X-Men: First Class
Udgivet 1. jun 2011 | Af: The Insider | Set i biografen
“Blade” tog måske nok det første spadestik, men det var Bryan Singers “X-Men” fra årtusindskiftet, som trak tegneseriefilmen ud af den grav, den havde rådnet i siden “Batman & Robin”. Derefter var det in i Hollywood at hyre respekterede dramainstruktører til at filmatisere kulørte hæfter, og talløse fænomenale tegneseriefilm udkom umiddelbart efter. Er “X-Men” genrens bedste film? Langtfra. Men den er måske dens vigtigste. “X-Men 2” hører til gengæld til blandt genrens giganter, men så forlod Singer franchisen for at lave sin ujævne cadeau til Richard Donners gamle “Superman”-film, Brett Ratner overtog roret på “X-Men”-franchisen, og serien muterede til Christopher Nolans dørmåtte. Er “X-Men: First Class” det sidste søm i franchisens kiste?
Nøjagtig ligesom J.J. Abrams’ “Star Trek”-film (som var Vaughns forbillede) tager “X-Men: First Class” tilbage i tiden for at starte på en frisk uden at miste følingen med sine forgængere (eller bør det hedde “efterfølgere”?). Filmen foregår i 1962, mens den kolde krig var mest isnende, og da en skummel undergrundsbevægelse (anført af den sleske Sebastian Shaw) manipulerer supermagterne for at kickstarte tredje verdenskrig, træder de frygtede mutanter – deriblandt den tankelæsende Charles “Professor X” Xavier (James McAvoy) og den metalmanipulerende Erik “Magneto” Lehnsherr (Michael Fassbender) – frem i lyset for at hjælpe CIA.
Med de vilde 60’ere som baggrund er det nu endnu tydeligere, at Martin Luther King og Malcolm X var inspirationen bag figurerne, der begge værner om deres muterede minoritet, men som har hvert sit syn på opgøret med deres intolerante medmennesker. Fassbender er eminent til at skildre den traumatiserede Lehnsherrs indvendige had og beskedne håb, og på elegant vis skaber McAvoy nogle sprækker i den sædvanligvis helgenagtige Xaviers facade, der gør ham lettere at relatere sig til. Sammen slår de to gnister, der afleder opmærksomheden fra, at der faktisk er forbavsende lidt action i filmen. Det var der nu også i “X-Men 2”, og man savner det heller ikke her, for der er en intensitet i samspillet mellem karaktererne, der ikke kan matches af eksplosioner og megarobotter.
Filmens ensemble er superbt fra top til tå, og hver figur får tilpas tid i rampelyset. De fåtallige actionsekvenser leverer også varen, og computereffekterne er (med få undtagelser) overbevisende, men det er ærgerligt, at “X-Men: First Class” har så travlt med at sammenvæve alle de løse tråde mellem sig selv og de andre “X-Men”-film.
Det er muntert at se Xavier misbruge sine evner til at komme i bukserne på en fremmed kvinde, men hvorfor skal hans forvandling fra drilsk drengerøv til dydsmønster ske så pludseligt? Og hvorfor skal venskabet mellem Xavier og Magneto både kreeres og krakelere i én og samme film? Men på trods af filmens lettere forhastede plot er der stadigvæk masser at tage fat på i den uundgåelige fortsættelse, og når filmen er færdig, begynder ventetiden allerede at tære på tålmodigheden. Og så glemte jeg næsten lige at sige, at “X-Men: First Class” har filmhistoriens sjoveste cameo. Nogensinde.
Se også: Filmz TV: EKSKLUSIVE “X-Men: First Class”-interviews – Del 1
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet