Herbie: For fuld udblæsning! (dansk tale)
Udgivet 17. aug 2005 | Af: Benway | Set i biografen
Siden Hebie første gang optrådte på det store lærred helt tilbage i 1968, er der sket ting og sager i filmverden, og film med Herbies uskyldige pjatterier er langt fra så almindelige mere. Alligevel, eller måske netop derfor, føles Herbie som en ganske hyggelig tilbagevenden til de gamle Disney films verden. Filmens manuskript er der ikke lagt meget opfindsomhed i. Det fortæller en meget ligefrem historie, hvor man kender handlingen til hudløshed fra tilsvarende film. Snarere end at forsøge at finde på noget nyt, genbruger “Herbie: For fuld udblæsning!” de gamle films finter og historier i en sammenrodet pærevælling der fungerer overraskende godt.
En ting der dog er blevet ændret i forhold til de tidligere film, er mængden af ting som Herbie er i stand til at gøre. Hvor man tidligere godt kunne være en smule usikker på hvor meget bilen egentlig forstod, er der her ingen tvivl overhovedet. Herbie forstår alt. Han drejer øjnene/lygterne for at kikke sig omkring, han smiler eller bliver ked af det ved at vende kofangeren op eller ned, og han interagere næsten konstant med omgivelserne. Han sprøjter olie i hovedet på dem der fornærmer ham, eller giver dem et ublidt smæk med døren. Det besynderlige er ikke at Maggie opdager Herbie er i live, men hvordan nogen kan undgå at bemærke det resten af tiden? Med så mange evner kommer Herbie hurtigt til at fremstå som en variant af R2-D2.
Man har valgt at holde mængden af computereffekter på et minimum, og i stedet lave filmen hovedsagligt ved hjælp af rigtige optagelser. Det er temmelig heldigt eftersom de få computereffekter der er i filmen ser ret skidte ud.
Humoren i filmen er for det meste beregnet til de mindre børn der vil synes det er skægt når Herbie sprutter røg i hovedet på skurken. Der er dog elementer som de voksne tilskuere burde kunne grine med af, selvom der er et par ting jeg undrede mig lidt over var sluppet gennem Disneys egen censur. I en scene får Herbie øje på en lille fræk gul folkevogn, og som reaktion rejser hans antenne sig. Okay, nogen gange er en cigar bare en cigar men alligevel…
Som helhed er “Herbie: For fuld udblæsning!” harmeløst fjollet, og den burde kunne samle både børnene, og deres voksne ledsagere så længe den står på. Det bliver under alle omstændigheder næppe denne film, der for alvor sender Herbie på bilkirkegården.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet