I en tid hvor biograferne primært beskæftiger sig med sequels og remakes, er det et frisk pust med en klassisk katten-efter-musen thriller, især når det er med en instruktør som Sidney Pollack bag roret. “Tolken” er en politisk thriller, der modsat de fleste andre fra Hollywood, beskæftiger sig med politisk tumult i en lille fiktiv afrikansk stat. Hovedplottet i sådanne typer film handler ellers oftest om skygge-regeringer og attentatplaner mod den amerikanske præsident – plots der kan være lidt for fantastiske til at man rigtigt kan sluge dem. De lidt simplere præmisser i “Tolken” giver den en helt anden stemning og en langt mere realistisk følelse.

Da FN tolken Silvia Broome (Nicole Kidman) ved et tilfælde overhører to mænds samtale, bryder helvede løs. For det er planerne om et attentat på en afrikansk statsmand der i nattens mulm og mørke bliver drøftet. Hun henvender sig til politiet, der umiddelbart ikke tager hende specielt seriøst. En undersøgelse bliver sat i gang med Tobin Keller (Sean Penn) i spidsen. Han er dog sikker på at Silvia kun er ude efter lidt opmærksomhed, men han foretrækker at være sikker i sin sag – frem for at stå med en død statsmand. Mens undersøgelsen skrider frem tyder mere og mere på, at der rent faktisk er noget i gærde – et attentat, en konspiration, men sporene er vage, og jo dybere de graver efter svarene og sandheden, desto mere involveret bliver parterne i sagen, og Keller finder hurtigt ud af at Broomes fortid er mørkere end hun umiddelbart giver til kende.

Det er grundlaget for historien, og egentligt ikke mere inspirerende end de fleste andre af den slags film. Men alligevel er Pollacks langt bedre – hovedsageligt på grund af den realisme filmen formår at skabe. Kulissen er FN’s prægtige hovedkontor i New York, og det er i den grad med til at skabe en ret unik stemning. For første gang nogensinde er der givet tilladelse til at lave en film i bygningen. Udover det fantastiske set, så er både historien og castet også væsentligt mere jordnær – så man bliver hurtigt revet med i spillet.

Pollack åbner med hans seneste film lidt døren til debat, uden at lave et decideret statement. For selvom at filmens primære plot er attentat-planerne imod en afrikanske leder og forsøget på at forhindre attentatet – så handler filmen ligeledes meget om den verden vi befinder os i lige nu, hvor politiske intriger og spindoktorer sætter en stor del af dagsordenen. Verden er ikke bare sort og hvid, og det får man hurtigt at føle i “Tolken”.

Zuwanie, tidligere folkehelt, nu diktator, var manden der befriede folket fra undertrykkelse og krig, men undervejs, glemte hans idealer, og selv endte med at være undertrykkeren. To af hans politiske modstandere ønsker ham stillet for den internationale krigsdomstol i Haag for forbrydelser mod menneskeheden – anklager som Zuwanie benægter. Med retten på hans side kræver han at tale i FN, bl.a for at forhindre en retssag i Haag. Zuwanie mener nemlig selv at han har bekæmpet ild med ild, og at hans modstandere er terrorister – og her bliver filmen ret interessant. Jagten på terrorister er et punkt højt på dagsplanen i mange lande, og det er ofte sådan at målet helliger midlet. Men det kan være svært at se igennem det politiske spindelvæv og se hvem der egentligt er de slemme.

Man kunne forvente, at en historie som denne ville kræve et ret stort ensemble for at virke, men Pollack benytter sig faktisk kun af to personer, Kidman og Penn, der så til gengæld også leverer helt formidable præstationer. Det er to af verdens bedste skuespillere, der gang på gang formår at spille rollen fuldt ud. Især Penn, der ellers har fået kliché-rollen over dem alle som udbrændt strømer der hænger ud på barer og har hele skabet fyldt med skeletter, kunne have endt som en vittighed, men Penns karisma og evner løfter karakteren hele vejen igennem filmen. Det eneste sorte får i flokken er faktisk en af danmarks bedste skuespillere, hvis ikke den bedste – Jesper Christensen. Han fungerer bare slet ikke i rollen. Pollack har sikkert stået på hovedet for at få lov til at filme i FN-bygningen, alt er stort set perfekt, lige bortset fra danskeren der skal spille hollænder. Hvorfor? Det holder måske i USA, men i hvert fald ikke herovre. Havde han så bare haft en dansk baggrund.