Constant Gardener, The
Anmeldelse 1 af 2
Udgivet 30. mar 2006 | Af: El vez | Set på DVD
Den idealistiske Tessas interesse ligger i det kenyanske folks velfærd, og gennem hendes politiske arbejde i landet, lykkes det hende at opsnappe information om medicinalindustriens misbrug af lokalbefolkningen – oplysninger som hun har holdt for sig selv for at skåne sin ægtemand og hans karriere. De to er komplette modsætninger og hendes fravær får den ellers passive og tilbagetrukne Quayle til at indse at han må tage riven i den anden hånd og komme til bunds i sagen.
Gennem flashbacks bliver deres forhold langsomt etableret, og i takt med at vi lærer karaktererne at kende, åbner Justins undersøgen op for et væld af tråde, der udgør mysteriet omkring Tessas død. Denne interessante fortællemåde er med til at skærpe nysgerrigheden hos seeren og det gør også at visse, ellers åbentlyse detaljer forbliver overraskende hen mod filmens slutning.
Den helt unikke “City of God” var instruktør Meirelles’ sidste præstation på det store lærred. Med “The Constant Gardener” er Rios plagede ungdomsmiljø skiftet ud med den kenyanske fattigdom, og det personlige og realistiske touch er stadig intakt. Grunden til at filmen alligevel har en eftersmag af plastic, skyldes at “The Constant Gardener” ikke leverer en synderligt original historie. Filmholdet har stor fortjeneste i denne levendegørelse af John le Carrés roman, og det er især Meirelles’ arbejde, samt de fine skuespilpræstationer og ikke mindst det helt emminente kameraarbejde af fotograf César Charlone, der gør filmen til noget særligt. Imponerende panoreringer og flotte kenyanske stemningsbilleder bliver afløst af kaotiske håndholdte optagelser, hvilket gør oplevelsen af begge yderligheder tilsvarende mere interessant.
Ikke noget prangende lydspor, men en habil udnyttelse af mediet.
“Behind the Scenes”: 11 minutters bag om kameraet, giver os et kort indblik i skabelsen af filmen. Primært bestående af små interview-bidder med skuespillere og instruktør, der alle er meget entusiastiske omkring projektet.
“From Page to Screen”: Forfatteren John le Carré har tidligere fået sine værker filmatiseret. I dette korte interview fortæller han om processen og om sine holdninger til processen. Desværre kommer han aldrig konkret ind på “The Constant Gardener” og om hvorvidt han er tilfreds med resultatet.
“Filming in Kenya”. Et kort program der specifikt omhandler optagelserne i Kenya, der oprindeligt slet ikke var planlagt som location til filmen. Efter få dages ophold blev filmholdet dog overbevist om at det var det helt rigtige sted at optage. Mange af filmens statister er, ligesom i Meirelles’ “City of God”, lokale indbyggere.
“The Constant Gardener” er en forholdsvis traditionel thriller, men pakket så delikat ind i flotte skuespilpræstationer, fremragende fotografering og et par små twists undervejs, der får middelmådigheden til at glide ubesværet ned. Selvom det ikke er tilfældet, sidder man efter filmen med en fornemmelse af at man har oplevet noget særegent.
Denne lettere skrabede udgivelse på dvd tilbyder desværre ikke noget ekstraordinært til hverken entusiaster eller fans af genren.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet