En hekslig oplevelse

Åh, Jeremy Renner. Engang var du ikke så kendt og medvirkede i film, der havde noget på hjerte. Dit navn var måske ikke allemandseje, men når det dukkede op, vidste man, at der var tale om en kvalitetsfilm. En ukendt film, ja, men altid en kvalitetsvare. Og de roller, du spillede, havde altid en vis substans og flere facetter. Nu er film som “A Little Trip to Heaven”, “Dahmer” og “The Heart is Deceitful Above All Things” efterhånden langt væk i bakspejlet, men de er værd at huske på, når man skal gennemgå en ganske rædselsfuld film som “Witch Hunters”.

Efter barndommens grusomme hændelse (I ved nok… den med heksen og hytten lavet af slik) er Hans og Grete blevet til heksejægere. Nu skal heksene betale for det, de gjorde, og forretningen går strygende. Lige indtil den dag, hvor Hans og Grete bliver sendt til endnu en lille by, hvor heksen ikke er sådan at bide skeer med.

“Død sne”, instruktør Tommy Wirkolas debutfilm fra hjemlandet Norge, havde en underliggende humor, som gjorde den til en charmerende og morsom oplevelse. Dét glimt i øjet mangler hans amerikanske debut fuldstændigt. Ofte i “Witch Hunters” forekommer scener, der trænger til et gevaldigt skud humor, men i stedet vælger Wirkola (eller de amerikanske producere monstro?) at skildre dem som seriøse dele af det useriøse univers. Uden humor ville selv “Død sne” have været trættende, og lige præcis derfor ender “Witch Hunters” som en frygtelig pendant til sidste års lige så dødssyge “Abraham Lincoln: Vampire Hunter”.

Et af de mere meningsløse plots i længere tid bliver suppleret af adskillige lige så meningsløse kampscener. Faktisk er det en tilsnigelse at påstå, at “Witch Hunters” har et regulært plot, for den består hovedsageligt af usammenhængende scener, der kun er designet til at få det heroiske søskendepar til at virke seje. Og hvis vi ikke får fat i lige præcis, hvor seje de egentlig er, minder det altoverdøvende, enerverende musikscore os om det konstant. Hvorfor i alverden prominente skuespillere som Jeremy Renner og Gemma Arterton har sagt ja til dette vanvittige projekt, må guderne (eller måske kun deres agenter?) vide. Læg dertil, at disse to skuespillere slår lige så mange gnister i fællesskab som to lunkne karklude.

Mange gange snakker samtlige karakterer i filmen mere til publikum end til hinanden. Det er en filmteknik, der er lige så gammel, som den er nedladende og irriterende. I “Witch Hunters” bliver den brugt til døde. Det er bare én af grundene til, at man som seer selv får større lys til at stille træskoene end til at se filmen færdig. På trods af dens ofte desperate (og immervæk ineffektive) forsøg på at underholde er “Witch Hunters” en langgaber af rang. “Action og fart over feltet” er ikke altid lig med “spændende og medrivende”, og her er der nok uopfindsomme kampscener til at kede selv den mest ihærdige stuntmand. Hvis bare heksen havde brændt de to møgunger i tidernes morgen, havde hun sparet både sig selv og os fra en filmisk grusomhed af allerværste skuffe.