Filmz mener: Kort er ikke altid godt

”Jeg orker ikke en lang en.” Du har måske hørt den sætning før, når der skal vælges film? Indvendingen går ikke på kvaliteten eller genren, men specifikt længden. Vi gider ikke lange film.

Biograferne er heller ikke meget for dem. De koster nemlig. På tre timer kan du enten vælge at sælge billetter til to film på 90 minutter (plus de nødvendige forsyninger af mega-cola og giga-popcorn) eller til en film på 180 minutter. Regnestykket er simpelt.

Alligevel har vi igennem bare den sidste måned set måske ikke en bølge, men så et beundringsværdigt skvulp af film, der ikke frygter at være lange. “Adèles liv”, “Nymphomaniac” og nu senest “The Wolf of Wall Street” har taget sig den tid til at fortælle deres historie, som de har ment, var det rigtige. Ja, “Nymphomaniac” udkommer endda i en endnu længere version i løbet af 2014, men det er måske heller ikke noget nyt, at Lars von Trier ikke frygter at være anderledes?

Tilbage i den episke storfilms velmagtsdage i 1960’erne var skvulp som ovennævnte langt fra lige så unormale. “Lawrence of Arabia”, “Cleopatra” og “Doctor Zhivago” var ligeglade med, at de skulle beslaglægge hele publikums aften. Til gengæld gav de ekstravagante scenerier og oplevelser og fornemmelsen af ikke bare at have fået serveret en filmisk pixiebog, men en grandiøs roman.

Men biograferne havde dengang, som de sikkert også har i dag, ret. Filmene kunne ikke betale sig. De dyre, dekadente film døde ud med 1960’erne. De fik en lille genfødsel i 90’erne med “Den engelske patient” og “Titanic”, men er i dag lige så sjældne som fysiske lejebutikker for film.

Men de kan noget, de lange, som de korte ikke kan. Man er brugt og mærket på en anden måde, når man har siddet over tre timer igennem med en film, end man er med en, der ikke varer længere end et mellemlangt toiletbesøg. Så tre korte herfra til de nye tretimersfilm… Og så det lange!

Hvad mener du?