Sensationel seriemorderthrillerLogikken i at fortælle en kendt historie fra virkelighedens verden om en morder, som aldrig blev fanget, var ikke lige oplagt for alle. Men efterforskningen af Zodiac-seriemorderen, der begik adskillige mord langs USA’s vestkyst i 1960’erne og 70’erne, er aldrig blevet gengivet med så megen respekt for tiden og fakta som i David Finchers “Zodiac”. Den minutiøst gennemarbejdede scenografi, den udsøgte fotografering og de overbevisende computereffekter får til tider “Zodiac” til at føles så autentisk, at man glemmer, man overværer en spillefilm.

Men det bedste ved “Zodiac”, som bliver mere fascinerende for hvert gensyn, er de dele af fortællingen, som ikke drejer sig om almen viden. Modsat stort set alle genrens andre film (inkl. Finchers uovertrufne “Se7en”, som mange fejlagtigt forventede en kopi af), fokuserer “Zodiac” næsten udelukkende på efterforskernes indsats og deres arbejdes destruktive effekt på deres privatliv og sindstilstand.

Det er utroligt, at det fornemt strukturerede manuskript er skrevet af James Vanderbilt, som forfattede udskældt bras som “Basic” og “Darkness Falls”. Plottet accelererer ikke pludseligt, og der er ingen overrumplende twists, som vender historien på hovedet eller smider publikum af vognen. I stedet udvikler historien sig i et roligt tempo, der tillader publikum at dvæle ved detaljerne, hvorfor man øjeblikkeligt begynder at lede efter ledetråde i de skarpe replikker og komplekse billedkompositioner. Og samtidig med, at billederne og dialogerne på elegant vis inviterer seeren med på karakterernes spændende opdagelsesrejse, inviterer skuespillerne os ind under huden på personerne.

Robert Downey Jr. er som skræddersyet til rollen som den kække journalist Paul Avery, der trues på livet af Zodiac efter et par nedgørende artikler om morderen. Mark Ruffalo er sensationel som den kompromisløse betjent Dave Toschi, der bruger årtier på at spore morderen. Og Jake Gyllenhaal leverer måske karrierens foreløbigt bedste præstation som tegneserieforfatteren Robert Graysmith, der samarbejder med Avery og også bliver opsat på at finde Zodiac, der hyppigt sender gåder til avisredaktionen. Filmen tager hovedsageligt udgangspunkt i Graysmiths bøger om sin søgen. Og så bør man ikke glemme John Carroll Lynch, der får det til at løbe iskoldt ned af ryggen som Toschis hovedmistænkte: Arthur Leigh Allen.

Discen indeholder den forlængede “Director’s Cut”-udgave af filmen, som ikke adskiller sig væsentligt fra biografudgaven. Der er tilføjet et par ekstra replikker her og der, en veltimet opsummeringsscene på politibetjentenes kontor og en fantastisk lydmontage, der fornemt skildrer tidens gang. Der er altså tale om en forbedret udgave af en allerede mere eller mindre fejlfri film. At “Zodiac” ikke fik én eneste Oscar-nominering er et lige så forbløffende mysterium som den autentiske mordgåde, der er filmens omdrejningspunkt.

VideoCheffotograf Harris Savides skød “Zodiac” i 1080p med de Viper-kameraer, som Michael Mann forguder. Altså ser man filmen i den opløsning, den blev skudt i. Aldrig før har et transfer budt på så skarpe billeder, der aldrig plages af edge-enhancement. Farvegengivelsen er fuldstændig uovertruffen, kontrasten er forbløffende, og detaljerigdommen er overrumplende. Ikke ét eneste uønsket støvkorn dukker op.

AudioDiscen indeholder blot et almindeligt Dolby Digital 5.1-lydspor med en bitrate på 640 kbps. En sammenligning mellem dette og HD-DVD’ens Dolby Digital Plus 5.1-lydspor (som har en bitrate på 1,5 Mbps), afslører, at Blu-ray’ens mix ikke har en lige så solid bund. Men dette er stadigvæk et af de mest imponerende ordinære DD5.1-lydspor til dato. Gengivelsen af lydsidens højeste toner er generelt fin, og brugen af LFE-kanalen er sædvanligvis veltimet og effektiv. Panoreringerne er dejlig subtile, og både dialogen og David Shires stemningsfulde musik er tydelig. Især filmens berømte, ulækre kælderscene lyder fortrinligt. Et ukomprimeret PCM-lydspor havde formentlig scoret topkarakter.

EkstramaterialeDavid Fincher har indtalt nogle af markedets bedste kommentarspor, og hans kommentarspor til “Zodiac” lever op til mandens høje standarder. Fincher taler om alt fra skuespillerne og kulisserne, til filmens fiktive elementer og “Director’s Cut”-udgavens nyinkluderede scener. Fincher er intelligent, ydmyg og velformuleret, og han holder ingen mærkbare pauser. Skivens andet kommentarspor er med skuespillerne Robert Downey Jr. og Jake Gyllenhaal, manuskriptforfatteren James Vanderbilt, produceren Brad Fischer og den velrenommerede romanforfatter James Ellroy. Deltagernes anekdoter er generelt mere muntre end Finchers. Heldigvis gentager gruppen næsten intet af det, Fincher siger på sit kommentarspor.

“Zodiac Deciphered” (54 min.) er den eneste af de inkluderede dokumentarer, som ikke præsenteres i 1080i. Der er tale om en fascinerende gennemgang af filmens tilblivelse, som byder på interviews med Fincher og skuespillerne, men også virkelighedens Robert Graysmith, filmens rekvisitører, kulissemagere m.fl. Man får virkelig et godt indtryk af, hvor perfektionistisk Fincher er. Kostumefolkene benyttede sig bl.a. af politirapporterne til at fabrikere de samme sko til skuespillerne, som Zodiacs ofre var iført! Vi ser også Fincher bede Gyllenhaal om at tage en scene om mere end 30 gange, hvor han bare skal lægge en avis på et bilsæde.

Både “This is the Zodiac Speaking” (103 min.) og “Prime Suspect: His Name was Arthur Leigh Allen” (43 min.) tilbyder endnu mere information om Zodiac-sagen. Begge dokumentarer udgør et glimrende supplement til filmen og er proppede med interessante billeder, optagelser og interviews med overlevende ofre og flere af dem, der efterforskede sagen. Til tider er de nøjagtig lige så fængslende som Finchers spillefilm.

“The Visual Effects of Zodiac” (16 min.) er mere interessant end de fleste featuretter om special-effects. Hvor er det forfriskende at høre effektfolk tale om forsøget på ikke at få computereffekter til at virke åbenlyse. Filmens biograftrailer og tre interessante sekvenser, der sammenligner computeranimerede storyboards med færdiggjorte sekvenser, medfølger også.

Forførelsens kunstVentetiden på nyt fra velrenommerede David Fincher har været rystende lang, især taget med i betragtningen, at sidste bedrift, “Panic Room”, ikke hører til mesterinstruktørens allerstørste meritter. Alligevel slås tonen i “Zodiac” an med et festfyrværkeri i anledning af den amerikanske uafhængighedsdag, men måske også for at markere, at der er kommet nye boller på suppen.

Således er “Zodiac” et anderledes storladent portræt af en seriemorders legen kispus med amerikanske medier og politimyndigheder, baseret på faktuelt eksisterende sagsakter. Filmens optik hviler i særdeleshed på tegneren Robert Graysmith (Jake Gyllenhaal), der sammen med kollegaen og journalisten Paul Avery (Robert Downey Jr.) er ansat på dagbladet San Francisco Chronicle. De indrulleres begge i fortællingen, da den opmærksomhedskrævende morder under navnet Zodiac bevidst kontakter medierne for at komme i offentlighedens søgelys.

Filmen er i sin helhed baseret på netop Graysmiths bog om samme umenneskes kyniske leg med andres liv og død, men det er dog det fremragende cast, der bærer fortællingen helt i hus. Stærkest er en umådeligt veloplagt Robert Downey Jr., der glimrer i sin personificering af arketypen på en journalists fatale deroute. Men også Jake Gyllenhaal, der i en vis forstand forsøger at samle alle de løse tråde, er som den ukuelige tegner Robert Graysmith usædvanlig skarp, selv om det i filmens didaktik har store omkostninger for privatlivet. Det har det på den anden side også for Mark Ruffalos detektiv, David Toschi, så måske er det blot spillereglerne for de involverede parter.

Mens den berygtede og flittigt omtalte morder fortsætter med at myrde løs på eget initiativ og får tilfredsstillet sit behov for opmærksomhed, vil hysteriet øjensynligt ingen ende tage. Medierne går i synkront selvsving, alt imens de konkurrerer med hinanden og med de amerikanske gendarmere om at være længst fremme i efterforskningen, først med det nyeste nye og bedst til at skabe frygt. Det afstedkommer – naturligvis – uanede mængder af teorier om mistænkte, bevæggrunde og ikke mindst handlemønstre, som giver stof til flere årtiers målløs menneskejagt.

“Zodiac” strækker sig nemlig over tre årtier, hvor fornemmelsen af den sociokulturelle udvikling hele tiden er allestedsnærværende. Det er som med så meget andet David Finchers fortjeneste, ligesom kriminalfortællingens dragende elementer også er det. Alligevel kan instruktørens seneste produkt ikke siges at være helstøbt. Det er for så vidt filmens ulempe, at fortællingen strækker sig over så lang tid, for i det lange løb giver det en følelse af tomgang, selv om det er svært at se, at “Zodiac” kunne have været skåret ret meget anderledes.

Og så er der fascinationsproblematikken. Det bliver aldrig helt tydeligt, hvorfor en tegner på det lokale dagblad har så stor interesse i en mordgåde, at han sætter både karriere og privatliv med hustru og børn på spil. Den fascination har med bl.a. “Seven” været tydeligere hos instruktøren selv, og også i filmens sanselige æstetik bliver det evident. Gul er jalousiens, sindssygens og det forstyrrede sinds farve. Ikke noget under, at netop den farve er så stærkt fremhævet, når det er en massemorder, vi taler om.

“Zodiac” er et velafrettet skud fra David Finchers hofte og imponerer på mange måder. Andre instruktører i samme situation havde formentligt ikke fået det samme ud af materialet, og netop derfor er det drønærgerligt, at filmen ikke evner at skille sig ud som usædvanlig kriminalfortælling. Manuskriptets syninger er desværre for tydelige i visse situationer, og filmen minder til dels om beslægtede film med en tilsvarende agenda. Dér, hvor “Zodiac” fænger, duperes man som tilskuer af både skuespillet og fascinationen af en gal mands værk. Spørgsmålet er imidlertid, om det er nok til at lade sig forføre fuldt ud, ligesom det lykkes Zodiac at forføre de amerikanske medier?

Video”Zodiac” fremstår i et fremragende og knivskarpt anamorphic widescreen 2.40:1 format. Som en smule malurt i bægeret indfinder der sig dog undervejs enkelte eksempler på edge-enhancement og andre digitale udfald, mens udtværinger og støv derimod er ikke-eksisterende. Endvidere er farvetemperaturen med sit stærke farvevalg god og kontrasten tilsvarende solid. Alt i alt en betagende oplevelse.

AudioOgså lyden hører til udgivelsens stærkeste kort. Det engelsksprogede Dolby Digital 5.1 lydspor er en uundværlig del af “Zodiac” og medvirker til at påføre filmen sin unikke stemning. Stemningsskabende er nemlig den tidstypiske 60’er- og 70’er-musik, der løbende indgår i filmens univers, mens den detaljerige atmosfærelyd også giver sit besyv med. Lyden kommer ud i alle kanaler og byder tillige på flere lydpanoreringer, ligesom dialogen også er dejligt distinkt.

EkstramaterialeUdgivelsens svageste punkt er ekstramaterialet, der ud over trailere for “300”, “Blood Diamond” og den kommende “Zodiac Director’s Cut” tilbyder den interessevækkende featurette “This is Zodiac”. Her gives indblik i den autentiske historie bag filmen og tilblivelsen af denne igennem interview med instruktøren David Fincher samt de medvirkende skuespillere. Desværre opvejer det ikke for et samlet set middelmådigt indtryk.

Med seriemorderfilmen “Zodiac” er instruktøren bag den skelsættende “Se7en”, David Fincher, tilsyneladende vendt tilbage til en gammel genrekending. Men “Zodiac” befinder sig milevidt fra den bestialske “Se7en” og vil måske ikke falde i alles smag med sin metodiske fokus på opklaringen af en række mord, og en slutning, der nægter publikum tilfredsstillelsen af en endegyldig løsning på mordgåden.

“Zodiac” er baseret på Robert Graysmiths to bøger om Zodiac-morderen. Graysmith arbejdede som karikaturtegner på avisen San Francisco Chronicle i 1969, da en morder, der skulle blive kendt som Zodiac, skød et teenage-par. Efter episoden sendte morderen drilske kodede beskeder til flere aviser i San Francisco-området, hvori han truede med at dræbe flere. Flere mord fulgte, som Zodiac tog skylden for. Hvorvidt han begik dem alle, sår filmen dog tvivl om.

Fire mænd bliver besat af sagen; kriminalreporteren på San Francisco Chronicle, Paul Avery (Robert Downey Jr.), Robert Graysmith (Jake Gyllenhaal), og kriminalinspektørerne David Toschi (Mark Ruffalo) og William Armstrong (Anthony Edwards). Filmen flakker skarpt mellem et utal af ledetråde og en alenlang liste over mistænkte. Mens Zodiac-morderen håner politiet og pressen med opringninger og kodede beskeder, bliver journalisten Avery, besat af opklaringen, drevet ud i et svært misbrug, der i sidste ende får ham fyret. Kriminalinspektørerne Armstrong og Toschi, ligeledes besat af sagen, ender nærmest med at opgive at opklare den efter at have været igennem utallige mistænkte uden held. Tilbage bliver til slut kun Graysmith, som forsømmer børn og kone i samme frustrerende jagt på morderen og sandheden.

Med sine uendelig mange ledetråde og blindgyder holder “Zodiac” sit publikum i et hypnotisk greb af spænding, som er svært vriste sig fri af, selv da filmen er slut. Måske skyldes det, at vi egentlig aldrig får en endelig og definitiv opklaring af filmens mordsag, og dermed tvinges vi til at overveje, hvor filmen egentlig vil hen. Selvom “Zodiac” fokuserer på opklaringsarbejdet, er den rigtige morders identitet ikke det, der har optaget Fincher mest. I stedet er det vejen frem til opklaringen af sagen, der står i centrum, og ikke mindst erkendelsen af, at den absolutte sandhed om sagens omstændigheder kun er en flygtig størrelse, som man aldrig formår helt at fange i sin reneste form, og som aldrig lever helt op til hverken forventninger eller forhåbninger.

“Zodiac” er uhyre spændende, men den er samtidig også frygtelig udmattende. Selvom den aldrig slipper sit spændingsgreb, kan det være svært at bevare koncentrationen gennem filmens samtlige 158 minutter. Den udmattende spilletid illustrerer den langvarige opklaring og tematiseringen af en mordsag, der bliver en ødelæggende besættelse for dem, der forsøger at opklare den.

“Zodiac” er så rig på minutiøse detaljer, lige fra træerne, der omgiver en mordscene, til et kvindeligt mordoffers blå mærker, at det grænser til det vanvittige. Ligesom filmens detektiver og reportere skal Fincher have været besat af detaljer og genskabelsen af hvad, der rent faktisk skete dengang. Og det er netop den oplevelse af vanvittig besættelse, man sidder tilbage med i de plyssede biografsæder. Helt i stil med hans tidligere film som “Se7en” har Fincher her drænet billederne for mættede farver. Specielt er den første halvdel af filmen, der foregår fra slutningen af 60’erne og op til de tidlige 70’ere, holdt i sygelige gulbrune farvetoner, så morderens bestialitet og politiets desperate forsøg på at opklare sagen er indhyllet i en anspændt stemning af frustration og betændthed.