Ligesom en klassisk, ordinær gyserhistorie fortalt rundt om lejrbålet med klassekammeraterne tilbage i 6. klasse, opnår “Boogeyman” den ønskede effekt, men ikke rigtig andet. “Boogeyman” er gysergenren skåret ind til benet, destilleret til dens essens. Du vil blive skræmt, du vil blive chokeret, du vil have glemt det hele dagen efter. Klicheerne hagler ned over dig. Alt fra musik til kerneelementer i historien virker lånt fra tidligere produktioner. Men der er bestemt tale om en af de mindst distraherende sammenstrikninger af øjeblikke fra ældre film, der længe er set.

Historien er enormt banal, og det samme gælder filmens personligheder. Bøhmanden, som alle forældre har overbevist deres børn om, ikke eksisterer i klædeskabet eller under sengen, findes tilsyneladende. Han har allerede taget sig af drengen Tims faderlige ophav, og derfor siger det jo sig selv, at Tim ikke har det for godt med at tage tilbage til sit gamle hus 15 år senere. Men han gør det nu alligevel. Der er ingen kendte skuespillere på rollelisten, men samtlige skuespillere formår dog at levere chokeret mumlen, skrækindjagende skrig og nervøse, udspilede øjne med en grad af professionalisme, der for en gangs skyld får os til at krydse fingre for, at heltene vil sejre, i stedet for at håbe på langsomme og onde elimineringer af en gruppe inkompetente skuespillere.

Instruktør Stephen Kay vælger at holde sig relativt på måtten med brug af avancerede filmiske virkemidler. Han bruger primært simple metoder til at fange og skræmme sit publikum. Hvis man synes, at filmens favorisering af chokmomenter over interessant mystik, karakterudvikling og psykologisk gys, får én til at tænke på genrens måske allervigtigste film igennem de sidste 25 år, “Evil Dead”, er det fuldt forståeligt. Sam Raimi, instruktøren bag sidstnævnte, har produceret “Boogeyman” (i selskab med langtidskollegaen Rob Tapert), og det har tydeligvis gjort gavn. På trods af, at Raimi udelukkende har ageret producer, indeholder filmen en del af de samme hurtige, febrilske kamerature og den samme hektiske klipning, som Raimi nærmest egenhændigt revolutionerede i “Evil Dead” tilbage i 1981. Det er simple metoder, men takket været en meget flot billedside og et gevaldigt, stærkt lydorgie, får næsten alle filmens chok og gys én til at hoppe op fra stolen.

Kun filmens endegyldige opgør forræder dens oprindelige intention om at skrue de chokindgydende effekter sammen på virkelig og realistisk vis uden at ty til computereffekter. Slutningen ender derfor som computergenereret roderi. Det er slet ikke nær så uhyggeligt eller spændende som resten af filmen, som indtil da, på ganske fin vis, har formået at få hårene til at rejse sig, armlænet til at ryste og tænderne til at klapre. Heldigvis byder filmens abrupte slutning ikke på nogen påklistrede twists, ej heller løfter om et hav af sequels. Alligevel kan der dog være grund til at blive til efter rulleteksterne…

VideoPræsenteret i 1.85:1 Anamorphic-widescreen format.
Billedsiden på “Boogeyman” dvd’en er lidt af en blandet godtepose. Farverne virker matte og lidt kedelige, men det er tydeligvis en del af filmens stil. Det samme kan til dels siges om filmens lettere grynede udseende. Hvad filmens rå visuelle stil ikke kan retfærdiggøre, er tilstedeværelsen af et par håndfulde skud, som virker en anelse ude af fokus. Derudover er kontrasten heller ikke særlig god, hvor lyse og dunkle scener af og til fremstår henholdsvis over- og underbelyst. Men ellers er det et fint transfer, som virker dejligt filmagtigt.

Audio”Boogeyman” byder på to fremragende lydspor. Dvd’en indeholder både et Dolby Digital 5.1 lydspor og et DTS lydspor. Forskellen er minimal, men fælles for begge lydspor er, at samtlige kanaler er aktive uden nogensinde at virke unødvendigt pågående. Subwooferen når ned i katakombeagtige dybder, og størstedelen af filmens lydmæssige ‘punch’ kommer fra frontkanalerne, så man ikke føler sig bombarderet af et opblæst og dårligt afbalanceret mix fra alle sider af, som så mange andre gyserfilm ynder at gøre det på dvd. Baghøjtalerne bliver mest brugt til at skabe atmosfære (vind, knirken, diverse auditive panoreringer), og det fungerer fortræffeligt. Dialogen er også klar, og musikken får på fineste vis lov til at trykke den af i fronthøjtalerne, mens den en gang imellem flyder en smule over i baghøjtalerne. Et af årets bedste lydspor.

EkstramaterialeSå snart man smækker dvd’en i afspilleren, starter den ud med at vise trailere til “Hostage”, “Danny the Dog”, “Assault on Precinct 13” og “The Jacket”. Heldigvis kan man let og elegant springe dem alle over og gå direkte videre til dvd’ens hovedmenu. Udover disse trailere finder man også trailere til “13th District” og “Sahara”, og så naturligvis også traileren til “Boogeyman”.

I ‘The Evolution of the Horror Film’ (15 minutter) snakker en del af de hovedansvarlige for filmen om arbejdet på filmen (og altså ikke om genren som helhed, hvilket titlen måske godt kunne forlede nogle til at tro). Den er måske en anelse for manipulerende, og byder udelukkende på lovprisende ord fra alle involverede. Altså desværre en lidt typisk ‘behind-the-scenes’ dokumentar. Der bliver dog stadigvæk tid til et par fede anekdoter – især instruktør Kay er velformuleret og også en smule morsom at lytte til.

Man skulle tro, at hvis man klikkede på ‘Crew, characters and cast’ (19 minutter) knappen på ekstramateriale-menuen, ville man blive ledt hen til et par siders tør og livløs tekst om folkene bag filmen og et par ligegyldige CV’er. Men der er tale om endnu en dokumentar. Den handler mere om personerne, der fik lavet filmen, end om historien, som ligger til grund for den.

‘Storyboards’ sektionen tilbyder tre sekvenser (inkl. en alternativ slutning), der kan ses som en kombination af storyboards, filmoptagelser og computergenererede animatics. Meget mere spændende end blot at bladre igennem en bunke flade tegninger.

De syv slettede scener er heller ikke helt forfærdelige. De bliver præsenteret i acceptabel kvalitet, men det havde nu været fedt at kunne se dem optimeret til 16×9 fjernsyn, uden tidskoder og med lidt bedre og mere færdiggjorte effekter og lyd. Men stadigvæk en fin lille bunke ekstra scener, som tilsammen varer ca. 19 minutter.

Endeligt er der en 4-minutter lang montage af klip fra filmen, hvori visual-effects elementerne bliver præsenteret ufærdiggjorte. Sandsynligvis vil kun visual-effects nørder få noget ud af denne lille videopræsentation.

Lad mig gå til bekendelse med det samme. Jeg er mere end almindelig sart over for gyserfilm. Min hænder er kategorisk foran øjnene, mine håndflader svedige og jeg kommer med små hvin på de mest upassende steder. Sådan har det været lige siden jeg første gang rystede af skræk over “Ghostbusters” som 8-årig – og stadig synes den var mere uhyggelig end sjov, da jeg genså den 10 år senere. Så det var med bankende hjerte og gåsehud at jeg satte mig til rette i biografsædet for at se Stephen T. Kays “Boogeyman”. Men det kunne jeg nu godt have sparet mig. For til trods for et hysterisk overbud af billige chokeffekter, der virker nogenlunde efter hensigten, kan det ikke skjule at historien om den menneskeædende bøh-mand fra skabet, er mere tynd og hovedrystende end egentlig meningsfuld og tænderklaprende.

“Boogeyman” gør allerede fra start meget ud af at retfærdiggøre sin plads i gyser-genren, ved at demonstrere alle de klassiske gyser-kneb og forsøge at jage en skræk i livet på os. Vi begynder med et hæsblæsende flashback til hovedpersonen Tims barndom, hvor vi får alle de traditionelle effekter klasket i hovedet: knirkende døre, voksende skygger, knagende trapper, opspilede øjne og så selvfølgelig den skrækindgydende Boogeyman, der som en anden tornado river Tims far ud i intetheden. Mange år senere møder vi Tim igen – traumatiseret af barndommens hændelser og selvfølgelig ude af stand til at tilfredsstille sin uforstående og sexfikserede kæreste Jessica. Det umage par tager på kærlighedsweekend hos Jessicas forældre for at fejre Thanksgiving, men da Tims mor pludselig dør ved uforklarlige omstændigheder (selvfølgelig efter at have “besøgt” Tim i et mareridt) beslutter han sig for at konfrontere sin hjemegn, det gamle hus og én gang for alle – the Boogeyman.

Og ja – så er der virkelig lagt i kliche-kakkelovnen. Tim møder ved begravelsen sin gamle flamme fra barndommen, Kate, som er en sund, kærlig og velnæret hestepige (uden seksuelle lyster). Da hun efter begravelsen besøger Tim i rædslernes hus på en sort hingst, der smider hende af i frygt for at komme for tæt på huset, bliver det altså virkelig uhyggeligt. For overraskende nok ligger huset på en øde mark omgivet af svajende graner, samtlige døre og trapper knirker ud over det sædvanlige, vandhaner drypper og det blæser en stiv kuling ind af de faldefærdige vinduer. Så er det da klart at en hest må trække sig, selvom Kate utroligt nok bemærker at ”sådan plejer den aldrig at opføre sig”. Magen til klodset symbolik skal man lede længe efter.

Jeg må indrømme, at jeg efter den episode var tæt på at tage samme tur som hesten, hvis det da ikke var fordi jeg hellere måtte se slutningen på denne såkaldte gyser. Og selvom der hverken kommer hoved eller hale på historien bliver det faktisk ganske uhyggeligt hen ad vejen. Manglende børn, spøgelser, magiske døre, tidsoverspring, dødsgraffiti og nedsugede kærester er blot en brøkdel af hvad historien byder på. Alt sammen i et herligt ulogisk miks og med en oppumpet visuel stil, der får filmen til at minde om en mellemting mellem en musikvideo, Hitchcocks “Psycho” og Wes Crawens “Scream”. Desværre uden Screams intertekstuelle humor, Psyhcos suspense og musikvideoens dynamik. Og det er lidt synd. For filmen er i og for sig momentvis underholdene og skrækindjagende, men når enderne skal samles og opgøret med Boogeyman skal stå, fiser det hele ud i en plat og ufrivillig komisk slutning.