Michael Clayton
Anmeldelse 1 af 2
Udgivet 13. mar 2008 | Af: The Insider | Set på DVD
James Newton Howards stilfærdige score afspejler karakterernes følelsesregistre så fornemt, at det ikke er noget under, at musikken tilegnede sig én af filmens syv Oscar-nomineringer. Og mesterfotografen Robert Elswit lader os komme så tæt ind på livet af fortællingens subjekter og deres mangfoldige omgivelser, at man øjeblikkeligt bliver suget ind i filmens univers. Tempoet er højt og stabilt hele vejen igennem, og få film har budt på så effektive tidsspring. Det er befriende at blive mødt af en thriller, der ikke telegraferer sine twists i god tid eller gentager sine pointer til hudløshed.
Derudover leverer instruktøren Sidney Pollack en skuespillerpræstation af en kaliber, som kun få garvede skuespillere kan matche, i rollen som Claytons determinerede chef. Tom Wilkinson fik ligesom Clooney en Oscar-nominering for sin indsats, og han er både chokerende og rørende som den maniodepressive stjerneadvokat Arthur, der ikke længere kan leve med at forsvare selskabet U/North, hvis giftige landbrugsprodukter har slået adskillige ihjel. Engelske Tilda Swinton vandt til gengæld en Oscar for sin uforglemmelige præstation som en frygtindgydende og kompromisløs repræsentant for U/North.
Det er efterhånden sjældent, at der udgives intelligente thrillers som “Michael Clayton”, der behandler publikum som en begavet folkemasse og ikke som en gruppe tungnemme popcornsgnaskere. Tony Gilroys cadeau til 70’ernes stemningsmættede thrillers er en intens, enormt velstruktureret og endda inspirerende film, der fuldt forståeligt blev Oscar-nomineret til bedste film. Udover filmen indeholder dvd’en desværre kun nogle få overflødige slettede scener og et enkelt kommentarspor, men kvaliteten af både filmen og AV-præsentationen sikrer udgivelsen en varm anbefaling.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet