Himmelsk CutHvis nogen kan krediteres for at have gjort begrebet Director’s Cut populært, må det være Ridley Scott. Det er efterhånden svært at holde styr på, hvor mange af den virtuose, angelsaksiske filmmagers film, der er udkommet i flere forskellige udgaver. Og selvom Scott ikke var den første instruktør til at omredigere gamle værker, har det været ekstremt populært (og efterhånden normal kutyme) at genudgive forskellige versioner af film, siden englænderen genudsendte “Blade Runner” i en alternativ udgave tilbage i 1992. Ikke alle filmmagere har dog endnu indset, at alternativ ikke altid er ensbetydende med bedre. Men ingen film har formentlig nydt så godt af at blive omredigeret som Scotts oprindeligt lunkne, men nu fænomenale “Kingdom of Heaven”.

Paradoksalt er denne Director’s Cut-udgave af “Kingdom of Heaven” tre kvarter længere end biografudgaven, men den føles tre kvarter kortere. Det skyldes simpelthen, at biografudgavens enormt ujævne flow er blevet bedret betragteligt. Filmen virker nu langt mere helstøbt. Da “Kingdom of Heaven” oprindeligt kørte i biografen, kunne det mærkes, at komplette handlingsforløb, hele scener og endda korte momenter var blevet sakset. Karaktererne udviklede sig så hurtigt, at personerne og historiens troværdighed og appeal blev forringet. Der var flere næsten ubegribelige tidsmæssige spring, og filmens akavede tempo gav én fornemmelsen af at sidde i en bil med en nybagt bilist, der ikke kan finde koblingspunktet.

Kernehistorien er den samme. Orlando Bloom spiller den sørgende smed Balian, hvis kone netop har begået selvmord efter deres barns død. Den lokale præst, som også er Balians bror (et faktum, man aldrig fik beskrevet i biografudgaven, men som gør scenerne mellem parret langt mere vedkommende), nyder at minde smeden om, at konens selvforskyldte død har sikret hende direkte adgang til helvede. I vrede slår Balian præsten ihjel, og han rejser dernæst sammen med sin omrejsende far, ridderen Godfrey, til Jerusalem for at finde sjælefred. Men i stedet for fred støder Balian på en destruktiv konflikt mellem kristne og muslimer, og der går ikke længe, før han selv får en stor rolle i mellemøstens pulserende magtspil.

Mange bække små gør en stor å, lyder ordsproget. Størstedelen af de nyindsatte scener er forholdsvis kortfattede momenter og scener, der gør filmen til en mere engagerende og emotionelt tilfredsstillende oplevelse. Selv Nikolaj Coster-Waldaus spinkle rolle tilføjes mere dybde, idet vi nu erfarer, at han er Godfreys nevø, hvorfor det pludselig giver mening, at han vil slå Godfrey ihjel, for så vil han få udleveret ridderens eftertragtede bosted og formue. Der er også langt flere klip med Balian, før han drager væk, inklusive nogle bevægende optagelser af smeden sammen med sin afdøde kone. Scener som disse giver karaktererne langt flere lag og gør historien mere fængslende.

Den mest betydningsfulde ændring er genindsættelsen af et handlingsforløb, der involverer prinsesse Sibylla og hendes søn, som man aldrig så i biografudgaven. Hvad der nøjagtig sker, skal naturligvis ikke afsløres her. Men dette nyindsatte sideplot tilføjer hele filmen en tragisk dimension, der løfter “Kingdom of Heaven” flere niveauer, og som endelig forklarer Sibyllas udvikling i filmens endegyldige akt. Filmens sidste, lange slag er stadigvæk en overvældende filmisk begivenhed, som rangerer blandt Scotts mest imponerende bedrifter. Men nu føles slaget ikke længere som en forceret undskyldning for at hyre en masse statister og sprænge adskillige bygninger i luften – det virker i stedet som en fuldstændig naturlig del af den samlede fortælling.

Fans af episke krigsfilm vil formentlig også glæde sig over, at filmen er blevet endnu mere barsk og blodig. Og den sætter stadigvæk interessante tanker i gang om kløften mellem verdens religioner og kulturer – et dilemma, som fortsat eksisterer adskillige århundreder efter den tid, filmen foregår. Men der er dog visse aspekter af “Kingdom of Heaven”, som denne forlængede udgave selvsagt ikke har kunnet rette op på. Bloom yder sit bedste, og især i flere af de nyindsatte scener demonstrerer han sit værd som skuespiller, men han har ofte svært ved at få manuskriptets storladne replikker til at lyde troværdige. Fortællingens ondsindede karakterer er heller ikke særlig interessante. Men dette er den eneste rigtige udgave af en film, som nu kan kalde sig blandt Scotts bedste.

VideoAlt fra filmens flotte panoramabilleder til dens intime nærbilleder ser forbløffende godt ud på Blu-ray. Det er lykkedes at smække hele filmen ned på én BD-disc med 50 GB plads, så man behøver ikke skifte skive halvvejs igennem som på dvd. Billedet er aldrig tilnærmelsesvis uskarpt. Hvert eneste snefnug og hver eneste revne i borgens mursten er til at se. Der er ikke det mindste spor af edge-enhancement, komprimeringsfejl eller snavs, og den knebne mængde støj i filmens mørkeste scener distraherer aldrig. Alt fra Englands kolde, blålige marker til mellemøstens varme sandørkener byder på imponerende, mætte farver. Kontrasten er også enormt imponerende og med til at give billederne et 3D-lignende look. High Definition bliver ikke meget bedre.

AudioLigesom Blu-ray’ens transfer repræsenterer discens lydspor noget af det bedste, HD-markedet har at byde på. Sporet har en umådelig solid bund, og subwooferen giver alle aspekter af lydsiden ekstra power. Både dialogen og Harry Gregson-Williams’ fornemme musik er tydelig hele vejen igennem. Der skabes immervæk en troværdig, omsluttende auditiv atmosfære, der er rig på både markante og subtile lydeffekter. Panoreringerne er mageløse og naturlige, og lydsidens højeste frekvenser gengives også fornemt – når sværdene kolliderer, giver metallet en fornem, distinkt klang. Bombardementet af Jerusalems porte er ideel at afspille, når BD-formatets evner skal demonstreres.

EkstramaterialeUheldigvis er intet af det blændende ekstramateriale, der fulgte med den exceptionelle 4-disc dvd-udgivelse, inkluderet på denne Blu-ray. Udover filmen indeholder skiven kun filmens biograftrailer.

Ridley Scotts nye film “Kingdom of Heaven” imponerer rent visuelt med sine grandiose billeder, der hele filmen igennem er en fryd for øjet. Handlingens kvaliteter svinger desværre mere og filmens persongalleri svinger lige fra den komplekse Kong Baldwin IV (Edward Norton) til den karikerede og åbenlyst ondsindet Guy de Lusignan (Marton Csokas). Orlando Bloom er tilfredsstillende i rollen som den godmodige Balian, en rolle der dog ikke giver ham så meget at arbejde med.

Balian er smed og livstræt enkemand, efter konen har begået selvmord p.g.a. deres barns død. Balian får uventet fint besøg, da Godfrey af Ibelin (Liam Neeson) med følge dukker op i den lille landsby. Godfrey hævder at være Balians fader og tilbyder Balian at vende hjem. Balian er tvivlende, men ender med at drage af sted. Starten af filmen er en anelse langsom, og karaktererne vækker ikke den store interesse. Filmen tager dog fart, da de ankommer til Jerusalem, hvor intriger, magtkampe, jalousi og hævn er en del af dagsordenen. Balian skal finde sin plads i Jerusalems farlige magtspil, hvor det at blive sat ud af spillet er lig med døden.

På den ene side af brættet står muslimerne med den krigskyndige Saladin i spidsen. Freden mellem ham og Kong Baldwin IV, der besidder Jerusalem, er faretruende tæt på at bryde, da ikke alle deler Saladins og Kong Baldwin IV’s optimisme i opretholdelsen af freden. Guy de Lusignan hader muslimer, og han støttes af Reynald de Chatillon (Brendan Gleeson). Guy de Lusignan er ikke så nem at få ud af spillet, for han er gift med Baldwin IV’s søster Sibylla (Eva Green), der hovedløst forelsker sig i den unge Balian. Forelskelsen er gensidig, og Balian må indse, at i krig og kærlighed gælder alle kneb. Det gør han bare ikke. Den åbenlyse løsning byder sig, men Balian viser sig ikke at benytte muligheden, da den strider mod hans livsopfattelse. Han er en brik i spillet, men en brik skal ikke flytte sig fordi spilleren ønsker det, den skal handle på egen hånd. En lidt banal og uforståelig pointe, når både brik og spiller kan vinde med et enkelt træk.

Magtspillet og de interne stridigheder de forskellige parter imellem gløder af had. Jerusalem skal stå sin prøve: er dette stedet, der kan blive Gudsriget (Kingdom of Heaven), hvor folk lever sammen uden stridigheder trods deres forskellige religioner? Kong Baldwin IV og Balian ønsker det, men spillet er svært at vinde. Kongen er en vigtig brik i skak, men også i dette magtspil. Kongen er filmens mest nuancerede karakter. Der er et mysterium over ham, når han gemmer sig bag sin maske, for at skjule sin spedalskhed. Stemmen bag masken tilhører Edward Norton, vis stemmeføring har en råhed over sig, som behager ørerne på en unik måde. Alt i alt er skuespillerne velvalgte, og der er også blevet plads til lidt dansk islæt.

Nikolaj Coster-Waldau spiller en lokal sherif, en rolle i størrelsesordenen med den han havde i Scotts “Black Hawk Down”. Der har ofte været danske medvirkende i Scotts film. Camilla Overbye Roos’ medvirken i “White Squall” var ikke nogen stor rolle, større var Viggo Mortensens i “G. I. Jane” og Connie Nielsens i “Gladiator”, hvor også der var blevet plads til vitamindrengen Sven-Ole Thorsen. “Kingdom of Heaven” har ligesom “Gladiator” to danskere på rollelisten, Ulrich Thomsen spiller en krigshungrende tempelherre, der trofast bakker op om den onde Guy de Lusignan.