Med Todd Haynes på museum

Hvis Todd Haynes ikke havde lavet film, havde han måske arbejdet på et museum. Hans film føles af og til, som om de er sat sammen af en kurator, der nyder at vende og dreje alverdens smukke, gamle genstande, dvæle ved deres aura, give dem nyt liv. Han er en nostalgiker. Derfor er det ikke svært at forstå, hvorfor han besluttede sig for at filmatisere Brian Selznicks børnebog med titlen “Wonderstruck”. Den er nostalgi i anden potens. Efter tyvernes stumfilm og de funky halvfjerdsere. Den slags gør Haynes bedre end de fleste.

Det var også Brian Selznick, der stod bag bogforlægget til Martin Scorseses “Hugo” fra 2011. Den film var en flot, nostalgisk hyldest til stumfilmsæraen med forældreløse børn i hovedrollerne. Den selv samme beskrivelse kan bruges om “Wonderstruck”. Men Haynes’ stumfilmshyldest går videre end Scorseses. Den findes ikke kun i indholdet. Også i formen. I hvert fald i halvdelen af tiden.

Haynes krydsklipper nemlig konstant mellem to fortællinger. Den ene udspiller sig i 1977, hvor 12-årige Ben netop har mistet sin mor i en bilulykke. Som om det ikke var elendighed nok, mister han også sin hørelse, da lynet slår ned i telefonledningerne. Han beslutter sig for at stikke af til New York for at finde den far, som han aldrig har kendt. Det er en storby med skumle pornobiografer, befolket af langhårede mænd i trumpetbukser, hvor musikken strømmer fra vinyl eller kassettebånd. Haynes’ længsel efter den analoge verden er tydelig i den måde, han dvæler ved den slags uddaterede objekter. Det er næsten lidt fetichistisk.

Bens rejse leder ham til Det naturhistoriske museum, hvor han krydser spor med en anden døv 12-årig, der besøgte udstillingen halvtreds år tidligere. I 1927 er den døve pige Millicent nemlig stukket af hjemmefra. Hun leder efter sin yndlingsstjerne fra de stumfilm, hun sluger med sine store, udtryksfulde øjne i den lokale biograf. Haynes fortæller hendes historie som en stumfilm i sort-hvid. Det er en fejring af stumfilmens kvaliteter gennem efterligning, ligesom “The Artist” var det i 2011. Men mindre sprælsk og mere melankolsk.

De to fortællinger er indledningsvis kun fjernt forbundet, men afstanden mindskes for hvert krydsklip, indtil de endelig fletter sammen på bevægende vis. Haynes kræver dog en enorm tålmodighed, inden det når så vidt. Han giver sig god tid, og de to fortællinger bevæger sig meget langsomt. Og en stor del foregår uden tale. Det kræver sin filmmager at fastholde opmærksomheden, og Haynes havde måske ikke behøvet så mange langsommelige skriftlige udvekslinger mellem de døve hovedkarakterer og deres omgivelser, der i virkelighed bare er til for at sikre, at publikum fatter, hvad der foregår. Det er bedre, når han bare stoler på sine billeder og Carter Burwells fantastisk fortællende musik.