Spillets royale regler

Kongelige er en sær anakronisme i vores nærværende nutid. Engang regerede de stater og befolkninger enevældigt, men det satte revolutioner, demokratiseringer og påskekriser en stopper for i en tid for længe siden. Nu til dags er forholdet ganske anderledes. Nu agerer befolkningerne dukkeførere for de stakkels prinser og prinsesser, hvis største bekymring i dag må være ærter i sengen. Nu vil vi endog også have ligestilling i det danske kongehus – et sært krav til en institution, der netop glimrer ved sin særstilling i forhold til det øvrige samfund, men sådan er der så meget. Instruktør Jean-Marc Vallée og hans hof giver os nu muligheden for at opleve tiden, hvor de royales magt falmede til fordel for et spirende demokrati. Det sker i biografsædets visuelle tidsmaskine, hvor historien om Storbritanniens Dronning Victorias unge år udspiller sig i “Young Victoria”.

Året er 1837, og 17-årige Victoria står som enearving til den døende Kong Williams trone. Det engelske kongehus er her forvandlet til et konstituelt et af slagsen, men det har stadig stor symbolsk magt. Hendes mor og den aggressivt insisterende rådgiver Sir John Conroy vil tilrane sig magten over stakkels Victoria, der oplever sin tilværelse som et royalt fængsel. Dronning bliver hun, men fra alle sider bliver hun forsøgt manipuleret. Sir John har endnu ikke opgivet ambitionen om royal indflydelse, premierminister Lord Melbourne forsøger at sikre sig royal opbakning til dennes parti, de liberale, og Kong Leopold af Belgien forsøger igennem den charmerende Prins Albert, at knytte tætte bånd imellem briterne og belgierne i tilfælde af krig. Alle deltager de i et strategisk spil om den unge og uprøvede dronnings gunst, der på trods af alle tilnærmelserne føler sig stadigt mere ensom i Buckinghams kolde korridorer.

“Young Victoria” er et udstyrsstykke af den brogede slags. Filmen holder hele vejen igennem et overraskende kækt tempo, hvor en besnærende opfindsom klipning og brug af fokusskift fastholder et forholdsvist stramt narrativ i en historie med et nærmest uoverskueligt persongalleri spredt udover de ellers beskedne 106 minutter. Det visuelle indtryk er altså gedigent godkendt, samtidig med at der heller ikke kan sættes mange fingre på skuespillet anført af den henrivende stædige Emily Blunt i rollen som den unge monark.

Hviler øjnene imidlertid på indholdssiden, så skal der til gengæld sluges et par royale kameler. To hovedmodstandere står overfor den unge regent. De gamle bagstræberiske royale – hendes mor og Kong Leopold – og politikerne, anført af Lord Melbourne. Dette efterlader filmens helteroller til de unge fremadstormende kongelige, Victoria og hendes udkårne Prins Albert. Således bliver den folkevalgte politiker den skurkagtige, der på ingen måde vil befolkningen det godt. Heroverfor står den velmenende Dronning Victoria, der i kraft i sin blivende og ikke-demokratiske magtposition står for at tænke de progressive tanker til gavn for arbejderen. Et royalt skønmaleri, som mest af alt peger på et nutidigt udtryk for politikerlede frem for et egentligt nuanceret portræt af en af historiens markante regenter.

Filmen virker i det hele taget ganske umotiveret og uforløst, hvor der holdes et uforklarligt stramt fokus på det strategiske spil om dronningens tillid, hvilket understreges af en ulidelig skakmetafor. Flere gange minder filmen mest af alt om et dumt reality-program, hvor ivrige deltagere kæmper om ikke at blive stemt hjem og derfor spiller spillet efter bedste evne, hvorfor vedkommende substans ofres til fordel for trivielt spilfægteri. Filmens afslutning bidrager til det brogede indtryk, hvor den bliver forvandlet til en kandiseret kærlighedshistorie, hvilket blot understøtter smagen af fersk taffel.