Underfrankeret under

Skal man tro mit helt gennemsnitlige SoMe-feed, er alle børn et lille mirakel, der aldrig er besværlige eller larmer bortset fra 4-5 gange om natten. Men på film er det ligesom ikke nok at lade børn være ‘børn’. Her skal de været noget ganske særligt. Ofte noget med menneskehedens sidste håb forudsagt i en oldgammel profeti. Eller, som i “Wonder”, forbandet med så svære fysiske eller psykiske udfordringer at mødet med skolesystemet bliver lige så grumt som det med mørkets fyrste. Fælles for dem alle er imidlertid kernen af prisværdige, men verdensfjerne mantraer – livet er det mest magiske af alle eventyr, kærligheden sejrer altid til sidst, Julia Roberts er århundredets mor…

“Wonder” er ikke overraskende en bog gjort til film. Selv hvis man ikke kender R.J. Palacios bestseller, er man aldrig i tvivl med den forcerede voice-over og kapitel-inddelinger i smukt svungen håndskrift. ’Jeg hedder August Pullman, og jeg er en helt almindelig dreng', og der skal vi smile eftertænksomt over det åbenlyse paradoks, for det er August jo slet ikke. Men vi skal også skamme os over at tænke, han er anderledes, bare fordi han har fået 27 operationer i sit deforme ansigt. “Wonder” balancerer mellem en smuk lighedstanke og et smukt ønske om at være sit eget unikke jeg, men falder grimt til jorden.

Følelser og fordomme er noget svært, filtret stads. Måske derfor skifter filmen, som bogen før den, synsvinkler. Det fungerer bedst første gang, hvor Augusts søster har sine egne problemer, mest gennemgående at hun er ‘almindelig’ og ikke behøver hjælp. Der er optræk til en fin diskussion af livet som opofrende og på sin vis selvudslettende familie, men det bliver hurtigt parkeret. August er igen blevet mobbet. “wonder” gør sig skyldig i dét, den klandrer Julia Roberts og Owen Wilsons forældre for. Nemlig at vende tilbage til det anderledes barn hele tiden. Måske er det derfor helt med vilje, at instruktør Stephen Chbosky ruller søsteren ind i en high-fame-creative-academy-school-intrige af den mest generiske slags.

Bogen og filmen triller over til bedstevennen Jack, til bedsteveninden Miranda og til Julia Roberts, der opgav sin kandidatopgave for at blive mor på fuld tid. Hun maler dog stadig skønt, og er det ikke en gave i sig selv at være så rummelig? – et eksempel til efterfølgelse for alle de forfærdelige, småalkoholiske forældre i periferien, hvilket forsødes af Pretty Womans millionsmil. Den eneste, der ikke får en historie, er Owen Wilson, latterligt underbrugt, men ret latterlig når han endelig bliver brugt. Overgangen fra wedding crasher til trofast ægtemand får mig i hvert fald ikke til at udbryde: ‘Wow!’ Hans fravær er dog et eller andet sted lovligt undskyldt, for man skal saftsusemig arbejde meget for at forsørge to børn, en hjemmegående illustrator og stadig have råd til en lækker brownstone-lejlighed.

Og så er det også Stephen Chboskys skyld, for der er så meget andet, vi lige skal have med i farten. Flettefilm var på mode i slutningen af 90’erne som kække demonstrationer af de sture instruktørers fortællemæssige overskud. Med “Wonder” har vi fået roulade-filmen, gentagelse på gentagelse af sukkersøde scener smurt med flommet moralprædiken og rullet ind i tomme karakterkalorier. Augusts klasselærer har opgivet sit job på Wall Street for at skrive Gajolpakke-citater på børnenes tavle. Kemilæreren stiller to spørgsmål og går igen. Mandy Patinkin fnyser selvretfærdig som skoleinspektør, men skal have det ind med skeer, at klassekammeraten Julian er en mobbende møgunge. Gav modetøjet og de rige, usympatiske forældre ikke hints nok? Han har åbenbart set for få film om amerikanske skoler.