“The Hitchhiker’s Guide to the Galaxy” er nok nørdebogen over dem alle og produktionen har mildest talt været længe undervejs. Douglas Adams, der med bøgerne og radiospillene gjorde sig selv til kultikon, har selv været involveret i produktionen af filmen, men nåede dog aldrig selv at se den færdig, da han desværre døde i 2001. Ideen til bogen opstod i starten af 70’erne, hvor Adams gik vild i Innsbruck, drak for mange øl og endte med at ligge på en mark og stirre mod stjernehimlen. Dette fortæller Douglas Adams i forordet til “The Hitchhiker’s Guide to the Galaxy”, og han fortæller også, at han i lommen havde “Hitchhiker’s Guide to Europe”, og såfremt der havde været en guide til galaksen, var han taget af sted med det samme.

Bøgerne er så fulde af digressioner, småhistorier, pudsige indfald og generel filosofisk undren, foruden en omfattende hovedhistorie, at det ville være umuligt at få det hele med. Derfor er der utvivlsomt mange fans der vil finde filmen mangelfuld, men i det store hele er der både noget for gamle som nye nørder, i en historie, der med gode omskrivninger og tilføjelser, er en seværdig filmatisering af en elsket bog og nogle fremragende radiospil.

Arthur Dent og Ford Prefect suser gennem galaksen i rumskibet “The Heart of Gold”. Efter jordens tilintetgørelse er de kommet ombord på det fantastiske skib, der drives af usandsynlighed. Skibet er blevet kidnappet af galaksens præsident Zaphod Beeblebrox og jordkvinden Trillian. Skarpt forfulgt af Vogonerne sætter de fire kursen mod Magrathea hvor de kan finde det ultimative spørgsmål, og dermed forstå det ultimative svar og dermed meningen med livet, universet og alting. Ombord er også den suicidale robot Marvin, og en række glade døre.

Tager man udgangspunkt i bøgerne, eller rettere den første af de i alt fem bøger i serien, som filmen er skåret over, er det ikke altid at det narrative forløb har førsteprioritet. Af samme årsag har man valgt at presse nogle af de mange ting, der sker i bøgerne ind i et stramt handlingsforløb. Det fører desværre til at filmen bliver en noget forhastet sag med en forholdsvis uforløst slutning, og nogle karakterer som aldrig rigtigt kommer ind i spillet. Det er måske forventeligt, udgangspunktet taget i betragtning, men filmens fortælling kommer til at lide under det, og det er synd.

Heldigvis har man også tilskrevet universet en ny figur i den gennemført ubehagelige Humma Kavula. Han er ypperstepræst på Viltvodle VI, hvor planetens beboere, jatravartidfolket, tror på at universet blev nyst ud af næsen på et væsen kaldet “The Great Green Arkleseizure”, og de venter nu i frygt på “The Coming of the Great White Handkerchief”. Han spilles af John Malkovich, der ikke har meget plads, men formår at gøre et kortfattet, smukt og ækelt indtryk. Generelt er skuespillerne i filmen godt castet, og de eneste der måske falder udenfor er Mos Def, der giver en noget flad fortolkning af Ford Prefect og Zooey Deschanel, der konstant underspiller sin rolle. Martin Freeman er klart filmens bedste som den vidunderlige Arthur Dent, der er tilpas forvirret og handlekraftig på samme tid. Ellers byder “The Hitchhiker’s Guide to the Galaxy” også på nogle fremragende effekter. Især er Vogonerne og nytilføjelsen – deres planet – sublime.

Fans af Douglas Adams vil bestemt sætte pris på de små ting, der rent faktisk er kommet med i filmen. Ikke mindst vil mange værdsætte hvalen i rummet og de gange der bliver citeret fra guiden, hvor man for alvor fornemmer den Adamske humor, der gjorde bøgerne til kult og det hele værd at beskæftige sig med i første omgang. At filmen har så meget at arbejde med er både dens styrke og svaghed. Naturligvis kan man ikke få det hele med, men der hvor filmen virkelig halter og finder sin begrænsning, er i dialogen. Douglas Adams mestrede frem for alt to ting: de sjove narrative sidespring og de sjove dialoger. Det er der hoppet elegant henover i denne filmatisering, og derfor må man gøre sig selv klart hvad man ønsker at få ud af filmen inden man begiver sig i kast med den.