Ulven hyler igen

Tågede sletter, forfaldne engelske herregårde, afpillede træer, lurende fuldmåner… ja, de klassiske gyserhistorier er fyldt til randen med visuelle lækkerbiskner, og det er svært ikke at smile indvendigt ved tanken om mange af dem.

Blandt de fortællinger, der trækker stærkest på den slags billeder, hører ikke mindst varulvehistorierne. Dem bragte Universal til det store lærred i 1941 med “The Wolf Man”, der havde Lon Chaney Jr. i rollen som den forpinte sjæl, der har modtaget et bid fra et af de smitsomme væsener.

I denne omgang er det så Benicio Del Toro, der har hovedrollen som skuespilleren Lawrence, der må vende hjem til familiens store gods Blackmoor, da hans bror er blevet dræbt på væmmelig vis. Her mødes han af sin fader, spillet af Anthony Hopkins, samt hans brors forlovede i skikkelse af Emily Blunt. Det viser sig snart, at et afskyeligt uhyre af en slags hjemsøger egnen og efterlader utallige sigøjnere og politifolk i småstykker. Lawrence sætter alt ind på at finde frem til årsagen, men bliver i stedet selv bidt af væsenet, og inden længe overvældes han af sære syner samt en lidt rastløs fornemmelse, når fuldmånen er ude.

Hvor vampyrfilmene har en vis respektabilitet over sig – godt hjulpet af de mange mesterværker, der unægteligt er lavet om netop de væsner, så er varulvefilmene mere direkte b-film uden de store kunstfærdigheder og mange finesser. Det samme gør sig også gældende for denne fortolkning af historien, der leverer nok afrevne lemmer og henlagte tarme til at tilfredsstille selv de mest blodtørstige. Samtidig har Joe Johnston som instruktør dog tilsyneladende haft ambitioner om at hæve niveauet, og ikke mindst Francis Ford Coppolas glimrende “Dracula”-genindspilning, der også havde Anthony Hopkins på rollelisten, lader til at have været et forbillede for filmen.

Så god er “The Wolfman” dog langt fra, og det er der mange årsager til. For det første er hovedparten af filmens gys simpelthen håbløst ineffektive. Der bruges ikke tid nok på at bygge scenerne op og vække den rette atmosfære, og i stedet jager filmen abrupt af sted fra scene til scene som en unge i sukkerchok. Ofre er her ellers nok af, men selvom Johnston udrydder, hvad der svarer til en lille landsby i antal, så minder det blot én om den gammelkendte sandhed om, at det er mere effektivt at dræbe en person, som publikummet føler med, end hundrede, som vi er komplet indifferente over for.