“Opbrud” er ikke en film der har fået hverken den store omtale eller opmærksomhed. Den henvender sig da heller ikke til det brede publikum, da filmens hovedroller indehaves af nogle af dansk films ældre skuespillere, og handler om noget så enkelt som tilværelsens indhold når man når derhen hvor livet er en genudsendelse af sig selv. Her er ingen smarte replikker eller den sædvanlige række af danske skuespillere.

“Opbrud” er Jacob Grønlykkes anden spillefilm. Sidst vi så noget til ham var med den grønlandske “Lysets hjerte” fra 1998. Nu har han så lavet en film om en familie, hvor der ikke skal ret meget mere end en smeltet islagkage til, før hele facaden smuldrer.

At Elias vælger at blive i Paris er ikke så sært, når man ser på hvad han har derhjemme. Konen Ingrid ligger på sofaen hele dagen og brokker sig over alle andre, mens hun fylder sig med piller. De tre børn roder hver især rundt i deres tilværelse. Den ene datter, Nina, er rodløs og kan ikke finde ud af hvad hun vil med sit liv. Sønnen Philip har det gode job, børnene og konen, men er heller ikke rigtig lykkelig. Familien Salomon er jødisk og datteren Hannah lever i Israel med sin ortodokse mand og to sønner, men her er der ingen kærlighed tilbage i ægteskabet og hun drømmer om at komme hjem til sin familie og ikke mindst sin søster, som hun ikke har snakket med i flere år. Elias har skabt sin karriere i legetøjsbranchen ved at opfinde kålormen, et stykke trælegetøj. Men kunderne er der ikke længere og da han sidder i Paris alligevel på sin fødselsdag beslutter han sig for at opfylde sin drøm om at bo på Hotel du Grand Palais, hvor man jo ikke ligefrem kommer billigt til tingene. Samtidig beslutter han sig for at tilbringe aftenen og natten med to prostituerede. Alt imens familien derhjemme gør klar til at holde surprise party for ham. Jo, der er dømt krise i det småborgerlige hjem, når faderens fravær roder op i alle følelserne.

Det er først og fremmest dejligt at se en dansk film med sådan et tema. Og så er det ikke mindst forfriskende at se Jens Okking spille en karakter der ligger så godt til ham. Han er ganske enkelt fremragende valgt til rollen som Elias. “Opbrud” byder på en lang række af fantastiske skuespillerpræstationer og Birthe Neumann er ligeledes fantastisk som konen på randen af et nervøst sammenbrud. De er gode sammen og hver for sig. Kim Bodnia som sønnen Philip er også en stærk karakter overfor Sonja Richter, der med tilstrækkelig fanden-i-voldskhed spiller den forvirrede Nina.

Der hvor filmen halter, er på manuskriptet. Det er som om man simpelthen vil for meget. Vi får lov til at kradse lidt i overfladen, men kommer aldrig helt ind hvor det gør rigtig ondt. Der er ganske enkelt for mange historier og skæbner der skal have plads, til at vi når at føle dem alle sammen. Derfor bliver fortællingen en smule overfladisk og det må siges at være synd, når emnet nu lægger op til det modsatte. Især ønsker man at komme ind på karakteren Elias. Han har lige ødslet hele sin pension på en nat på et luksushotel og forsøgt at glemme alt det han har brugt sit liv på, men vi får aldrig lov til at se ham føle noget. Han er mærkeligt afventende og observerende, og det betyder desværre at vi bliver lidt ligeglade med ham. Den eneste der virkelig kommer derud hvor det gør rigtig ondt er hustruen Ingrid. Hendes rejse gennem Europa er også en indre rejse og vi får lov til at se hende gøre op med sig selv, sit ægteskab og sit liv, og det er virkelig godt.