En dyr misfornøjelse

En komedie, hvis eneste forcer er talende dyr og en kluntet antihelt, er temmelig dårligt stillet fra start… “Zookeeper” er givetvis en familiefilm (og hermed “en film for alle”), men den er så gennemsyret af uopfindsomhed på alle planer – lige fra valget af skuespillerne til historien og persongalleriet – at det er svært at forestille sig, at nogen hellere vil indløse billet til denne frygtelige farce end en tur i zoologisk have.

Den fredsommelige dyrepasser Griffin Keyes (Kevin James) vælger at falde på knæ for sin smukke kæreste, Stephanie (Leslie Bibb). Men ak og ve: Hendes svar er ikke som håbet, og det hjemsøger stadig Griffin fem år efter. I mellemtiden har han kastet al sin kærlighed på dyrene i Franklin Park Zoo i Boston, hvor Griffin til gengæld er højt elsket af både kollegaerne og dyrene. Særligt er der et tæt bånd mellem Griffin og kollegaen/ørneeksperten Kate (Rosario Dawson). Et bånd, som forekommer unikt.

Men snart dumper den overfladiske, men kønne Stephanie ind i vor kære dyrepassers liv igen, og gamle følelser blusser op på ny. Griffin indser, at der skal tages større midler i brug, hvis han skal overbevise sin kærlighed om at give sit endelige ”ja”. Snart arbejder han som succesfuld sælger, kører rundt i et dollargrin og har atter Stephanie ved sin side. Men dette passer ikke dyrene i Franklin Park Zoo. De savner Griffin, så en plan iværksættes for at vinde deres afholdte ven tilbage.

Det kan tælles på én hånd, hvor ofte der lød et grin i biografsalen, da “Zookeeper” blev vist for pressen. Ikke nok med, at filmen er forudsigelig, så er den også fuldkommen fantasiløs, når det kommer til både humoren, handlingen og karaktererne. På sidstnævnte front har vi (som nævnt) den flommede antihelt Griffin, den overfladiske og irriterende modelkæreste Stephanie samt Griffins ”jeg skal egentlig forestille at være en nørdet kollega, men bare vent, til jeg tager en kjole på”-veninde, Kate.

Kevin James’ karakter i “Zookeeper” er på ingen måde på niveau med hans mest kendte rolle som postbudet Doug i komedieserien “Kongen af Queens”. Indrømmet, det er to vidt forskellige roller, men når det kommer til stykket, er de begge skabt med henblik på at more os tilskuere, og på den front når Griffin ikke Doug til sokkeholderne. Derudover gennemgår Griffin et helt absurd skift, da han midt i filmen går fra at være en usikker taber til en scoretrold fyldt med selvtillid. Der efterspørges en langt mere glidende overgang her, så fortællingen i det mindste bliver sammenhængende.

Rosario Dawson formår dog – på trods af sine kedelige medspillere og et skuffende plot – at lyse en smule op på lærredet i rollen som Kate. Desværre for Dawson er det utrolig let at gennemskue, hvad der kommer til at ske med Kate hele vejen igennem. Dawson slipper dog af sted med lidt værdighed i behold takket være sin naturlige elegance og charme.

Filmmagerne har samlet en skuespillertrup, som er overraskende fyldt med garvede (nogle vil måske sige afdankede) skuespillere, til at indtale de forskellige dyrs respektive replikker. Cher lægger stemme til løvinden Janet, hvortil Sylvester Stallone er hendes mage i form af løven Joe. Desuden møder vi Nick Noltes hæse røst i gorillaen Bernie, der er en velkommen kontrast til Adam Sandlers ufatteligt belastende stemme-fortolkning af aben Donald.