Sin City
Anmeldelse 1 af 2
Udgivet 26. nov 2005 | Af: El vez | Set på DVD
Med voice-overs fra samtlige hovedpersoner og en visuel stil, der med de stilistiske sort/hvide billeder i høj kontrast er som grebet ud af tegneserien, er “Sin City” en slags moderne film noir. Genren består hovedsaligt af sort-hvide krimier fra 1930-50’erne, men bliver jævnligt genoplivet. Med sætningen ”This is the old days, the bad days, the all or nothing days: They’re back!” er det som om Marv velkommer noir genren tilbage, dog i en moderne variant med højere tempo og tilsat en god dosis tegneserievold.
Historierne om Marv og Hartigan er de mest involverende, hvor Dwights historie er en lidt mere overfladisk drengerøvsfortælling. Filmen underholder dog fra ende til anden og der er ikke noget at sige til, at duoen Rodriguez/Miller i det nye år har planlagt endnu en film baseret på flere af fortællingerne fra syndens by.
Frank Miller har skabt en verden der ikke kun visuelt er sort-hvid. Samtlige karakterer er meget tydeligt enten helte eller skurke. Man må enten holde med dem eller hade dem, der er ingen middelvej. Hvis man kan acceptere det og lade sig forføre af det simplificerede univers, har man en stor oplevelse foran sig.
Filmens unikke visuelle stil er perfekt repræsenteret på denne dvd.
“The Making of Wallander” er et tv-spot til en ny svensk filmserie, der udover at være en krimi, ikke har nogen som helst relevans for denne udgivelse.
Tre trailere afslutter ekstramaterialet.
Ja, det var næsten for godt til at være sandt – denne dvd ville ganske enkelt være en fantastisk udgivelse hvis der var blevet fyldt lidt vedkommende ekstramateriale på skiven. Det havde været spændende om man havde benyttet lejligheden til at vise noget mere om originalmaterialet, eller måske noget om filmens skabelse som er foregået med 100% digitale baggrunde.
Vi kan glæde os over en glimrende præsentation af filmen, og “Sin City” er et sikkert køb hvis man har den mindste interesse for genren. Desværre byder dvd’en ikke på noget nævneværdigt ekstramateriale.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet