Woodsman, The
Udgivet 30. jun 2006 | Af: The Insider | Set i biografen







Og lige netop i vore dage, hvor incest-relaterede film nærmest synes at blive produceret på samlebånd, har en film som “The Woodsman” brug for at levere noget nyt for virkelig at skille sig ud. Blandt genrens bedste film finder vi Tim Roths “The War Zone” og naturligvis Thomas Vinterbergs “Festen”. Snart har vi endnu en dansk én af slagsen i form af “Kunsten at græde i kor”. Men det, som virkelig gør “The Woodsman” unik, er, at den pædofile synder her er den umiskendelige hovedperson. Vi følger ham igennem tykt og tyndt, og får lov til at studere hans liv igennem hans egne øjne. Vi får selv lov til at komme frem til vores egne konklusioner.

Filmens stærkeste scene kommer cirka halvvejs i filmen, hvor Walter befinder sig på en bænk med en lille pige, som han falder i snak med. Samtalen udvikler sig langsomt og ubehageligt fra det trivielle til det lokkende. Det er væmmeligt, chokerende og ubehageligt, men det eminente skuespil gør, at man simpelthen ikke kan vende blikket den anden vej. Der er flere skuespilsmæssige højdepunkter at se frem til, hvis man altså kan klare mosten. Walter bliver på forunderlig vis placeret i en lejlighed lige overfor en skole, hvor han tydeligt kan se børnene (som han selvfølgelig ikke må nærme sig), men også en ældre herre, som hver dag lokker børn ind i sin bil og kører dem væk. En konfrontation med både ham og sig selv synes uundgåelig. Og Bacon sælger den i stor stil.
Walter er en formidabel og original karakter. Bacon vækker vores medfølelser og sympati (hvilket nok ikke alle kunne have formået), da han viser os, hvordan Walter forsøger at overkomme fortidens synder, og vitterligt forbedre sig og blive et normalt menneske. Men nogle af de andre karakterer er knap så raffinerede, selvom alle skuespillerne gør deres bedste. Hovedproblemet er Vicki (portrætteret af Kyra Sedgwick, Bacons kone i virkeligheden), en kollega på Walters nye arbejdsplads, som han langsomt forelsker sig i. Hendes reaktion, da Walter fortæller om sine ugerninger, er mildest talt utroværdig, og filmens eneste større svaghed. Mos Defs presserende politimand er også en anelse kedelig, selvom Def endnu en gang beviser, at rapmusikere vitterligt godt kan levere godt skuespil.







Filmen er derudover enormt flot. Farverne er lidt nedtonede og kolde, men det passer også formidabelt til resten af stilen og ikke mindst fortællingen. Steven Fechters manuskript blev for øvrigt opført på teaterscenen før på det hvide lærred. Sådanne film virker ofte ret teatralske, men det gør “The Woodsman” bestemt ikke. En film, som formår at være både vovet og jordbunden på samme tid. En kombination, man desværre ser for sjældent. Filmen er efterhånden snart to år gammel, og man undres lidt over, at den pludselig er blevet taget op i de danske biografer. Men undertegnede vil bestemt ikke klage. Dette er sandsynligvis en af de mest mindeværdige film, du kommer til at se hele året – og med god grund.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet