Kurosawa for dummiesDet er ingen hemmelighed, at Jack Nicholson er en fabelagtig skuespiller med en karisma, der er ganske overvældende, og som har løftet mange fremragende (samt nogle middelmådige) film op på et højere plan. Ville nogen overhovedet se film som “Et spørgsmål om ære” eller “Heksene fra Eastwick” længere, hvis det ikke var for hans præstation? Til trods for talentet er der dog også visse ting, han simpelthen ikke kan redde, og en af dem er desværre den helt igennem ringe “Nu eller aldrig”.

Filmen indledes med endnu en Morgan Freeman åbningsmonolog, og allerede her synes den første metaltræthed at melde sig. Han beretter om Edward Cole, der bliver spillet af Nicholson. Cole er lidt af et dumt svin, en succesfuld ejer af privathospitaler og utvivlsomt lige den type, som Michael Moores “Sicko” sigtede efter. Da han får kræft bliver han imidlertid indlagt på sit eget hospital, hvor han, af grunde som kun manuskriptforfatteren kan synes er sandsynlige, bliver tvunget til at dele værelse med den ligeledes kræftramte Carter Chambers, spillet af Freeman, der er familiemenneske og en hårdtarbejdende selvopofrende fyr.

De er hinandens modsætninger, men efter de sædvanlige skænderier viser de sig til vores meget lille overraskelse at have en del tilfælles, og snart er de perlevenner. Da de begge opdager, at de er uhelbredeligt ramt af kræft, skriver de sammen en liste over, hvad de vil nå at opleve, inden de stiller træskoene, og til Chambers families chok rejser han på en lyntur med Cole for at se pyramiderne, køre racerløb, springe med faldskærm osv., inden det er for sent.

Hvis filmen havde det mindste hold i virkeligheden, ville familien næppe nogensinde lade Chambers tage af sted, men det har filmen imidlertid overhovedet ikke. “Nu eller aldrig” er slet og ret en film om utroværdige personer i utroværdige situationer, der sammen tager på en særdeles utroværdig rejse. Det er i sig selv langt fra en dårlig ide at lade en film omhandle uhelbredelig sygdom. Ikke mindst Akira Kurosawas mesterlige “Ikiru” bruger selvsamme formular til en eksistentialistisk fortælling om, hvad der i sidste ende giver vores liv værdi. I “Nu eller aldrig” bliver livets mening til gengæld et paradenummer af klicheer og forloren filosofering så banal, at selv Barbara Cartland ville rynke på næsen.

Som selve rejsen tager form, går filmen fra usandsynlig til absurd. Hvilke kræftpatienter har lyst til at vandre i Himalaya? Sygdomstegnene forsvinder stort set efter, de har forladt hospitalet, og inden længe springer de frem og tilbage mellem forskellige postkortlokationer med en sådan hast, at selv en fuldstændig rask ville være udmattet. Rejserne består da også mest i, at Nicholson og Freeman står foran en green screen, mens diverse ekstremt falskudsendende baggrundsmotiver bliver skiftet ud som et andet lysbilledshow. Det er pinefuldt tydeligt, at de så godt som aldrig forlader studiet.