Alt hvad der har en begyndelse har også en slutning. Godt og vel fire år efter premieren på den første “Matrix”, er det nu blevet tid til at tage afsked med en af de mest succesfulde og indflydelsesrige film-trilogier nogensinde. “Matrix Revolutions” udgør anden halvdel af “Matrix Reloaded” og naturligvis tredje kapitel i den overordnede sci-fi saga, der her til sidst antager et sandt episk omfang. Slaget om Zion og ikke mindst Neos opgør med Smith er omsat med en ufattelig visuel opfindsomhed, der næsten får een til at glemme den ufrivilligt komiske dialog og de mange uforløste handlingstråde, som aldrig når at blive ført til ende. Til trods for at “Revolutions” faktisk er en bedre film end “Reloaded”, sidder man med den samme nagende følelse af at denne her del af historien burde været mere interessant end som så.

Pay-off time!Uden at spilde tid på nogen form for opsumering fortsætter “Revolutions” ufortrødent med præcis den samme scene som afsluttede “Reloaded”. Handlingen virker her mere fokuseret, og vi bliver ikke slæbt med ud på en eller anden sekundær mission for at overvære vores helte kløve ord med et computerprogram. Lommmepsykologien leveres i knap så dødbringende doser, og stort set alt eksposition i første halvdel af filmen ligger i forlængelse af de mildest talt overrumplende vendinger, som historien tog i forrige kapitel. Endelig begynder vi at få nogle svar, og meget af “Revolutions” effektivitet udspringer af at den reelt ikke fungerer som andet end ét langt pay-off til de stive grundelementer, der blev introduceret i “Reloaded”.

Desuden har vi denne gang med en mere menneskelig film at gøre, og selv om karaktererne ikke udvikler sig det mindste, er de udtryksløse masker der kvalte enhver form for indleven i forgængeren forsvundet. Det kan diskuteres hvor gode Wachowski-brødrene er til at skrive og håndtere følelsesmæssigt “tunge” scener, men de virker ikke desto mindre efter hensigten og giver os enkle holdepunkter i flodbølgen af krudt og kugler. Endvidere præsenteres de filosofiske elementer på en facon, der er mere i overensstemmelse med stilen i etteren og langsomt genetableres vores interesse for de abstrakte begreber. Der er med andre ord blevet plads til at vi selv kan lege lidt med fortolkningerne igen.

Svage belønningerDet store spørgsmål i forbindelse med “Revolutions” er imidlertid om instruktørerne er i stand til at skabe en slutning, der binder de tre film sammen på en tilfredsstillende måde. Det mener jeg ikke er lykkedes godt nok og til trods for at det må være stort set umuligt at indfri alles forventninger, er der nogle fundamentale problemer ved deres konklusion. Først og fremmest er der de markante set-ups fra “Reloaded”, som underligt nok aldrig bliver uddybet yderligere her. Et godt eksempel er al den information som arkitekten bidrager med. Han vender fuldstændigt op og ned på vores opfattelse af hvordan Matrix fungerer, og vi forventer med rette at dette twist vil blive uddybet senere. Det gør det bare ikke. Vi får ingen belønning for den opmærksomhed vi har investeret i scenen, der nu virker temmelig overflødig både for os og for begge film. “Revolutions” disker derudover op med en række helt nye spørgsmål, der på samme måde må se sig tilsidesat af den spektakulære action.

Heltenes skæbner når aldrig at blive rundet ordentlig af inden det sidste punktum er sat, hvilket resulterer i at filmen slutter på en skæv tone. Wachowski-brødrene forsøger at opsumere hele historien i de sidste scener, men det fungerer ikke rigtigt idet vi for det første netop sidder med en forventning om at se hovedpersonerne igen og for det andet fordi at det perpsektiv der sættes på sagaen ganske enkelt ikke er stort nok. Selvom at jeg har set “Animatrix” episoderne savner jeg yderligere behandling af den overståede epoke og de konsekvenser, som krigens ødelæggelser vil få for jordens fremtid. Der er som altid intet i vejen med åbne slutninger så længe de bare ikke er mangelfulde og det er “Matrix Revolutions” desværre.

Prætentiøst effekt-orgieDele af “Revolutions” fremstår på trods af den lidt strammere linie stadig prætentiøs og aldrig hersker der tvivl om, at det her er en film der for enhver pris vil tages alvorlig. Det er imidlertid ikke helt uproblematisk når dialogen er som taget ud af en doktorroman og for længst har krydset grænsen til camp. Man kan sige at dette er prisen vi betaler for en mere følelsesladet “Matrix” film, hvilket i sidste ende vel også er at foretrække fremfor de afstumpede karakterer, der kørte på cruisekontrol i “Reloaded”. Neo og Trinity har én god scene sammen, der tilfører deres forhold lidt tiltrængt tyngde.

Den absolut mest seværdige karakter i filmen er ikke overraskende Neos nemesis Smith, der bare bliver bedre og bedre. Egoet vokser eksponentielt med antallet af hans klonede håndlangere, og det er umuligt ikke at heppe på den farverige skurk. Uheldigvis får den menneskelige inkarnation af Smith ikke lov til at leve op til sit potentiale, og Bane ender med et være et simpelt plotdevice i hænderne på instruktørerne. Oven i hatten er der en mindre hær af stereotype og hurtigt glemte bipersoner, der spænder lige fra den respekterede militærkaptajn til knægten der skal bevise sit værd og som selvfølgelig ender med at redde dagen.

På trods af at det måske ikke fremgår så tydeligt af denne anmeldelse, er det igen de tekniske lækkerier der bliver prioriteret højest af Wachowski-brødrene. Der er allerede skrevet side op og side ned om kvaliteten af effekterne i disse film, og jeg vil her nøjes med at konstatere at den actionhungrende del af publikummet nok skal få stillet deres behov. Der er krigsscener og slåskampe hvis lige vi aldrig før har set på film, og det er en fornøjelse at de computergenerede billeder denne gang er integreret optimalt i optagelserne. Den meget korte Bullet Time sekvens burde få fans af “Fight Club” til at trække på smilebåndet, og så er der såmænd også en fin visuel reference til mangategnefilmen “Akira”. Lyddesignet er noget af det mest blærede jeg nogensinde har hørt.