…Og det var Danmark
Anmeldelse 1 af 2
Udgivet 30. nov 2008 | Af: kaduffo | Set på DVD
Med d’herrer Carsten Søsted og Mads Kamp Thulstrups dyk ned i de danske fodboldarkiver er det blevet tid til et nakkehårsstrittende nostalgitrip, der for en stund kan overskygge de eklatante skuffelser, som et nuværende middelmådigt dansk fodboldlandshold har været garant for. Dokumentarfilmen “…Og det var Danmark” tegner igennem talrige uforglemmelige klip fra de allerbedste stunder i perioden 1979-1992 en underholdende rejse tilbage i tiden og dermed et billede af den kolossale udvikling fra glade amatører til seriøse fuldtidsprofessionelle.
Med det underholdende og minderne lagt til side er “…Og det var Danmark” imidlertid alt andet end uproblematisk. Klipningen har i sig selv fatale fejl og mangler. Det kan der ses igennem fingre med. Men med et par faretruende eksperimenter undervejs går det endda helt galt. Det er her reglen frem for undtagelsen, at de mange uddrag fra de største kampe og de flotteste mål suppleres på lydsiden af udtalelser fra datidens lovpriste landsholdskæmper. Hvem, der ytrer sig, får vi dog aldrig at se. Ej heller får vi det at vide. Og derfor virker det forsøg både malplaceret og forvirrende. De to instruktører bevæger sig i et grænseland mellem underholdning og dokumentarisme, og til tider virker det som om, de glemmer, at det er faktuelle begivenheder, de har med at gøre.
Mellem godbidderne fra fortiden florerer nyere interviews med to af de mest toneangivende arkitekter bag landsholdets succeskurve, Sepp Piontek og Richard Møller Nielsen, der stod last og brast med deres arbejdsgiver i en længere årrække trods interne skærmydsler, der var lækkerbiskener for den sensationshungrende presse. Prætentiøst virker det, at de to eks-landstrænere er blevet hevet ud i henholdsvis en skov og på en minigolfbane på en trist regnvejrsdag. Den del fremstår fortænkt, og man undres over, hvad der mon kan være galt med den klassiske interviewform?
Modsat forhenværende landstræner Richard Møller Nielsen blev Morten Olsen ikke forbigået, da han stod til valg som landstræner. Det gør han til gengæld i nærværende film, selv om han som udøvende spiller havde en nøglerolle i en betragtelig del af årene 1979-1992. Olsen var den næsten altid besindede anfører for Olsen Banden, med daværende landskampsrekord, og med et par nutidige kommentarer flettet ind over kunne han have været det ekstra krydderi. “…Og det var Danmark” har sine fortryllende øjeblikke, men savner i sin helhed dramaet og konflikterne og et tykkere bånd til nutiden.
“…Og det var Danmark” præsenteres i et anamorphic widescreen 1.78:1-format, som bærer tydeligt præg af den tunge satsning på arkivoptagelser. Filmens look skæmmes af edge-enhancement, digitale forstyrrelser, grums og blødhed i hobetal, men også kontrast og farvetemperatur er generet af udsving. Et hæderligt transfer materialet taget i betragtning. Men kønt er det ikke.
Bedst er de dansksprogede Dolby Digital 2.0- og 5.1-lydspor, som begge giver et flot indtryk, om end flere af arkivoptagelserne er ude af sync. Den stemningsfulde underlægningsmusik er velvalgt og går godt i spænd med de mange fodboldmontager undervejs, men også dialogen er tydelig, ligesom atmosfæren, lyden af fodbold, fornemmes på nærmeste hånd.
Ganske vist sværmer filmen omkring en svunden tid, men alligevel er det besynderligt, at ekstramaterialet ikke er har mere at byde på. Mulighederne burde være til stede. De få trailere suppleres af musikvideoer for “Re-Sepp-ten”, “En for Alle” og “En sang til Allan 1984” samt enkelte fraklippede scener og et par featuretter, der fortrinsvis opererer uden for banen. Optagelserne har dog et fælt stænk af hjemmevideo over sig og bliver derfor aldrig sindsoprivende interessante. Værst er de hampre optagelser fra gallapremieren, hvor både lyd og billed er under lavmålet.
“…Og det var Danmark” viser fodbold fra en svunden tid, og selv om filmen har sine problemer, duperer den med uforglemmelige stunder, kampene, sejrene og folkefesterne. Den kolossale udvikling sættes i perspektiv til en nutid, hvor man ikke længere kan komme tæt på spillerne uden at risikere en tur i kachotten. Men med en skarpere dagsorden og udnyttelse af det forhåndenværende materiale havde de to instruktører formentligt fået mere ud af filmen, der her og nu ikke er andet end et nostalgisk tilbageblik.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet