Van Helsing
Udgivet 7. maj 2004 | Af: azathoth | Set i biografen
Selve filmen foregår et år efter den lille intro, og her møder vi helten Van Helsing. Han arbejder i det skjulte for Vatikanet og er taget til Paris for at jagte Dr. Jekyll og Mr. Hyde. Hans arbejde for Vatikanet har bevirket at han er eftersøgt for mord over hele Europa. Efter succesfuldt at have afsluttet sin opgave vender han tilbage til Rom, hvor hans overordnede venter ham med en ny opgave: Han skal drage til Transylvanien for at hjælpe de to sidste overlevne af Valerious-familien med at slå Dracula ihjel.
Familien har siden middelalderen kæmpet imod Dracula, efter en af deres forfædre svor, at ingen fra familien skulle træde ind i himlen førend Dracula var død. Med kun to familiemedlemmer tilbage, Anna og Velkan Valerious, må Vatikanet nu hjælpe til: Hvis de dør inden Dracula gør, vil alle deres forfædre ende i helvede.
Purister vil nok gøre korsets tegn og mene, at Sommers her slagter de legendariske karakterer og myter ved at blande dem alle sammen i en skøn (uskøn?) pærevælling. Men til Sommers forsvar skal det siges, at han på ganske kreativ vis faktisk har formået at involvere de forskellige monstre i et plot, der giver nogenlunde mening… og det må man vel tage hatten af for.
Desværre er filmens struktur ret maltrakteret, bl.a. med lynhurtige klip fra én lokation til en anden der ligger adskillige hundrede kilometer væk… det gør det svært at følge filmens plot, der dog også selv bidrager til forvirringen med et par pænt store huller.
Kate Beckinsale optræder for anden gang i kort tid i en film om vampyrer – først “Underworld” og nu “Van Helsing”. Denne gang er hun dog ikke selv vampyr, men kæmper imod dem i skikkelse af Prinsesse Anna. Selvom hendes karakter har en anelse mere dybde end den sædvanlige “damsel in distress” er hendes præstation intet udover det sædvanlige. Blandt andet fordi hendes Transylvanske accent virker påtaget og falsk. Men en fryd for øjet er hun da!
David Wenham, der med stor succes spillede Faramir i “Ringenes Herre” trilogien, spiller her Broder Carl. Det er godt at se Wenham i denne rolle, der adskiller sig markant fra Faramir: En smånervøs og neurotisk munk, der er for Van Helsing hvad Q er for Bond: Carl opfinder og bygger Van Helsings våben og drager endda med til Transylvanien for at bekæmpe Dracula. Selvom han er filmens komiske indslag, ender han alligevel med at være instrumental i filmens slutning, hvilket giver karakteren et fint lille løft.
Filmens skurk, Grev Dracula, spilles af Richard Roxburgh. Hans præstation er en bleg efterligning af Gary Oldmans Dracula fra Francis Ford Coppolas film: Han er ikke rigtig karismatisk nok til at udfylde de ret store sko, som eks. Oldman og Christopher Lee tidligere har efterladt i Draculas omklædningsrum. Til Roxburghs forsvar skal det siges, at han aldrig rigtig når at blive effektiv som skurk, fordi Sommers’ CGI monstre konstant tager over i de afgørende scener. Dette efterlader ikke noget albuerum til skuespillet.
Filmen bærer absolut præg af at være en Stephen Sommers-film. Den lugter af “The Mummy”, som når tusindvis af små mini-vampyrer slippes løs i en scene, der minder kraftigt om pygmæ-mumie-scenen fra “The Mummy Returns”. I starten af filmen bliver Dracula slemt forbrændt, men heles igen i hvad der umiskendeligt ligner Mumiens regeneration.
Et andet punkt er Sommers hang til at bruge CGI i enhver henseende. Ligesom de to “Mummy”-film er alle monstre i denne film lavet med CGI, og det bliver til tider for meget… absolut intet er overladt til fantasien, hvilket bevirker at stort set ingen af monstrene er skræmmende. Istedet tyes der til de efterhånden så velkendte chock-effekter, der dog næppe vil skræmme hærdede biografgængere. Effekternes kvalitet svinger også meget, fra det direkte dårlige og platte til det ekstremt flotte og kreative, som bl.a. når varulvene skifter form. Dette sker på en måde man ikke har set før, hvor de nærmest flår deres egen hud af.
Skal man sætte et prædikat på “Van Helsing” må det blive “popcorns-underholdning”. Plottet er originalt men rodet og skuespillet når aldrig de store højder. Læg dertil overdreven brug af CGI, der svinger meget i kvalitet og du har en temmelig typisk action-adventure film, der ikke vil opnå samme status, som de klassikere den bygger på.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet