I Zen-buddhismen er det en hovedpointe at de dybeste sandheder ikke kan udtales eller udtrykkes, men kun sprogløst erkendes. Noget lignende kan man til tider erfare med kunst, hvad enten det drejer sig om film, bøger, musik eller billedkunst. Den kan have evnen til at udtrykke noget man kun ufuldstændigt kan nærme sig via sproglige omveje.

Et godt eksempel på en film der udtrykker mere end hvad der umiddelbart kan beskrives, er den sydkoreanske “Forår, sommer, efterår, vinter… og forår”. Filmen er en fabel om livets forskellige stadier, betagende smukt illustreret via forskellige årstider. Hver enkelt årstid udgører et kapitel hvori vi følger en munks udvikling fra dreng til aldrene mand.

Fortællingen udspiller sig omkring et lille isoleret buddhistisk kloster der kun bebos af en gammel munk og hans lærling, drengen hvorom filmen centrerer sig. I “Forår” morer drengen sig – en dag hvor han er ude og samle lægeurter – med at binde små sten rundt om de dyr der befolker søen. Den gamle munk overværer skjult hændelsen men forbliver tavs. Den følgende morgen vågner drengen op med en stor sten bundet på ryggen. Han trygler munken om at fjerne den, men munken er urørlig. I stedet får drengen instrukser om at befri de dyr han har bundet en sten til, men munken advarer: “Hvis et af dyrene er døde vil du for evigt bære stenen i dit hjerte”.

I “Sommer” er drengen blevet en ung mand. En mor ankommer til klosteret med sin syge datter i håb om at finde en kur via lægeurter eller bøn. I pigen bliver den unge munk for første gang konfronteret med kærligheden og snart føler han en lyst han ikke før har kendt til. Den gamle munk advarer ham at med begær følger der en destruktiv besiddertrang, men den unge munk er alt for forgabt i pigen til at lytte og måske er lysten til hende også længselen efter verdenen hinsides søen.

“Forår, sommer, efterår, vinter… og forår” er instrueret af Ki-duk Kim, der selv spiller drengen som aldrende mand. Ki-duk Kim er ikke mindst berømt (og berygtet) for “The Isle”, der chokerede ved premieren i Venedig, hvor den eftersigende fik tilskuere til at kaste op og udvandre (selvom en del af udvandringen måske skyldtes fornævnte opkast snarere end selve filmen). Den reaktion vil “Forår, sommer…” næppe forsage. Selvom der er enkelte voldsomme optrin er filmen for det meste fredelig og fortalt i et langsomt, nærmest meditativt tempo. Dialogen er ganske sparsom, i stedet er filmen fortalt gennem en fortryllende billedside og Ki-duk Kims udsædvanlige evne til at få sine personer til at kommunikere uden ord.

Filmens budskaber, symboler og fortælling er naturligvis kraftigt inspireret af Buddhisme, men alligevel er filmen langt fra buddhistisk dogmatisering (Ki-duk Kim er da heller ikke selv buddhist, men katolik). I stedet bruger den temaerne til at udtrykke nogle almene menneskelige sandheder om livet, den måde vi handler på og hvilke konsekvenser det har.