Sørgmodig morskabHvem havde dog forventet, at en film om incest, glædesløse begravelser og en selvdestruktiv familie i opløsning ville være så fantastisk morsom? Man kunne konstruere en hel håndfuld danske spillefilm ud fra alle de originale knogler, der befinder sig i Peter Schønau Fogs unikke og allerede velrenommerede værks lille krop. Men lad der ikke herske tvivl om, at “Kunsten at græde i kor” ikke blot er meget humoristisk, men samtidig også dybt foruroligende og stærkt bevægende. Der er nærmest tale om en blanding af Tim Roths ubarmhjertige “The War Zone” og Thomas Vinterbergs “Festen”, der, nøjagtig ligesom Fogs film, formåede at kombinere absurd, men plausibel komik med gravalvorlig dramatik uden at bukke under for det tungtvejende ambitionsniveau.

Den særprægede fortællings omdrejningspunkt er en lille sønderjysk familie, der lever i solrige og tilsyneladende idylliske omgivelser. Lille Allan bor sammen med forældrene og storesøsteren Sanne. Ægteparrets ældste, Asger, har allerede forladt reden. Men selvom familien ved første øjekast ligner en ganske traditionel og usærlig en af slagsen, foregår der skumle ting bag den fredsommelige facade. For når farmand bliver trist til mode og højlydt truer med at begå selvmord, begiver Sanne sig ned til den hulkende mand for at trøste ham. Præcis hvordan, ved Allan ikke, men sønnen er opsat på at gøre farmand glad, og faderens ulykkelighed begynder langsomt at ødelægge Allans naive verdensbillede.

Der kan ikke siges nok gode ting om 11-årige Jannik Lorenzens indsats i rollen som Allan. Drengens nuancerede toppræstation er mere kompleks og mindeværdig end størstedelen af det, hans ældre medspillere har præsteret gennem karrieren. Den unge gut har et næsten foruroligende godt kendskab til, hvor grænsen mellem komedie og tragedie befinder sig – han er ofte hjerteskærende, ofte hysterisk morsom, altid en fornøjelse. Ikke overraskende er Jesper Asholt også perfekt som historiens modbydelige, men alligevel paradoksalt sympatiske far. Den charmerende aktør er eminent til at få den egoistiske mands medmenneskelighed til at skinne igennem i korte glimt, hvilket kun gør faderen til en endnu mere foruroligende og fascinerende størrelse.

Men desværre får ikke alle skuespillere eller karakterer nok spillerum eller spilletid til at brillere. Enkelte bipersoner virker også lettere karikerede, men at hovedfigurernes omgangskreds fremstår en smule anonym understøtter til dels også en af filmens pointer: omverdenen konstituerer én stor ansigtsløs masse, der trygt lever i bedste velgående uvidende om virkelighedens barske, buldrende realiteter.

Havde Fog, manuskriptforfatter Bo Hr. Hansen og forfatteren til den bagvedliggende bog, Erling Jepsen, ikke indsprøjtet en masse humor i fortællingen, havde det formentlig været svært at komme helskindet igennem forløbet. Men det har de heldigvis, og humoren virker sjældent utroværdig eller uoprigtig. Et godt eksempel er en fabelagtig middagsscene, som starter stilfærdigt, men udarter sig til et verbalt slagsmål, der tydeliggør familiens selvdestruktive natur. Situationen er så absurd, men samtidig også dybt troværdig, at lattermusklerne automatisk sættes på overarbejde.

Fog og hans kollegaer føler det heldigvis aldrig nødvendigt at ty til forcerede nærbilleder, billige punchlines eller finurlig musik for at effektivisere den kulsorte, groteske humor – æstetisk er filmen forbeholden, men trods alt slående. Men det er de følelsesladede, intime øjeblikke mellem familiens medlemmer, der står stærkest i erindringen. Det føles til tider underligt både at græde og grine, mens man overværer en familie, der støt og roligt fortæres af usagte hemmeligheder. Men “Kunsten at græde i kor” er nu heller ikke en film, der nyder at spille andenviolin til ordinære konventioner eller forventninger.

VideoPræsenteret i 1.85:1 anamorphic widescreen format. Filmens kølige, matte look, som går godt i spænd med selve historien, gengives fint på dvd. Farverne virker drænede, men aldrig utroværdige eller unaturlige. Kontrasten er fornem, og udtværing hænder aldrig – selv ikke under filmens mange skyggelæssede nattescener. Edge-enhancement optræder enormt sjældent og aldrig i tilnærmelsesvis distraherende grad. Billedet er også skarpt, men det er dog en anelse mærkeligt, at der optræder en lille smule støj og snavs (såsom et par små stykker hår), når nu filmen er så ny.

AudioDet danske Dolby Digital 5.1 lydspor understøtter også filmen godt. Det kommer ikke som nogen stor overraskelse, at der ikke er nogen uforglemmelige panoreringer eller megen aktivitet i baghøjtalerne. Lydeffekterne og musikken virker stilfærdig, og det er først og fremmest skuespillernes replikker, der bærer filmen. Dialogen er heldigvis også distinkt, og den lyder derudover fyldig og plages aldrig af overstyring. Hvis man har problemer med at tyde replikkerne skyldes det snarere de tykke jyske dialekter, men heldigvis kan fynboer og sjællændere glæde sig over, at udgivelsen indeholder undertekster.

EkstramaterialeUdover filmen indeholder dvd’en kun traileren til filmen og et interview med forfatteren Erling Jepsen, som stod bag produktionens romanforlæg. Interviewet varer 20 minutter og især for én som undertegnede, der ikke vidste meget om bogen på forhånd, er det interessant at høre om, hvorledes Jepsens egen barndom inspirerede ham til at forfatte romanen. Jepsen er en interessant og levende fortæller, og hans kommentarer får kun én til at ærgre sig over, at der ikke er blevet inkluderet mere ekstramateriale med ham, bogen eller filmen som omdrejningspunkt.