I en romantisk komedie støder man gerne på forelskelse, forviklinger, misforståelser og – hvis man er heldig – en lille smule humor. Tilsæt så en overbeskyttende og dominerende mor med mottoet: ”Gud kan ikke være alle vegne, derfor skabte han mødre”, og så har man opskriften på “Because I Said So”. En opskrift man højest har lyst til at prøve én gang.

Daphne Wilder (Diane Keaton) arbejder som kok i et catering firma. Hun er enlig mor til tre døtre, som hun er overbeskyttende og totalt dominerende over for. Døtrene Maggie (Lauren Graham) og Mae (Piper Perabo) har både uddannelse, arbejde og ægteskab, og er derfor ikke i umiddelbar fare for at ende som deres mor, der har levet størstedelen af sit liv som single. Værre ser det ud for datteren Milly (Mandy Moore), der ligesom sin mor er kok, arbejder i et catering firma, og heller ikke har haft videre held i kærlighed. Da Daphne er en overbeskyttende mor, hvis eneste hobby er sine døtre, kan hun naturligvis ikke bare følge tingene fra sidelinien. Hun sætter sig for at finde en livsledsager til Milly og ved hjælp af en kontaktannonce, finder hun hurtigt den rigtige mand. Spørgsmålet er blot, om Milly er enig med hende.

“Because I Said So” kunne sagtens være blevet til en fornuftig kærlighedskomedie. At dette ikke er lykkedes skyldes, at man har valgt at fokusere alt for meget på Diane Keatons karakter, samtidig med at man har indlagt nogle pinlige og skøre episoder i filmen. Desværre er episoderne hverken sjove eller med at understøtte handlingen, men får tværtimod historien til at føles lang og ligegyldig. Det ser straks bedre ud i den sidste del af filmen, hvor man i højere grad har fokuseret på handlingen, som er god nok til at kunne drive filmen uden at have brug for skøre indfald for at holde fast i publikum.

Den primære grund til at filmen ikke fungerer, skyldes Diane Keaton i rollen som Daphne. Keaton er normalt garant for at kunne levere gode og troværdige skuespilpræstationer, men desværre er det ikke tilfældet i “Because I Said So”. Daphne skal fremstå som en ekstrem overbeskyttende, dominerende og halvvejs hysterisk mor, men det magter Diane Keaton ikke at vise i denne film. I stedet får hun Daphne til at fremstå som værende så hysterisk, højtrystende og uden kontrol over sig selv, at hun burde være indlagt på en psykiatrisk afdeling. Det er først, da hun på et tidspunkt mister stemmen, og er tvunget til at kommunikere med sin mimik og sit kropssprog, at man oplever hendes oprindelige skuespillerfærdigheder.

Anderledes ser det ud med resten af filmens medvirkende. Mandy Moore fungerer fint i rollen som Milly, der må stå model til moderens opførsel, og hun går også godt i spænd med de to søstre, Maggie og Mae. Desværre får de ikke særlig mange replikker, og det er en skam, især hvad angår Maggie, som er uddannet psykolog. Det er en oplagt mulighed for at kunne kommentere på moderens komplekser, men som med så meget andet fejler dette også i denne film.