Djævlens advokatFå minutter inde i “Michael Clayton” er der en scene, hvor titelpersonen (spillet af George Clooney) pludselig parkerer midt på en vej. Han begiver sig dernæst op ad en bakke, hvor der står tre heste, som tilsyneladende er de eneste levende væsner udover Clayton i en radius af adskillige kilometer. Clayton træder varsomt nærmere og løfter langsomt hænderne i et forsøg på at berolige dyrene. Men han lader sine hænder svæve i luften lidt længere, end det virker nødvendigt. Hans øjne bliver våde, hans grimasse sørgeligere. Man mærker øjeblikkeligt, at man overværer en mand, hvis sjæl er blevet så fordærvet, at han føler det livsnødvendigt at trygle disse fuldstændig uskyldige, rene væsner om tilgivelse for sine synder. En prisværdig, om end naturligvis håbløs mission.

Alt dette formår Clooney at fortælle publikum via få bevægelser og blikke blot en håndfuld minutter inde i en film, der på det tidspunkt endnu ikke har givet os tid til at komme ind under huden på hans karakter. Det er skuespillerens bedste præstation til dato, og scenen er blot ét af de mange højdepunkter i manuskriptforfatteren Tony Gilroys mesterlige instruktørdebut. Gilroy forfattede alle tre “Bourne”-film, og selvom “Michael Clayton” adskiller sig en del fra dén spændingsmættede trilogi, er filmen til tider nøjagtig lige så nervepirrende, også selvom den aldrig tyer til lynhurtig klipning, håndholdt kameraføring eller temperamentsfuld musik. “Michael Clayton” er en thriller af den gamle skole – uhyre gribende, om end æstetisk afdæmpet.

James Newton Howards stilfærdige score afspejler karakterernes følelsesregistre så fornemt, at det ikke er noget under, at musikken tilegnede sig én af filmens syv Oscar-nomineringer. Og mesterfotografen Robert Elswit lader os komme så tæt ind på livet af fortællingens subjekter og deres mangfoldige omgivelser, at man øjeblikkeligt bliver suget ind i filmens univers. Tempoet er højt og stabilt hele vejen igennem, og få film har budt på så effektive tidsspring. Det er befriende at blive mødt af en thriller, der ikke telegraferer sine twists i god tid eller gentager sine pointer til hudløshed.

Men “Michael Clayton” er først og fremmest en skueplads for fornemt skuespil. Der kan ikke siges nok gode ting om Clooneys nuancerede toppræstation som Clayton. Han er en såkaldt fixer, der hjælper sit advokatfirma og dets klienter med at fordreje fakta og hyre de rigtige personer, så deres problemer kan blive begravet. Man kunne frygte, at Clooneys ukuelige charme ville gøre ham utroværdig som en så usympatisk forretningsmand, der møjsommeligt arbejder sig frem mod lyset. Men Clooney udnytter netop sin karismatiske aura til at gøre Clayton til en endnu mere tragisk personlighed – en mand, hvis charme bliver fuldstændig forspildt i en kynisk branche.

Derudover leverer instruktøren Sidney Pollack en skuespillerpræstation af en kaliber, som kun få garvede skuespillere kan matche, i rollen som Claytons determinerede chef. Tom Wilkinson fik ligesom Clooney en Oscar-nominering for sin indsats, og han er både chokerende og rørende som den maniodepressive stjerneadvokat Arthur, der ikke længere kan leve med at forsvare selskabet U/North, hvis giftige landbrugsprodukter har slået adskillige ihjel. Engelske Tilda Swinton vandt til gengæld en Oscar for sin uforglemmelige præstation som en frygtindgydende og kompromisløs repræsentant for U/North.

Gilroy tager ganske vist munden lidt for fuld med en overvægt af fortællinger og karakterer, men hvor lang tid siden er det, at en thriller har kunnet klandres for at være for ambitiøs? “Michael Clayton” sætter både følelser og tanker i gang om alt fra syndsforladelse til samfundets udbredte, afstumpede forretningsmentalitet. Det er en af de mest modne og gennemførte thrillers siden “The Insider”.

VideoPræsenteret i 2.40:1 anamorphic widescreen-format. “Michael Clayton” har et meget køligt look, der virkelig passer godt til fortællingen, og som også går fint i spænd med filmens lydside. Farverne er generelt matte, men aldrig unaturlige eller for drænede. Temperaturen er i øvrigt stabil, og kontrasten er også særdeles imponerende. “Michael Clayton” foregår ofte om natten eller i underbelyste lokaler, men der optræder aldrig udtværinger, og detaljer går ikke tabt i billedets dunkle afkroge. Billedet er også meget skarpt igennem størstedelen af filmen. Edge-enhancement optræder desværre en sjælden gang imellem, men heldigvis i et overkommeligt omfang.

AudioDiscen indeholder både et DTS 6.1 ES-lydspor og et Dolby Digital 5.1-mix. De fleste vil formentlig foretrække DTS-sporet, da det gør brug af en ekstra kanal, selvom forskellen faktisk er beskeden. Lydsidens dybeste og højeste toner synes dog at blive gengivet mere klart på DTS-sporet. “Michael Clayton” drives hovedsageligt af dialogen, men det forhindrer dog ikke lydsiden i at imponere. Hver eneste replik, lydeffekt og musikalske indslag er distinkt. Sporene er afsindig godt mixet. Balancen mellem alle lydsidens forskellige elementer er eminent, og ingen af dem overdøver de andre. Fronthøjtalerne er kanalnetværkets mest aktive bestanddele, men brugen af baghøjtalerne er særdeles velovervejet og effektiv.

EkstramaterialeNår discen smækkes i afspilleren, præsenteres man for trailere til “3:10 to Yuma”, “Eastern Promises” og “Hairspray”. Der medfølger også tre slettede scener, som Tony Gilroy og filmens klipper John Gilroy (Tonys bror) har indtalt kommentarer til. Scenerne er interessante, men også overflødige. En droppet scene mellem Clayton og en kæreste, der aldrig bliver nævnt i filmen, ville formentlig have virket direkte forvirrende.

Gilroy-brødrene har også indtalt et solidt kommentarspor til hovedfilmen. Der er næsten ingen pauser, og heldigvis bruger mændene ikke for meget tid på at give hinanden og deres kollegaer verbale skulderklap – noget, som Tony Gilroy selv indrømmer, at han hader at høre på, når han selv lytter til kommentarspor. Duoen taler især om karaktererne, fotograferingen, skuespillerne og Tony Gilroys oplevelser som debuterende instruktør. Men man savner virkelig input fra filmens andre bagmænd og især skuespillerne.

Firmaets mandIngredienserne er der til en gedigen retsagsthriller skåret over den succesfulde John Grisham-læst: En kapitalistisk koncern der ønsker at slette sine spor; et advokatfirma som mere end gerne vil hjælpe til i processen; og så enspænderen der må tage det moralske valg mellem sin lønseddel og en ren samvittighed. Men filmen “Michael Clayton” formår alligevel at blive noget andet og mere end blot en underholdende thriller. På trods af en fængende dialog og plottets stramme struktur er det ikke spændingen, der driver værket, men snarere den nære optik som sættes på titelfiguren, hvor vi, bl.a. via en fin og afdæmpet præstation af George Clooney, kommer på nærmeste hold af det, der plager Michael Clayton i hans liv og ikke mindst hans arbejde.

På overfladen er Clayton en mand af betydning i advokatfirmaet Kenner, Bach & Ledeen. Som ‘fixer’ for firmaet tager Clayton sig af de sager, som de rigtige advokater i firmaet ikke selv vil røre ved, men som gælder klienter firmaet ikke har råd til at miste. Således befinder Clayton sig i en uofficiel gråzone, og præcist hvad hans arbejde går ud på forbliver også diffust beskrevet. Men det er en del af pointen, for snarere end at have styr på sit liv og sin karriere synes Clayton i løbet af filmen at indse hvor lidt indhold, der egentlig er i det. Han bliver for alvor tvunget til at stille skarpt på sine egne handlinger og sine arbejdsgivere, da hans ven og kollega Arthur Edens, spillet af Tom Wilkinson, bryder sammen under en vigtig sag og begynder at modarbejde en af advokatfirmaets største klienter, repræsenteret af den ambitiøse advokat Karen Crowder.

Uvisheden og distancen til moral og etik i Claytons arbejde skinner også igennem i filmens bevidste afstandstagen til karakterernes følelser. Clayton har svært ved at vise nogen form for glæde, selv når tiden tilbringes sammen med hans søn fra et forlist ægteskab. Personerne omkring ham halter også noget hvad angår ærværdige intentioner og gør deres bedste for at skjule sig bag forstilte facader. Som en illustration af det manglende medmenneskelige hensyn der præger miljøet, bliver en scene, der burde føles højdramatisk, som en vigtig karakter bliver likvideret, i stedet udført så nøgternt, som var det en bil, der skulle have skiftet olie. Det er en stil, der tjener filmens overordnede mål: At beskrive den verden som Michael Clayton er en del af, og den personlige udvikling der langsomt sættes i gang, som hans karrieretræthed og livslede driver ham frem mod den forventelige konfrontation med miljøet i form af advokaten Crowder.

George Clooney formår som skuespiller at svinge ubesværet mellem kalorielette Hollywoodbaskere og mere politisk motiverede værker uden at hverken noget af integriteten eller stjernestøvet drysser af hans person. I rollen som Michael Clayton har Clooney bibeholdt Danny Oceans glatte udseende på overfladen, men kigger man nærmere efter i Claytons livstrætte øjne, aner man snarere paralleller til rollen som den frustrerede agent, Bob Barnes, fra “Syriana”. I en historie om at kunne se sig selv i spejlet, er det et ganske behageligt ansigt, vi bliver bedt om at følge. Clooney forbigår dog brugen af sin sædvanlige charme til fordel for en mere subtil og underspillet fremstilling af karakteren, der efterlader mange af konklusionerne op til tilskueren selv. ”Jeg er ikke fjenden,” siger Clayton på et tidspunkt, hvortil han får spørgsmålet: ”Hvem er du så?” – et svar der er betydeligt sværere at svare på. Og som Clayton vågner op til dåd, er det snarere drevet af skuffelsen over sit eget liv frem for nogen større forventning om, at morgendagen nok skal bringe nyt håb.

Til at flankere Clooney er den altid eminente Tom Wilkinson, der endnu engang leverer en præstation fra sidelinjen, som løfter resten af den overordnede fortælling, denne gang som den maniodepressive advokat Arthur Edens. Wilkinson formår altid at kombinere den naturlige autoritet, der ofte er at finde i de roller, han spiller, med karakterernes mere fatale sider, så blandingen bliver såre menneskelig. Det samme gælder her, hvor han skiftevis er klar, skiftevis konfus i sine febrilske enetaler, og både udstråler skråsikkerhed og tvivl om sit nyfundne kald som anklager mod sit eget firma.