X-Files, The: I Want to Believe

InstruktionChris Carter

MedvirkendeCallum Keith Rennie, Amanda Peet, Billy Connolly, David Duchovny, Gillian Anderson, Adam Godley, Xzibit, Nicki Aycox, Carrie Ruscheinsky, Alex Diakun, Fagin Woodcock, Marco Niccoli, Spencer Maybee, Veronika Hadrava, Denis Krasnogolov

Længde105 min

GenreSci-Fi, Action, Thriller

IMDbVis på IMDb

I biografen01/08/2008


Anmeldelse

X-Files, The: I Want to Believe

3 6
Strengt forglemmelig

Da “The X-Files” blev transmitteret for første gang tilbage i 1993, var der ikke mange, der tændte flimmerkassen for at følge med. Der gik nogle år, før tv-serien tilegnede sig millioner af fans, der ugentligt aktiverede fjernsynet for at overvære FBI-agenterne Fox Mulder og Dana Scullys efterforskninger af de særeste sager. Derfor vil nogle måske mene, at det er passende, at den engang så velrenommerede franchise stiller træskoene på samme måde, som den i sin tid gjorde entré: Mere eller mindre ubemærket. Men uanset om det er passende eller ej, er det svært at acceptere, at Mulder og Scullys længe ventede genforening hænder i en film så traditionel som “The X-Files: I Want to Believe”.

Hvorfor var der monstro så få biografgængere verden over, som så “The X-Files: I Want to Believe”? Manuskriptforfatteren Frank Spotnitz bebrejdede “The Dark Knight” for at have drænet publikums lyst til flere dystre thrillere i sommers. Vås. I stedet for at bebrejde mørkets ridder burde Spotnitz måske selv udvise lidt ridderlighed og indrømme, at han og kollegaen Chris Carter brugte de forgange seks år, siden serien sluttede, på at grifle et manuskript, der bedst kan beskrives som en halvhjertet nyfortolkning af “Ondskabens øjne” – komplet med en klam kvindekidnapper, afskårne kropsdele og en dømt forbryder, der hjælper protagonisterne med at finde en anden slyngel. “The X-Files” var engang banebrydende. “The X-Files: I Want to Believe” er bare banal.

”Det var min intention at skræmme folk,” sagde “The X-Files”-skaberen (og filmens instruktør) Chris Carter i et interview kort før filmens premiere, da han blev adspurgt om sin motivation til at lave filmen. Det lykkes sjældent for Carter at få tilskueren til at spjætte, men det er mere forbavsende, at noget så simpelt var mandens største incitament til at lave filmen. Ganske vist var den første “The X-Files”-spillefilm fra 1998 ikke synderlig ambitiøs, men den var trods alt ligeså storladen, som en kostelig Hollywood-thriller bør være, og den gjorde ting, som dengang var umulige at præstere på tv. Derimod er der meget lidt, der får “The X-Files: I Want to Believe” til at adskille sig fra tv-seriens mere jævne episoder.

Den første film var endda mere lettilgængelig end denne angiveligt enkeltstående affære, som er proppet med (ofte obskure) referencer til tv-serien. Men filmen besvarer ingen af de talløse spørgsmål, som føljetonens sidste og frustrerende afsnit fik publikum til at stille, og fordi filmen floppede, bliver de formentlig aldrig besvaret. Suk. Bevares, “The X-Files: I Want to Believe” er en nogenlunde thriller, der undertiden får seeren til at gyse, smile og filosofere over den menneskelige eksistens ligesom seriens bedre kapitler. Og hvis det lyder, som om undertegnede mener, at filmen er en fiasko, er det blot, fordi tv-seriens tårnhøje standarder har skabt en forventning om at se noget bedre end en velspillet metervare uden substantielle overraskelser.

Det er en virkelig stor fornøjelse at se David Duchovny og Gillian Anderson i aktion igen som henholdsvis Mulder og Scully. De to karakterskuespillere passer sammen som fod i hose, og Duchovnys knastørre sarkasme er ligeså uimodståelig som altid. Resten af ensemblet imponerer også. Selv rapperen Xzibit er hæderlig som en hårdkogt FBI-agent, mens den sædvanligvis enerverende Billy Connolly simpelthen er fænomenal som en pædofil og synsk præst, der assisterer FBI i deres jagt på kidnapperne. Og Carters tro samarbejdspartner Mark Snow har komponeret et af sine mest eksperimenterende og interessante scores til dato.

Dvd’en indeholder den såkaldte “Director’s Cut”-udgave af filmen (hvis man vil gense biografudgaven, skal man købe filmen på Blu-ray). Filmen er blevet blodigere og få sekunder længere, og rulleteksterne akkompagneres nu af en masse fjollede stillbilleder af folkene, der arbejde på filmen.
Video

Præsenteret i 2.40:1 anamorphic widescreen-format. Tv-serien ser bedre ud på dvd end denne splinternye film. Transferet er simpelthen for sløret. Det er til at døje med under nærbillederne, men totalbillederne er ofte så uskarpe, at man irriteres. Edge-enhancement dukker også op, men både kontrast- og farvegengivelsen er optimal, og billedsiden er blottet for snavs.

Audio

Det engelske Dolby Digital 5.1-lydspor har en rigtig god bund takket være fornem udnyttelse af subwooferen. Der er mange fine panoreringer, og selvom atmosfæren godt måtte have været lidt mere detaljerig, leverer alle højtalere trods alt en hel del subtile lydeffekter, der gør positivt indtryk. Hverken dialogen, lydeffekterne eller musikken overdøver nogensinde hinanden, og lyden er overordentlig distinkt.

Ekstramateriale

Instruktør Chris Carter og manuskriptforfatteren Frank Spotnitz, der også producerede filmen, har indtalt et nogenlunde kommentarspor. Mange oplagte spørgsmål svarer duoen desværre ikke ordentligt på, men de to samarbejdspartnere er gode til at gennemgå scenernes tilblivelse og samarbejdet mellem de forskellige folk foran og bag kameraet.

Tre slettede scener (6 min.) befinder sig på skiven. Det ville være en underdrivelse at betegne dem som hamrende uinteressante. Der er også et spøjst videoklip af Chris Carter, som stolt proklamerer sin glæde over, at Hollywood er blevet bedre til at skære ned på brugen af strøm. “Body Parts” (8 min.) er en meget kort dokumentar om filmens makeup, som formentlig kun vil interessere dem, der brænder for den slags. Desuden medfølger 10 minutters forrygende fraklip og et lille billedgalleri, der ledsages af Xzibits middelmådige hiphop-nummer “Dying 2 Live”.

En såkaldt “digital kopi” af filmen følger også med på sin helt egen disk. Ved at lægge disken i en computer, som er tilkoblet internettet, får man adgang til hele filmen som en lille MP4-fil, der f.eks. kan smækkes på ens mobiltelefon eller iPod. Denne anmelder fatter stadigvæk ikke, hvordan nogen mennesker kan bære at se en hel film på et bitte display på deres telefoner eller MP3-afspillere.

Efter seks års venten må fans af de fiktive FBI-helte Fox Mulder og Dana Scully tage til takke med “The X-Files: I Want to Believe” – en middelmådig thriller, der på trods af godt skuespil og få effektive twists ender som en stor skuffelse. Udgivelsens transfer er middelmådigt, lydsporet er solidt, men hverken kvantiteten eller kvaliteten af ekstramaterialet er synderlig høj. Ligesom selve filmen er dvd’en kun et must for de mest trofaste fans af “The X-Files”.

X-Files: I Want to Believe

5 6
Godt gensyn med gamle vennerNår en populær tv-serie rammer det store lærred, er der store forventninger, som udmunder enten i stor glæde eller stor skuffelse. Sådan var det med den første “X-Files”-film fra 1998, og sådan er det også med den nyeste film, “X-Files: I Want to Believe”. Man vil nok elske filmen eller hade den; det er enten eller – men meget afhænger af ens egen indstilling.
Da tv-serien “X-Files” løb over skærmen for første gang i 1993, fik serien lynhurtigt en dedikeret og trofast fanskare af seere med hang til et godt gys krydret med humor og overnaturlige fænomener. “X-Files” – eller “Strengt fortroligt”, som serien blev døbt i Danmark – leverede varen uge efter uge med FBI-agenterne Fox Mulder og Dana Scully i førersædet. Makkerparret var forskellige som nat og dag. Det var skeptikeren, der mødte excentrikeren. Men det er, som det gamle ordsprog siger: Modsætninger mødes, og sød musik opstår. Den underspillede, men sitrende erotiske tiltrækning, som aldrig syntes at blive forløst, holdt ved i samtlige ni sæsoner, som serien varede, og fortsætter nu ufortrødent i den nye film. Ufatteligt, at man kan blive ved at spinde guld på en kliché, men når det handler om Mulder og Scully, så er intet umuligt.

Skuespillerne David Duchovny og Gillian Anderson træder i karakter som Mulder og Scully igen, som om de aldrig har lavet andet. Mulder har bevaret sin tørre humor og stædighed intakt, mens Scully har bibeholdt sin sunde skepsis, og så er hun smukkere, end vi har oplevet hende før. Med årene er mystikjægerne blevet ældre og mere desillusionerede, men der er stadig en gnist, der er klar til at flamme op i dem begge. Det bliver som et gensyn med gamle venner, man ikke er vokset fra. Nostalgien varmer i maven.

Filmens styrke er ikke handling, instruktion eller special effects – det er karaktererne, der driver værket. Men det samme kan man sige om serien, hvis succes i høj grad hvilede på skuespillernes kemi og indlevelse, som i mange tilfælde kunne redde et nok så fesent afsnit. Den skotske stand-up-komiker og skuespiller Billy Connolly gør sig desuden uhyggeligt godt i rollen som den pædofilidømte katolske præst, Fader Joe, der får uforklarlige syner i en sag, hvor en kvindelig FBI-agent på mystisk vis er forsvundet. Det er i sandhed en X-File, som ikke kan opklares med sædvanlige kræfter. FBI må krybe til korset og bede om hjælp af eksperterne i paranormale sager, Mulder og Scully. Men er de villige til at vende tilbage – og tror de stadig på, at sandheden er derude?

Filmen udspiller sig som et to timer langt afsnit af serien. Nogle vil måske mene, at det er en dårlig ting, men hvorfor forsøge at være noget mere? Det var oprindeligt på grund af serien, at folk sad klinet til skærmen og stadig gør det. Det er da også seriens skaber Chris Carter, der har stået for både manuskript og instruktion i sin debut på det store lærred. Filmen er langt mere luksuriøs billedmæssigt end en af tv-episoderne i kraft af en dygtig filmfotograf og scenograf (det lønner sig for eksempel at blive siddende under rulleteksterne), men dermed ikke sagt, at “X-Files: I Want to Believe” er filmkunst på højt plan. Det er en spændende og vellykket filmudgave af en tv-serie – længere er den ikke, og længere behøver den ikke at være.

Kender man ikke “X-Files” i forvejen, er der en chance for, at man føler sig lidt udenfor, og forventer man en udflugt i konspirationsteorier om rumvæsner og den amerikanske regering, bliver man nok skuffet. Mulders jagt på sandheden handler denne gang mindre om små grønne mænd og mere om troen på, at der generelt er mere mellem himmel og jord. Til gengæld er “The X-Files: I Want to Believe” pakket med masser af sære hændelser, nervepirrende scener, humoristiske guldkorn og flirtende blikke. Alt det, som gjorde den oprindelige serie til et kæmpe hit. Som gammel fan hilser man sine gamle FBI-helte velkommen og går hjem fra biografens mørke med trang til straks at gense samtlige ni sæsoner på dvd for at bevare det nostalgiske sug i maven.

Læs om “X-Files” og science fiction-film i Moviola: De kom fra rummet!


Kort om filmen

En kvindelig FBI-agent er sporløst forsvundet, men da en katolsk pater, der afsoner en dom for pædofili, hævder at være synsk og tilbyder sin hjælp, lokker special agent Dakota Whitney med Scullys hjælp den detroniserede Mulder tilbage i aktiv tjeneste, og snart er det populære makkerpar atter i gang med at udforske det mystiske og det paranormale…