max til konge af deres verden.

I “Where the Wild Things Are” må store dele af handlingen læses mellem linierne. Det fremgår aldrig klart, at Max’ forældre er skilt, eller hvornår det er sket, men gennem subtile og velgennemtænkte insinuationer skrives hovedpersonens forhistorie, som er altafgørende for den voksne seers læsning af fortællingen. Max forstår ikke moderens – eller for den sags skyld den gennem hele filmen fraværende faders – situation, men føler konsekvenserne af skilsmissen på egen krop. Netop denne manglende forståelse for de ydre omstændigheder er en af filmens mest velforfattede præmisser.

Da Max ankommer til monstrenes verden, er de i midt i et stort skænderi, mens et af monstrene, Carol, smadrer løs på nogle meget store bikube-lignende huler. Denne scene er en fantastisk vellykket opsummering af filmens grundlæggende temaer – der er ingen logik i hverken skænderiet eller for den sags skyld monstrenes handlinger, og dette bliver således et billede på, hvordan en 10-årig oplever de voksnes verden. Man fornemmer konstant, at et eller andet lurer under overfladen, og at monstrene må have grunde til at gøre, som de gør, men det forbliver usagt, hvilket er en mildest talt fremragende måde at sætte et voksent publikum i et barns sted. På samme tid får Max i sin egenskab af konge at føle, hvordan det er at have ansvar for en flok uregerlige væsener, og dermed skabes en forståelse af moderens situation.

Spike Jonze har fundet en perfekt balance mellem computergenererede og real life-effekter. Hvor andre instruktører ville have animeret monstrene, har Jonze brugt skuespillere i store dragter og kun overladt deres ansigter til animatorerne. Det giver et utroligt stort nærvær og bidrager positivt til den velvalgte hovedrolles bundsolide præstation. Samtidig er der tydeligvis brugt wire i de scener, hvor monstrene laver deres yndlingsbeskæftigelse: at hoppe rundt i skoven og smadre ting. Meget godt kan siges om animation, men hvad angår mange typer af action, er gode gammeldags stunts stadig at foretrække!

Det er lykkedes Spike Jonze at skabe en af de mest stemningsmættede film i mange, mange år. Og hvad er det så for en stemning? Ja, det er faktisk svært at sætte ord på, for det er en blanding af eventyr, rebelskhed, dystopi, dunkelhed, hygge og uhygge, sorg og glæde. Med andre ord en stemning, som næsten kun kan føles og ikke let intellektualiseres, da det netop er den manglende intellektualisering, som karakteriserer barnets univers. “Where the Wild Things Are” blev meget uretfærdigt overset ved sidste Oscaruddeling, men mon ikke filmen med tiden vil gå over i historien som en af de mest bemærkelsesværdige film i forrige årti?
Video

Præsenteret i 2.35:1. Farverne fremstår naturlige, og de tonale overgange er dejligt bløde i selv de mørke scener. Kontrasten er ganske jævn, og der forekommer ikke så meget som skyggen af hverken edge-enhancement eller udtværing. Digital støj slipper vi også for, og det er faktisk kun skarpheden, som kunne trænge til et lille nyk opad.

Audio

Dolby Digital 5.1. Når monstrene hopper rundt i skoven og smadrer træer, får man virkelig noget for pengene. Bassen buldrer godt uden at være for meget, og der er en dejlig sprød knasen, når træerne væltes i skovbunden. Musikken har en god fylde i alle kanaler, og de dybe monsterstemmer er veldefinerede.

Ekstramateriale

På dvd’en kan man finde fire små dokumentarer. De omhandler mest af alt stemningen på settet, og det lader til, det har været en temmelig hyggelig film at indspille. Desværre kommer ingen af dokumentarerne rigtigt ind på, hvad der sker i filmen, og hvilke tanker filmholdet har gjort sig. Alle fire dokumentarer lider desuden af interlacing-fejl.

Hvis du ikke allerede har set “Where the Wild Things Are”, så skynd dig at få fat på denne glimrende dvd. For denne anmelder er der ingen tvivl om, at filmen kommer på listen over årets bedste film. Spike Jonze har ikke mange spillefilm bag sig, men i alt, hvad han laver, udviser han stor kompetence som instruktør. Alt i filmen spiller sammen, og de mange lag gør det muligt for folk i alle aldre at nyde filmen. Den gode audiovisuelle præsentation yder fuld retfærdighed til de tekniske elementer, som i høj grad er med til at definere den enestående stemning.

Where the Wild Things Are

5 6
Legende vildt comeback

Med en af årtiets bedste film, “Evigt solskin i et pletfrit sind”, brød Michel Gondry igennem den filmiske lydmur og placerede sig som en lovende stjerne på den lysende instruktørhimmel. Med “The Science of Sleep” blev stjernen effektivt slukket igen – hvad gik galt? Charlie Kaufman er svaret. Den galt geniale manuskriptforfatter stod bag succesen, og Gondry stod alene med skuffelsen. Kaufman er også manuskriptmanden bag instruktør Spike Jonzes brillante “Being John Malkovich” og “Orkidé-tyven”, så man kan med rette have bange anelser før “Where the Wild Things Are”, der er første Jonze-film uden manus signeret Charlie Kaufman.

Max er en fantasifuld, men helt igennem almindelig dreng, der føler glæde, frygt og vrede, og som kan være så evigt urimelig over for sin hårdtprøvede velmenende alenemor, som børn nu en gang kan være det. Max er også opmærksomhedskrævende, hvilket en sen aften ikke bliver belønnet, hvorfor han som reaktion tager flugten ud i mørket. En flugt, der via en surrealistisk bådtur bringer ham til en ukendt ø. På øen møder Max en gruppe forvoksede bamsedyr, der hver især er forskellige, men som tilsammen indeholder det virvar af paradoksale følelser, som Max selv gennemstrømmes af. Via sin ivrige fantasi bliver Max straks udnævnt til konge for gruppen, hvorfra der ikke er mangel på opmærksomhed. Imidlertid viser det sig, at det slet ikke er så problemfrit at være ansvarlig alenekonge, som Max lige gik og troede.

Hvor Gondrys “The Science of Sleep” var et sært miskmask af børnefilm og surreelt kærlighedsdrama, så er Spike Jonzes “Where the Wild Things Are” en rendyrket filmoplevelse for den barnlige sjæl, og det skal forstås entydigt positivt. Jonzes filmatisering af den kendte børnebog af samme navn er nemlig en film, der ikke taler ned – som det næsten er blevet normen i børne/ungdomsfilm – men derimod direkte til og om børn. I Max’ vilde fantasiunivers er der ingen gode og onde, men forskellige følelser og problemer, som kan virke så fatalistisk uoverskuelige i børnehøjde. Det ene øjeblik er det voldsomme og skrøbelige fantasifoster Carol favoritten hos Max, men da Max forsøger at øse af sin opmærksomhed til andre i gruppen, bliver Carol straks usikker og vred. Og sådan fortsætter dilemmaerne med at ophobe sig for den unge konge, der langsomt, men sikkert ønsker sig tilbage til sin bekymringsløse barnerolle.

“Where the Wild Things Are” deler indgangsvinkel til sit emne med Miyazakis vidunderanimationer såsom “Chihiro og heksene”, hvor forældre-barnkonflikten udspiller sig i et realistisk miljø, men hvor barnets erkendelse erfares i et magisk fantasiunivers. På samme vis opnår Max respekt for sin mor igennem sin egen magiske rolle som konge over de vilde. Filmens absurd komiske tone, der også dækker over en overraskende dyster alvorsside af legen, er derimod ikke af japansk afstamning, men kan bedst slægtes til Noah Baumbachs coming-of-age-genistreg “The Squid and the Whale”, hvor komikken også konstant dækker over en dybere alvor, som ligeså konstant rumsterer blandt Max’ vilde undersåtter.

Øens undersåtter er en som alle unikt herlige i deres kombination af overdimensioneret krammebamse med nøjsomt animeret ansigtsudtryk, der særligt i den uforlignelige Carols tilfælde deler træk med sin stemmelægger James Gandolfini, der i sit stemmespil perfekt balancerer imellem udfarende vilddyr og sårbart bamsebarn. Det virkeligt vilde fund er dog Max Records som drengen Max, der særligt i den skarptskårne åbningssekvens brillerer med overbevisende spil, der effektivt formulerer og åbner op for den skattekiste af komplekse følelser, som Max – og de fleste andre børn – gennemlever.

Dette er en stensikker klassiker på Spike Jonze-hylden, der sætter ham i ekspresfart mod stjerneinstruktørhimlen. Med stor humor, stort overskud og en fantastisk fantasifuld fortælleglæde viser Jonze med denne film – i modsætning til Max – at han uden problemer kan stå på egne ben uden hjælp fra manuskriptkongen Kaufman. Til trods for at “Where the Wild Things Are” ender op som en lidt ufarlig størrelse, så er den et berigende nytænkende bud på en film, måske ikke så meget til, men om børn og deres følelser betragtet fra deres perspektiv.

Trailers

Kort om filmen

Filmen fortæller historien om Max, en uregerlig og følsom dreng, der føler sig misforstået derhjemme og derfor flygter til landet, hvor de vilde krabater bor. Max ender på en ø, hvor han møder mystiske og mærkelige skabninger, hvis følelser er lige så vilde og uforudsigelige som deres handlinger. De vilde krabater har længe været desperate for at få en leder til at vejlede dem, og Max har længe ønsket sig et kongerige, hvor han styrede det hele. Da Max bliver udnævnt til konge, lover han at skabe et kongerige hvor alle er lykkelige. Men Max finder snart ud af, at det ikke er så nemt at styre et kongerige, og at hans venskaber er ikke er så ukomplicerede, som han troede.