Queen, The
Udgivet 1. nov 2006 | Af: The Insider | Set i biografen
En ung, idealistisk Tony Blair har netop vundet en uovertruffen jordskredssejr, og han er alle englænderes darling. Af – for befolkningen – ukendte årsager kommenterer kongehuset ikke Dianas død, hvilket får folket til at producere et sandt ramaskrig og nærmest belejre Buckingham Palace. Det bliver endda antydet, at hele monarkiets eksistens er i fare for at kollapse.
Blair gør, hvad han kan, for at lægge en dæmper på affæren. Men i modsætning til sine kække vejledere, skarpe assistenter og kyniske kone, ønsker Blair ikke at udnytte situationen til at blive en endnu mere ubestridt, national kæledægge. I stedet sætter han nærmere sit eget omdømme på spil ved ivrigt at forsøge at få dronningen til at tale til nationen og vise dem, at hun vitterligt er der for folket og føler med dem.
Mirren forstår, at Elizabeth ikke blot er en dronning, hun er også en tante, en mor og en mormor, og selvom hun er en magtfuld personlighed, så er hun også et væsen af kød og blod ligesom alle os andre. James Cromwell leverer en typisk solid præstation som Elizabeths afstumpede samlever Prins Philip, som ikke kunne være mere ligeglad med prinsessens død. Alex Jennings gør det samtidig fint som en paranoid, ubeslutsom Prins Charles.
Men det er Michael Sheen, som skinner mest i Mirrens enorme skygge i rollen som en varmblodet, energisk Tony Blair. Sheen ligner endda Blair, og den snilde, hvormed han formår at udstråle samme mimik og verbal kunnen, er næsten foruroligende. Alt for længe har Sheen måtte tage til takke med små og ofte kedelige biroller i større filmproduktioner, men han spilder bestemt ikke denne gyldne mulighed til virkelig at slå sit navn og talent fast med syvtommersøm.
Manuskriptforfatter Morgan har gjort sig nogle meget interessante tanker. Især fascinerende er ideen om, at Blair anser Elizabeth for en slags stedmor, som han er udset til at beskytte, på samme måde som en dreng frygtløst forsvarer sin mor, når skolegårdens andre grønskollinger gør nar ad hende. Det er også en troværdig tanke, at dronningen ikke ytrer sig til offentligheden som følge af sin strikte og isolerede opvækst, der har lært hende at holde sin person og sine udtalelser for sig selv.
Folk med interesse for engelsk kultur og nyere engelsk historie vil med garanti få endnu mere ud af filmen, men det er bestemt ikke noget krav. Humoren og dramatikken i fortællingen er vedkommende nok til at appellere til alle, der bare elsker et godt drama. Filmen har et mageløst flow, og balancegangen mellem det morsomme og det seriøse er god. Mødet mellem dronningen og en lille pige ved Dianas afskedsbuketter er et af årets bedste og mest rørende. Slutningen klinger dog desværre en anelse falskt – en slags løftet pegefinger til den nuværende, britiske administration og en gestus, som desværre var forventet og virker påklistret. Men en sådan bagatel er let at tilgive, når nu filmens resterende akter har været så fornøjelige.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet