Tristram Shandy
Udgivet 21. jul 2006 | Af: filmz-gurkemeje | Set i biografen
Resultatet er blevet en blændende, underholdende film, hvis tre fortælle-niveauer på naturligste vis fletter sig ind i hinanden. “Tristram Shandy” virker dog mere som en meta-film i stil med François Truffauts “Den amerikanske nat”, end som en filmatiseret 1700-tals roman, eftersom historien om filmoptagelserne optager en stor del af pladsen. Her spiller skuespillerne i en vis grad sig selv – Gillian Anderson spiller Gillian Anderson og Steve Coogan er Steve Coogan – en måde at skildre en selvbiografisk dobbeltrolle på, som vi kender det fra John Malkovich i “Being John Malkovich”.
Steve Coogan spiller hovedrollen som romanpersonen Tristram Shandy, der eksisterer på to planer. Filmen starter med baby Tristrams fødsel, mens den voksne Tristram står på sidelinien og kommenterer slagets gang. En gang imellem tager han 1700-tals parykken af og er nu skuespilleren Steve Coogan, der er i en evig kamp med den anden hovedrolleindehaver om mest skærmtid og om hvem, der får skoene med de højeste såler.
Et af filmens stærkeste kort er den strålende dialog, der bærer mange af dens scener. Lige fra den indledende scene, hvor de to hovedrolleindehavere sidder i sminkerummet og diskuterer, hvorvidt farven på den enes tænder bedst kan beskrives som ‘ikke hvide’ eller mere poetisk som ‘toskansk solnedgang’, til en diskussion mellem filmholdet om, hvad der gør en kampscene god, og som bliver vundet af gruppens kvindelige filmnørd, der gør mændene mundlamme med en skarp analyse af kampen som en metafor for livets evige skærmydsler.
Manuskriptet er med andre ord velskrevet med både dialog, handling og de tidslige spring i narrativet, der glider let og ubesværet ned. Filmens kvaliteter til trods kan det undre, at den kun får premiere i biograferne Grand og Vester Vov Vov. Selvom det umiddelbart lyder elitært med en filmatisering af en roman fra 1700-tallet, så er filmens metafortælling så moderne og ikke mindst underholdende, at den burde kunne trække et større publikum.
Måske gælder det for filmen, som det i sin tid gjaldt romanen. I starten blev den underkendt af sin samtid, men formåede med tiden at finde et stort kult-publikum.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet