Drillbit Taylor
Udgivet 8. maj 2008 | Af: Benway | Set i biografen
Wade og Ryan er to knægte, der gør klar til deres første dag i high school. Fuldt ud bevidste om det forestående og benhårde udskillelsesløb om at ende i den mest – fremfor den mindre – populære klike er de opmærksomme på ikke at begå nogen fejltagelser, der kan ødelægge deres chancer. Trods enkelte fejltrin så som at møde op med de samme skjorter så ser de to ud til at slippe nogenlunde heldskinnede gennem den første dags prøvelser, indtil Wade begår den utilgivelige bommert at tage et mobbeoffer i forsvar, og Wade og Ryan bliver derved selv ofre for skolens tyranner, Filkins og Ronnie. Snart forvandles deres færden på skolen til en evig række ydmygelser, og de to tvinges til at tage skrappere midler i brug.
Filmens manuskript er delvist skrevet af Seth Rogan, der også lagde pen til “Superbad”, og de umiddelbare ligheder er dog også slående: To underkuede venner – en tynd og en tyk – skal overkomme deres problemer og gøre sig populære ikke mindst hos det modsatte køn. Ikke desto mindre er der en verden til forskel mellem de to film. Hvor “Superbad” formåede at skabe interesse og medfølelse for sine to hovedpersoner, forbliver “Drillbit Taylor”s hovedroller to skabeloner, som man hverken tror på eller føler den store sympati med. Hverken de eller filmens psykopatbøller forbliver andet end uvedkommende klicher. Hvad angår komikken så mærkes det tydeligt, at førnævnte Rogans sprog er hæmmet af filmens strammere amerikanske censur, der begrænser de sjofle ord, og muligheden for at chokere os til at grine er stort set væk.
Hvad, der til gengæld fungerer, er Owen Wilson, som formår at få det optimale ud af noget meget begrænset materiale. Han har ganske vist for sympatisk en udstråling til rollen – man tror ikke et sekund på, at han rent faktisk har tænkt sig at snyde drengene – men hans evne til at forklare, hvordan han blev smidt ud af hæren pga. “uautoriseret heroisme” uden at blinke, får trods alt en til at trække på smilebåndet et par gange.
Handlingen udvikler sig med en så mekanisk forudsigelighed, at man næsten kan sætte sit ur efter, hvornår de forskellige traditionelle stadier i fortællingen kommer. Som filmen nærmer sig sin konklusion – der er en relativ voldsom affære – vendes rollerne, og de underkuede besidder nu på magisk vis kræfter, der gør dem i stand at tæve bøllerne. Det er der naturligvis en vis tilfredsstillelse i at overvære, men det understreger samtidigt, hvor lidt relation filmen har til nogen som helst form for virkelighed. Der falder måske nok mange slag i “Drillbit Taylor”, men de har ingen form for tyngde.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet