Adam Sandler for fuld udblæsning

Mens vi i den hjemlige andedam har allermest travlt med at afgøre, hvorvidt ordensmagten er i deres gode ret til at kalde herboende demonstrerende palæstinensere “perle” eller slige nedsættende udtryk, så har den egentlige konflikts arnested dog en anderledes seriøs baggrund. Det lader Adam Sandler imidlertid hånt om i den rablende vanvittige komedie “You Don’t Mess With the Zohan”, som mod forventning faktisk ikke er uden dybere mening.

Det opsigtsvækkende ved filmen er især dens brug af politisk retorik og nådesløse behandling af samme. Nu skulle man tro, at instruktøren bag filmen, amerikanske Dennis Dugan, rent faktisk har familiære bevæggrunde og dermed ønsker at vælge side i den verserende konflikt mellem Israel og Palæstina med “You Don’t Mess With the Zohan”. Sådan hænger det gudskelov ikke sammen i denne galgenhumoristiske udstilling af menneskehedens allerusleste sider. Det kan lige så godt siges med det samme: Alle får et drag over nakken, hvad enten det er jøder eller muslimer, kristne eller ateister, så er der ingen nåde. Og heri ligger den befriende attraktion, som adskiller filmen fra størstedelen af dens ligesindede inden for genren.

Handlingen er såre banal. Humørbomben Adam Sandler er som agent Zohan for den israelske hær ved at være godt træt af sit job, hvor han i tide og særligt utide – i filmens start ferierer han med røven bar – hentes ind til hemmelige missioner. De missioner går oftest ud på at eliminere den absolutte fjende i superterroristen gående under pseudonymet Fantomet, som i øvrigt spilles klædeligt af John Turturro. Zohan gider ikke mere bavl og bruger endnu et opgør med Fantomet som skalkeskjul for at gå under jorden og emigrere til New York. For her – tænker han – kan han lægge krigen bag sig og pleje sin virkelige passion for frisørfaget og firserlooket og desuden nyde den seksuelle frihed ad libitum.

Så enkelt forløber tingene naturligvis ikke. En gammel fjende og nuværende taxachauffør i de opsigtsvækkende gule kareter i storbyen genkender Zohan og sætter jagten ind for at få oprejsning for en gammel strid. Mens vores altoverskyggende hovedperson for ikke at blive genkendt udgiver sig for at være australier med en atypisk accent og bliver det store hit som frisør med en særegen bonus hos en palæstinensisk frisørforretning, så ulmer de politiske stridigheder lokalt og globalt. Crazykomikken er naturligvis det bærende element, og lattermusklen får kun meget sjældent lov til at hvile. “You Don’t Mess With the Zohan” strør nemlig om sig med sublime guldkorn på et niveau og i et tempo, der kun alt for sjældent opleves i nutidens amerikanske komedier.

Ud over det politiske opererer en helende kærlighedshistorie, der besværliggøres af, at den eneste ene, Zohan ønsker at kaste sin kærlighed over, den bedårende Dahlia, har palæstinensiske aner. Det er selvfølgelig helt uacceptabelt set i det storpolitiske spindelvæv, men hvad kan man gøre, når kærlighed gør blind, og hun med et trylleslag er den eneste, der kan give vores altoverskyggende hovedperson erotisk rejsning? Sammen bakser de desuden med et par lokale investorer, der ønsker at omdanne den multikulturelle handelsgade, hvor israelerne og palæstinenserne faktisk lever i fred og fordragelighed, til et stort og kønsløst indkøbscenter. Men der har de gjort regning uden Zohan.

Som et kuriosum agerer instruktøren Dennis Dugan selv med i en mindre scene som forhutlet bums, men faktisk er han langt fra den eneste, der indfinder sig i de – særligt for denne genre – så traditionelle cameos. Faktisk har både den pensionerede tennisspiller John McEnroe, sangløget Mariah Carey, musikeren Dave Matthews og komikeren Chris Rock blandt andre fundet vej til begrænset medietid. Det er en petitesse, men de understreger alligevel det spraglede persongalleri, som er en medvirkende årsag til filmens ligefremme og kække facon, der bruger forskellighed og multikulturalisme på den rigtige måde. Det kunne de regelrette danske systemer godt lære et og andet af.

I “You Don’t Mess With the Zohan” oplever vi en Adam Sandler for fuld udblæsning. Den produktive skuespiller er ellers ikke et ukendt navn i komikkens verden, men ofte er han sovset ind i unødvendige platheder og klicheer. Det er han ikke her, hvor de muntre indslag har noget friskhed og fornyelse over sig, om end det trods alt stadig er en film i den useriøse ende af skalaen, vi her har med at gøre. “You Don’t Mess With the Zohan” er en film, der forherliger fællesskabet, giver plads til tolerance og giver intolerance den fortjente nedadvendte finger. Filmen får livet til at se så legende let ud, når blot genvordighederne klares med et smil. Måske skal der i virkeligheden ikke mere til?

Video

“You Don’t Mess With the Zohan” præsenteres i et skarpt og indbydende look, hvor farverne er varme og kontrasten stabil. Der er ikke tilfælde af hverken edge-enhancement, digitale forstyrrelser eller udtværinger, og alt i alt er det her et fremragende transfer.

Audio

Også lyden gør sig godt og tilbydes i det engelsksprogede True HD 5.1-lydspor, hvor dialogen først og fremmest er tydelig og uden snerten af overstyringer. Underneden opererer en vellykket atmosfære samt utallige distinkte lydeffekter, mens det vellykkede soundtrack ind imellem gør opmærksom på sin eksistens.

Ekstramateriale

Noget af det bedste ved udgivelsen er imidlertid ekstramaterialet, der byder på trailere, slettede scener og et enkelt easter egg. Derudover tilbydes 15 mindre featuretter på sammenlagt halvanden times varighed, hvor filmen, karaktererne, stunts, gakkede indslag og meget mere debatteres igennem interviews og b-roll-optagelser. Der er mulighed for at vælge imellem den censurerede og den ucensurerede udgave af filmen, og så er der desuden to forskellige kommentarspor med instruktør og skuespillere.

Skyder, charme og lækkert hår

Er intet da helligt? tager man sig måske i at tænke i de første minutter af “Zohan”, som forvandler den blodige konflikt mellem Israel og Palæstina til en skamløs og komplet vulgær komedie. Filmen tackler imidlertid emnet med en så overbevisende mangel på højtidelighed, at man en halv time senere må konstatere, at den rent faktisk i et relativt stort omfang slipper af sted med det, selvom den komiske damp slipper op, inden filmen når i mål.

Adam Sandler spiller hovedrollen i “Zohan”, som på mange måder er en tilbagevenden til de tidlige roller, han havde i “Saturday Night Live” og hans første spillefilm. Hvor hans sidste par præstationer har været mere seriøse og vist ham i en mere afdæmpet form, er “Zohan” en mere direkte crazy-komedie, som ikke gør noget som helst forsøg på at være alvorlig.

I denne film spiller Sandler titelfiguren: den højttrænede elite-Mossadagent Zohan, der er så hård, at han kan springe ubesværet over hustage, svømme hurtigere end en speedbåd samt gribe kugler med næseborene. Takket være sine ufattelige evner og udspillede underbukser er han enhver Israelers idol og hver kvindes hedeste drøm. Zohan selv er imidlertid ikke det mindste begejstret for den endeløse krig og har i stedet et hemmeligt ønske om at flytte til USA for at kaste sig over sin inderste drøm: at blive frisør. Han benytter derfor en mission til at forfalske sin egen død og begiver sig i al hemmelighed til USA under navnet Scrappy Coco for endeligt at udleve sin drøm.

At komme til det moderne New York er imidlertid ikke helt let for den ihærdige Zohan, der kommer fra et Mellemøsten, som synes at sidde fast i en tidslomme fra 80’erne. Udstyret med en discofrisure samt meget åbenstående og farverige skjorter vækker han ikke den store begejstring hos de moderigtige new yorkere. Til gengæld får han succes med at genvække livsglæden blandt de modne kvinder i det mere beskedne nabolag, og det er faktisk en af de ting, der fungerer bedst i filmen. Zohan-figuren er grundlæggende en gennemsympatisk fredselskende fyr, der oprigtigt ønsker at gøre sine omgivelser glade. Man kommer uundgåeligt til at synes om ham, og derved hæver filmen sig også over mange lignende komedier som f.eks. den hjerteløse “The Love Guru”.

Zohan får sin sag for, da han skal kæmpe mod den palæstinensiske supersoldat Phantom, der kan klatre på vægge som Spider-Man, og hvis Rocky-lignende træningsprogram består i at sluge to levende kyllinger i stedet for æg. Han spilles underholdende af John Turturro, hvis overdrev er en glimrende modpol til Sandler. Den virkelige skurk viser sig dog hurtigt at være en slesk forretningsmand, der spilles af Michael Buffer, som Wikipedia oplyser er kendt for at introducere brydere og boksere, hvilket måske forklarer, hvorfor han er så afsindig usjov i filmen.