Lucky Number Slevin
Udgivet 11. maj 2006 | Af: filmz-kloister | Set i biografen
De to rivaliserende gangsterbosser The Rabbi og The Boss styrer New Yorks underverden. Da The Boss skal hævne mordet på sin egen søn ved at myrde The Rabbis søn, søger han efter den mest berygtede lejemorder der findes – Mr. Goodkat. Nu skal det ud ad til ikke se ud som en likvidering, så Mr. Goodkat udtænker en plan om at få en af de mange mennesker, der skylder The Boss penge, til at begå mordet, som afbetaling på gælden. Valget falder på den uheldige Nick Fischer, der skylder The Boss rigtig mange penge. Uheldigvis for Nicks ven Slevin, der netop er kommet på besøg i vennens lejlighed, er Nick forduftet, og Slevin bliver nu taget for at være Nick. Iført badehåndklæde bliver han ført til The Boss, der giver ham tilbuddet om at fjerne gælden. Slevin har ikke mulighed for at afvise gangsteren, der giver ham en mere end uheldig fremtid i sigte, såfremt han afslår at myrde The Rabbis søn.
Morgan Freeman gør det som regel i rollen som good guy, og der er da noget ved hans person, der udsender en aura af intelligens, godhed og “mig kan du altid stole på”. Her i “Lucky Number Slevin” har han så fået lov til at prøve kræfter med rollen som skurk. Uanset om man så havde set Morgan Freeman i film før eller ej, kan man bare ikke forholde sig til at denne her fyr er en rigtig slem en med mange menneskers liv på samvittigheden, han virker bare så enormt rar som The Boss, og det kan godt hæmme filmen en del. Sir Ben Kingsley spiller The Rabbi, og man er i store dele af filmen i tvivl om det er meningen at hans karakter skal være sådan lidt småretarderet i gestik og mimik. Under alle omstændigheder, så er hverken The Boss eller The Rabbi særligt frygtindgydende, og valget af netop de to som skurke i filmen er ikke så heldigt for troværdigheden. Bruce Willis har en mindre, men katalyserende rolle, som nok er en af hans værste præstationer til dato – den kører et hundrede procent på autopilot, og det er naturligvis udmærket, da han kan rollen til hudløshed, men så er der bare ikke mere at komme efter.
Filmens bedste roller indehaves af Lucy Liu og Josh Hartnett. Den sidste i rollen som Slevin viser at han faktisk er i stand til at spille på flere tangenter. Han leverer en solid og underfundig præstation, der i omrids godt kunne minde om Jonathan Rhys-Meyers’ rolle i “Match Point”. Lucy Liu har fået en helt ny rolle trukket over hovedet, og er man i stand til at fjerne billedet af hende i stramme læderdragter udførende flyvende sidespark, ja så passer rollen som den levende, sjove og energiske nabo hende aldeles fint.
“Lucky Number Slevin” er glat som en ål, påtaget, for meget, men har alligevel et godt drive og en formidabel dialog, der – når den er original – er uovertruffen. Den har dog ét altoverskyggende problem; hele dens opbygning står og falder på plot-twists og hvordan historien drejes. Her har den dog i den grad undervurderet sit publikum, og frakendt biografgængere enhver mulighed for selvstændig tankevirksomhed, og det gør det til en lidt tam oplevelse, da man ikke får de store overraskelser undervejs, selv om det har været intentionen. Filmen er hurtigt glemt igen, og hverken det imponerende cast eller en momentvis funklende dialog er nok til at gøre “Lucky Number Slevin” mere end blot middelmådig.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet