Pianisten
Anmeldelse 1 af 2
Udgivet 15. apr 2004 | Af: Hasselguff | Set på DVD
I et forsøg på at skabe realisme i “Schindlers Liste” benyttede Spielberg sig af koder vi normalt finder inden for dokumentarfilmen, herunder de rystede billeder og gamle sort/hvid optagelser. Ved at filme netop uden farver og lave mange håndholdte indstillinger, opfattede vi i et vist omfang filmen som værende dokumentarisk og meget troværdig i sit indhold, hvilket blev underbygget af de mange iscensatte begivenheder som dokumenteret af overlevende øjenvidner. Polanski vælger her delvist at gå i en anden retning, og selvom at også han støtter sig op af en meget omfattende research, formidler han sin fortælling på en helt anden måde end Spielberg og mange andre instruktører, der har beskæftiget sig med samme tema.
Fokus ligger udelukkende på Szpilman, og fordi at instruktøren ikke har villet lave en udpræget sentimental film, dvæles der ikke ved hans tab af bl.a. familien. I kampen for at overleve finder han hurtigt videre i sin nye, forhutlede tilværelse, og det er dermed også mere interessant at følge hans rejse gennem et ødelagt Polen, frem for at blive hængende ved hans sorg. De lange passager, hvor der hverken forekommer dialog eller musik, giver os god mulighed for at udforske de nøgne landskaber og ikke mindst Adrien Brodys mesterlige præstation, som den jødiske pianist.
Der er med andre ord en mindre grad af følelsesmæssig manipulation i Polanskis film, og om alt dette i sidste ende så resulterer i en mere realistisk film, end den til tider noget svulstige “Schindlers Liste”, kan som sagt diskuteres. Polanski har dog skabt en vedkommende film, der synes meget troværdig, og er man villigt til at acceptere instruktørens udlægning af jødeforfølgelserne, og ikke mindst Szpilmans egne erindringer, vil man få en meget fuldendt filmoplevelse, der vil efterlade et stærkt indtryk.
Den eneste feature af rigtig interesse er den ganske gode 40 min. dokumentar “En historie om overlevelse”, der tager os bag kulisserne på filmen, og bl.a. fortæller om hvordan det var for Polanski at genopleve dele af sin barndom under optagelserne. Derudover hører vi om, hvordan kulisserne, kostumerne og skuespillet alt sammen er konstrueret så tro mod virkeligheden som muligt. En række dokumentariske optagelser fra 40’erne viser hvorledes, at “Pianisten” flere steder er optaget på de oprindelige selvsamme steder, hvor deporteringer, henrettelser etc. i virkeligheden fandt sted.
Afslutningsvist får vi en trailer til filmen, et fotogalleri, plakater og biografier over cast & crew.
“Pianisten” er en fantastisk film, der endnu engang understreger hvor vigtigt det er, at vi aldrig glemmer de forfærdelige forbrydelser, der fandt sted under 2. Verdenskrig. Adrien Brody gør det suverænt som Szpilman, og han formår at bære hele filmen med ikke meget andet end sit kropssprog. Selve DVD’en hører hjemme i enhver seriøs DVD-samling og det på trods af, at ekstramaterialet er skuffende i forhold til hvor vigtig en film, vi her har med at gøre.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet