Dansk film har inden for de sidste par år fået en saltvandsindsprøjtning, bl.a. ved at unge instruktører tør give sig i kast med regulære genrefilm. Sidste år viste Nikolaj Arcels flotte “Kongekabale” at det sagtens kan lade sig gøre at lave en effektiv dansk thriller, og nu følger Jannik Johansen, manden bag kupfilmen “Rembrandt”, trop. Med “Mørke” præsenterer han os for en psykologisk spændingsfilm efter alle kunstens regler. Men det er samtidig også et menneskeligt drama omhandlende selvmord, skyldfølelse og den ofte uigennemtrængelige barriere som forhindrer os i at nå ind til dem vi holder af.

Historien bag “Mørke” bygger delvist på instruktørens egne oplevelser med en søster som prøvede at begå selvmord, men i samarbejde med manuskriptforfatter Anders Thomas Jensen har Johansen leget med fortællingen og pakket det hele ind i en klassisk thrillerramme. Den unge Jacob (Nikolai Lie Kaas) bliver besat af at finde ud af hvorfor hans hjerneskadede søster Julie (Lotte Bergstrøm) valgte at tage sit liv på sin egen bryllupsnat. Det får ham til at opsøge hendes kæreste Anker (Nicolas Bro), som efter tragedien er flyttet tilbage til det dunkle Jylland, og her i den lille flække Mørke bliver Jacob pludselig i tvivl om, hvorvidt der er tale om en frygtelig forbrydelse eller om han er ved at miste sin forstand midt i al sorgen.

Der spilles lige fra starten af på denne usikkerhed og filmen leverer en effektiv spændingsopbygning, selvom den markerer de enkelte plotpunkter lige lovlig meget. Det mærkes at dette er instruktørens første livtag med genren, for det er som om han har været bange for at underinformere. En knap så firkantet klamren til alle thrillerens konventioner havde klædt den bedre, men samtidig bør man rose manden for at kunne jonglere med både et spændningsplot og interessante tematikker som skyld og afmagt, uden at tabe nogle af disse på gulvet. Det er dog grundhistorien om Jacob og hans søster, som forbliver den mest vedkommende, og det er da også i netop i denne del af fortællingen, at “Mørke” lyser klarest. Samtidig er denne ramme med til at gøre filmen til lidt mere end blot en ordinær genrefilm, ligesom det var tilfældet med f.eks. “Nattevagten”. Jeg kan i hvert fald ikke lade være med at spekulere over, om ikke Johansen har skævet til Christopher Nolans ukonventionelle “Insomnia”.

Der spilles sikkert over hele linien og især Nikolaj Lie Kaas, som er kendt for sit brede talent, brillerer i hovedrollen. Han er både stærk og intens i sin portrættering af manden, der bærer på en skyldfølelse større end han kan magte, og hans underspillede naturlighed sørger for at troværdigheden bibeholdes selv i de mere plottunge passager. Nicolas Bro, som efterhånden har påtaget sig rollen som ‘den sjove tykke’ i dansk film, er ikke uden sit komiske islæt her, hvilket nok virker en kende upassende af og til, men i de mere afdæmpede stunder er han sjældent indfølt. Der er noget stærkt foruroligende over den lidt sære og ensomme, men godhjertede Anker, som i Bros skikkelse kolliderer med hans sædvanlige typecasting.

Lotte Bergstrøm er som søsteren Julie allestedsnærværende selv efter hendes død – som spøger hun hele tiden i tilskuerens bevidsthed. Måske skyldes det, at hendes korte og dog prægnante fremtoning som den handikappede Julie med ar på sjælen i den grad brænder sig fast på nethinden og virkelig bevæger. Hendes tilstedeværelse, til tider kun som en flygtig feberdrøm i Jacobs brødebetyngede sind, tilfører elegant filmen en sart og gådefuld melankoli. Som det jyske indslag er både Morten Lützhøft som den forsmåede landbetjent Carl og Anne Sofie Byder som den gæve Sonja ganske fine, selvom faren for at kamme over i karikerede bonderøve lurer. Endelig er Lærke Winter Andersen endnu et stærkt kort i sin anderledes rolle som den vansirede og skrøbelige Hanne, der søger tryghed hos den altforbarmende Anker.

Det gode skuespil får dog kamp til stregen af filmens ubetingede es, komponisten Anthony Genn og dennes fantastiske score. Det er en lille genistreg, der her er blevet begået, da musikken passer som hånd i handske med både den underliggende tematik og hele spændingselementet. For en gangs skyld er vi befriet for det sædvanlige klarinethelvede, som kendetegner dansk filmmusik. Englænderen Genn, som også arbejdede sammen med Johansen på “Rembrandt”, har kreeret et score, der favner det dybt bevægende, ofte tårefremkaldende – uden at svælge i patos – det enkle og supersmukke, samt det krybende uhyggelige og varslende. Simpelt og storslået og frem for alt rammende.