Wrath of the Titans
Udgivet 29. mar 2012 | Af: Benway | Set i biografen
Størrelsesforskelle er sjældent noget, som undertegnede studser over under overværelsen af en film, men alligevel dukker den slags tanker vedvarende op under overværelsen af “Wrath of the Titans”, hvor forholdet mellem monstre og mennesker er så absurd, at det uundgåeligt springer i øjnene.
Sådanne situationer er dog typiske for “Wrath of the Titans”, der vedvarede sætter udfordringer op, der tangerer det meningsløse. Heri skal vore helte slås mod CGI-skabte væsner, der tydeligvis er blevet sat sammen for at virke så intimiderende som muligt, men som ikke rigtig synes at eksistere i det samme univers, endsige samme film. Jovist, monstrene er flot lavet og en stor forbedring i forhold til den forrige film, men det er bare så umådelig svært at blive voldsomt involveret i kriger-mod-special effect-slagsmålene, og da helten langt om længe skal slås mod en vaskeægte soldat i menneskeform, ånder man næsten lettet op.
Megen handling er der ikke ligefrem i filmen, som dog alligevel viser sig at være en forbedring i forhold til forgængeren. “Clash of the Titans” led ikke mindst under en udformning, der til forveksling lignede et computerspil, hvor hver ny scene satte hovedpersonerne over for nogle nye monstre, der var en smule større end de foregående. Det blev hurtigt trivielt, og selvom den samme struktur i bund og grund hænger over “Wrath of the Titans”, så er den en anelse bedre til at skjule det og formår også mere effektivt at variere modstanden, således at det ikke blot bliver det samme monster om igen. Samtidig har en anelse humor sneget sig ind, hvilket afhjælper den meget selvhøjtidelige tone, som ellers plager filmserien og glimtvis også gør denne film lidt anstrengende.
I hovedrollen bringer Sam Worthington stadig sin lidt anonyme personlighed til rollen, hvilket fungerede fortrinligt i “Avatar”, hvor han netop indledningsvist var en tom skal, men som gør ham til en småkedelig helt her. Det samme kan siges om filmens mange far kontra søn og bror kontra bror-temaer, der er for overfladiske og dårligt skrevet til at gøre indtryk. Som helhed er “Wrath of the Titans” dog mildt underholdende, men det er vanskeligt ikke at savne de gamle film, hvor guderne stadig var intelligente, veltalende og velformulerede. I denne udgave tildeler underteksterne endda Zeus replikker såsom ”Så skal der gang i festen!”. I min verden taler guderne altså ikke som afdankede hiphoppere.
Se også: Filmz TV: EKSKLUSIVT “Wrath of the Titans”-interview med Sam Worthington.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet