Dèjá Vu er betegnelsen for følelsen af, at man har oplevet noget før, selvom man ved, det ikke passer. En sådan er der en chance for, man føler i filmen af samme navn, for indledningsvist ligner den unægteligt noget man har set før. Den er instrueret af Tony Scott og har Denzel Washington øverst på rollelisten. Sidst de to udgjorde et makkerpar var i den brutale “Man on Fire”, men selvom vi stadig er i thriller-genren, er “Dèjá Vu” dog knap så blodtørstig.

Historien foregår i New Orleans, ikke så frygtelig længe efter orkanen Katrina hærgede byen (filmen var rent faktisk planlagt inden katastrofen, men blev udskudt pga. ødelæggelserne). Byens kvaler er dog langt fra slut. En færge proppet med uskyldige mennesker springer i luften. Anti-terror agenten Doug Carlin (Denzel Washington) bliver sat på sagen, og konstaterer, at der er tale om et terrorristangreb med en bilbombe. Under efterforskningen opdager han dog noget mærkværdigt. En af ofrene er Claire Kuchever, som er blevet skyllet op på bredden af Mississippi, men er blevet fundet mistænkeligt hurtigt. Overbevist om, at hun rumme nøglen til hele forbrydelsen, opsøger han hendes lejlighed, hvor han finder nogle blodige bandager, og et kryptisk budskab skrevet på køleskabet med magnetbogstaver: “Du kan redde hende.”

Under efterforskningen møder Carlin FBI-agenten Andrew Pryzwarra (Val Kilmer), som bliver imponeret over Carlins observationsevner. Sammen med et hold af videnskabsfolk og teknikere, har han udviklet en ny teknologi, der kan kombinere de forskellige overvågningsoptagelser fra satellitter til at se, hvad der tidligere er sket. Den eneste ulempe er, at man kun kan se nøjagtigt fire dage tilbage. Ved at fokusere på Claire Kuchever får gruppen et spor til gerningsmandens identitet, men snart må Carlin sande, at gruppen ikke helt har fortalt ham sandheden om hvad det er de ser.

“Dèjá Vu” er produceret af Jerry Bruckheimer, og med Tony Scott i instruktørstolen kan man roligt forvente en historie med høj hastighed, samt en god del eksplosioner og roterende biler. Det indeholder den også, men den formår også at stable en historie på benene, der er ganske interessant og underholdende at følge. I den første del af filmen følger vi Carlin, mens han efterforsker og gennemgår bevismateriale på en – for Tony Scott – forholdvis neddæmpet og realistisk facon. Derefter foretager filmen et sådan spring ind i fantasiens rige, at det utvivlsomt vil ryste de fleste tilskuere en anelse.

Handlingen bliver en ganske anden, og inviterer hurtigt til den slags kritik, hvori filmens mange urimeligheder og selvmodsigelser bliver påpeget. Den form for anklager skyder dog forbi målet. Ja, filmen er komplet utroværdig og grænsende til det absurde, men realisme i en sådan historie ville også dræne al fornøjelsen ud af den. Handlingsudviklingen ligner en fantasidrøm fra Carlin, som udgører filmens stærkeste tema og følelsesmæssige tyngdepunkt. Ligesom Dana Andrews i krimiklassikeren “Laura” forelsker Carlin sig i den døde kvindes billede. En kærlighed, der både er ganske rørende og en anelse foruroligende.