Happening, The

InstruktionM. Night Shyamalan

MedvirkendeJohn Leguizamo, M. Night Shyamalan, Zooey Deschanel, Frank Collison, Spencer Breslin, Alan Ruck, Robert Bailey Jr., Betty Buckley, Victoria Clark, Jeremy Strong, Ashlyn Sanchez, Cornell Womack, Alison Folland, Kristen Connolly

Længde91 min

GenreSci-Fi, Drama

IMDbVis på IMDb

I biografen13/06/2008


Anmeldelse

Happening, The

3 6
En uforklarlig hændelse

Hvorfor, en filminstruktør som den Hitchcock-elskende M. Night Shyamalan gang på gang kan opnå mulighed for finansielt rygstød til sine film, hører efterhånden til blandt klodens uforklarlige fænomener og overgår med flere længder de uforklarligheder, den unge filmfanatiker ellers ynder at kredse sine film omkring. Det gælder ikke mindst den mildest talt tåbelige “The Happening”, som kommer i uafbrudt forlængelse af de også relativt pauvre “The Village” og “Lady in the Water”.

Fortællingen er også her såre banal. En række umiddelbart uforklarlige hændelser udspringer fra byernes parker og større forsamlingssteder på den amerikanske østkyst og begynder tilsyneladende pludseligt og af det rene ingenting. Formlen er altid den samme. Folk og fæ stopper op, hallucinerer, lammes og begår slutteligt – bevidst eller ubevidst – selvmord. De første gisninger fra magtens korridorer lyder ikke overraskende, at amerikanerne (nok engang) er udsat for et kemisk relateret terrorangreb på egen jord, mens naturfolk og andre lærde derimod er af en anden mening og sigter til, at det har en mulig sammehæng med mange års dårlig behandling af jordens økosystem.

Ja, De hørte skam rigtigt kære læser. Det er simpelthen humlen af det hele. Og midt i al virakken står så den energiske underviser i naturfag Elliot Moore, som har kvaler med ægteskabet ved siden af karrieren. Sammen med kollegaen og matematiknørden Julian beslutter de to med respektive ægtefæller og barn at flygte ud af New Yorks storbyhelvede til den mere landlige idyl i Philadelphia. Mod forventning begrænser de katastrofelignende tilstande sig imidlertid ikke kun til storbyen, og snart fører paniske og kaotiske flugtscenarier til, at vejene må skilles for rejsefællerne. Elliot fortsætter på egen hånd med hustruen, den introverte Alma, og Julians eneste datter, Jess, som han lover at tage hånd om. Overalt er problemet det samme. Ingen kender forklaringen, og blot kan befolkningerne observere, at uvæsenet tager til i styrke, mens flere og flere dør simultant.

Det er oplagt at se “The Happening” som en allegori over terrorangrebet i New York 11. september 2001, hvor samme rådvildhed, usikkerhed og kaos som her gjorde sig gældende. Men samtidig er det ikke svært at se, at Shyamalan har taget tidens globale klimaændringer til sig. Men selv om tematikken og budskaberne er håndgribelige og forståelige størrelser, så er “The Happening” milevidt fra et seværdigt univers. Er man ikke gigantisk fan af M. Night Shyamalan, er der kun ret begrænsede grunde til at se hans seneste film. Skuespillet er fra ende til anden pauvert, og både Mark Wahlberg og Zooey Deschanel farter rundt som et par marionetstyrede og handlingslammede gespenster i omgivelser, de ikke forstår.

Det gavner derfor ikke, at “The Happening” er så gudsjammerligt dårligt sammenklippet, at en række eklatante fejl uundgåeligt fører misforståelser og fejltolkninger med sig på sin vej. Elementer, som først kan udredes ved at nærstudere de fraklippede scener, som indfinder sig i udgivelsens ekstramateriale og af uransaglige årsager ikke er medtaget i den endelige film. Derudover skæmmer de hult klingende replikudvekslinger karaktererne imellem fra start til slut. De er henholdsvis ufrivilligt komiske og blottet for enhver form for realisme. Har Shyamalan mon skelet til de klassiske “Far til fire”-film?

Mest skræmmende er den flygtende trios besøg hos den aldrende og afsiddes boende enkefru Jones, som har set sig sur på samfundet og forskanset sig fra samme. Heri ligger en lille film i filmen, og mon ikke instruktøren kender sine eventyr? Den del har i hvert fald udtalte ligheder med brødrene Grimms historie om Hans og Grete, der uforvarende besøger et pandekagehus og kommer i kløerne på en ond heks. Når alt kommer til alt, så er Shyamalan nemlig fascineret og overmåde tiltrukket af det faretruende, det uforklarlige og det spændingsfyldte.

Noget videre farligt er der dog ikke ved “The Happening”, som det ville være ukorrekt at kalde andet end umådeligt harmløs. Ligeså går spændingen fløjten, når rådvilde menneskeflokke dør på stribe på et plan, så man mister interessen i at tælle og lysten til at heppe på de få overlevende. Nej, det eneste tilbageværende interessante element er det uforklarlige. Det uforklarlige i, hvordan Shyamalan får overbevist sine sponsorer om det fornuftige i at bidrage økonomisk til hans håbløse filmprojekter. Men alligevel lykkes det ham på forunderlig vis gang på gang.

Video

Filmens billedside holder sig til det jævne og præsenteres i et anamorphic widescreen 1.85:1-format. Om end der ikke er nævneværdige digitale forstyrrelser, så præger de mange tilfælde af edge-enhancement og enkelte farveudtværinger helhedsindtrykket, og det irriterer i synsfeltet. Det matte look er til gengæld gennemgående stabilt i farvevalg og kontrast, mens uskarpheder en sjælden gang imellem også indfinder sig, men sjældent for alvor generer.

Audio

Auditivt udbasuneres filmen i det engelsksprogede Dolby Digital 5.1-lydspor, som er noget mere vellykket. Dialogen er klar og tydelig, uden overstyringer og drukner aldrig i den voluminøse genremusik, som skaber stemningen fra sidelinjen. Også atmosfæren er velfunderet, og der bidrages med flere distinkte effektlyde og også enkelte vellykkede lydpanoreringer.

Ekstramateriale

Udgivelsens ekstramateriale holder sig på det jævne og består af føromtalte slettede scener, en hob skøre fraklip fra optagelserne og fem mindre featuretter, som går i biddet med manuskript, produktion, Shyamalans instruktion, specifikke scener og naturens kræfter. Alt sammen naturligvis fortalt igennem ‘bag om kameraet’-optagelser og interviews med de deltagende parter. Det ligner dog rutinepræget venstrehåndsarbejde.

Endnu en gang er M. Night Shyamalan, der slog sit navn fast med syvtommersøm med den stærke “Den sjette sans”, efterhånden blevet garant for latterliggjort totalteater. Det gælder ikke mindst seneste hændelse, “The Happening”, som lander allerbagerst blandt de mest ligegyldige b-film. Samlet set er det en udgivelse med mangler, hvor hverken visuelt udtryk eller ekstramateriale imponerer, og hvor lyden er eneste element til at trække i den rigtige retning.

Happening, The

4 6
Den ukendte trusselM. Night Shyamalan har aldrig været en mand med små ambitioner. Han har fra starten af forsøgt på både at blæse og have mel i munden. Sådanne urealistiske ambitioner giver dog alligevel til tider pote såsom i “Den sjette sans”, men undertiden går det også helt galt som i Shyamalans forrige film “Lady in the Water”, der ville en frygtelig masse, men som ikke rigtig havde succes med nogen af delene.
I sådanne situationer kan det være en fordel at sætte ambitionerne lidt ned, og det lader det faktisk til, at Shyamalan har gjort i “The Happening”, der på mange måder er en film, som vender tilbage til udgangspunktet. Bredden i fortællingen er mindre, og filmen er i stedet mere fokuseret på at berette en i bund og grund ganske simpel historie. Som så ofte før hos Shyamalan er synsvinklen lagt i kernefamilien. I dette tilfælde den milde fysiklærer Elliot, der befinder sig i en ægteskabelig krise med sin kone Alma. De daglige problemer blegner dog fuldstændig, da noget begynder at gå helt galt.

Overalt i storbyerne forekommer mærkelige angreb, hvor folk lige pludselig mister enhver form for selvopretholdelsesdrift og begynder at begå bestialske selvmord på stribe. Ingen ved, hvad årsagen er: Kan det være terroristangreb, kemiske stoffer i luften, forurening eller den globale opvarmning? Teorierne er mange, men svarene udebliver. I panik flygter masserne væk fra byerne, og med dem er Elliot og Alma, der søger ud blandt de mere tyndt befolkede egne i håb om, at angrebene ikke forekommer der. Et håb, der dog virker mere og mere udsigtsløst efterhånden, som fænomenet spreder sig.

“The Happening” er en meget specifik film med et meget specifikt formål. Den er primært en katastrofefilm, men vækker også minder om zombiefilm som “Dawn of the Dead”, hvor vore helte er på flugt fra en dommedagstrussel, og filmen er helt og aldeles fokuseret på at underholde på de præmisser. At kritisere filmen for at være banal er at misforstå den. Ja, plottet er åbenlyst forvrøvlet, men det foregiver heller ikke at være andet. Ligesom i Hitchcocks “Fuglene” – som filmen tydeligvis står i gæld til – står forklaringen umiddelbart hen i det uvisse. Ligeledes som i Hitchcocks film transformeres noget fuldstændig hverdagsagtigt – i dette tilfælde vinden – pludselig til noget faretruende. Frygten har ingen egentlig skikkelse, og derved bliver filmens oplevelser langt mere foruroligende, end hvis vores hovedpersoner blev forfulgt af diverse gummimonstre og CGI-spøgelser.

Som i “Signs” følger vi primært familien, og omverdens begivenheder bliver hovedsageligt formidlet gennem nyheder, radio og mobiltelefoner, som Shyamalan benytter på særdeles effektiv vis. I det hele taget synes det at være en bevidst og ganske effektiv strategi for det meste ikke at filme selve begivenheden, men snarere følgerne af den. Ligesom i tidligere film har Shyamalan en forbløffende evne til at opbygge stemning. Her ses det bl.a. i en blændende sekvens, hvor vi følger en pistols vej, som den passerer fra offer til offer med grumme og uundgåelige følger.

Til gengæld lider filmen også af nogle af de skavanker, som Shyamalans tidligere film har udvist. I “Signs” lød noget af dialogen mellem familiemedlemmerne ofte utroværdig, og det samme gør sig gældende her. Filmen introducer desuden en komplet overflødig side-historie nær slutningen, og det lykkes den heller ikke at finde helt den rigtige måde at standse fortællingen på.

I hovedrollen som Elliot er Mark Wahlberg hæderlig, mens Zooey Deschanel er en temmelig anonym oplevelse som hans kone. Særligt mindeværdig er dog hverken de eller deres forhold, hvis krise aldrig rigtig bliver interessant. Så var der alligevel betydelig mere substans i familiedramaet i både “Unbreakable” eller “Signs”. Som effektiv og ganske foruroligende B-films underholdning er “The Happening” dog vellykket. I en af filmens mest sort humoristiske øjeblikke lader kameraet os se på, mens et af de hjælpeløse ofre kører sig selv over med en massiv græsslåmaskine. Er det dårlig smag? Uden tvivl, men det er ærlig talt også temmelig underholdende at overvære.

Moviola: M. Night Shyamalan – Den uvisse slutning


Trailer

Kort om filmen

Det kommer som et lyn fra en klar himmel. I løbet af få minutter rammes større amerikanske byer af en bølge af underlige, isnende uhyggelige dødsfald. Hvad skyldes det? Er det et eller andet nyt terrorangreb, et fejlslagent eksperiment, et djævelsk kemisk våben, en virus? For kemi- og fysiklærer Elliot Moore i Philadelphia drejer det sig først og fremmest om at komme væk. Sammen med sin kone Alma og sin bedste vens datter begiver de sig af sted, først med tog, så i bil, til slut til fods. Men snart går det op for dem, at ingen – og intet sted – er uden for fare.